Mathias Ottosen – Roaming Minds

Dykkerkurset på Koh Tao

Hvis man fik muligheden, ville man gerne lære at spille klaver, springe i faldskærm eller bygge et skur. For mig er en af de fjerne drømme at dykke.

Jeg fik sagt farvel til receptionisten, ejeren af morgenmadsrestauranten og personalet på arbejdscaféen.

I denne uge har jeg ikke rejst rundt. Jeg har ikke udforsket. Jeg har heller ikke været ude og opleve.

Efter fire dage i mere eller mindre total ø-nedsmeltning tog jeg ind til byen Thong Sala.

Når jeg tænker tilbage, mens jeg sidder i en pink sækkestol på stranden på Koh Phangan, så føles det ikke som en uge, hvor der er sket så meget.

Koh Phangan har tvunget mig i feriestemning. Jeg ligger ved poolen. Hopper i havet. Drikker Chang Beer.

Færgen til Koh Phangan er en stor bilfærge, lidt ligesom Molslinjen.

Jeg ankom til George Town med den forholdsvis beskedne ambition at gå lidt mindre end i Kuala Lumpur. Allerede den første dag gik jeg 25.000.

Jeg leder efter et sted at sidde.

Det har været på to-do-listen hele ugen at få en klipning. Det er lidt over otte uger siden sidst, og de normale tegn er begyndt at vise sig.