Jeg sidder i Chiang Mai i regnvejr. Det er monsuntid i det nordlige Thailand, hvilket betyder, at jeg kigger ind i nogle uger, hvor udendørsaktiviteter hurtigt kan blive sat på pause. Men trods min forventning til monsuntid så har der været rigeligt med solskinstimer i de 3 dage, hvor jeg har været her.

Imens jeg var på Koh Tao, besluttede jeg mig for at tage til Kreta sammen med familien i slutningen af september. Primært for at fejre min far på hans 60-årsfødselsdag, men selvfølgelig også for at se min mor, bror og mormor igen.

Da jeg havde taget den beslutning, blev det også klart for mig, at det var praktisk og måske endda fordelagtigt at tage hjem til Danmark efter Kreta. Jeg har været ude at rejse siden 21. februar. De 7 måneder har både været en kæmpeoplevelse og drænet min pengepung. Ikke fordi det har været dyrt. Min rejse i Sydøstasien har været langt billigere end at bo hjemme i Danmark. Men jeg har ikke tjent penge i et halvt år.

Selvom jeg har besluttet mig for at tage hjem lidt tidligere, så er min rejselyst stadig stærkt til stede. Jeg har fortsat mange destinationer i hovedet, og denne måde at rejse på, langsomt, med fokus på tilstedeværelse frem for sightseeing, har været et godt format for mig. Samtidig så tror jeg aldrig, det bliver svært for mig at vælge at rejse ud igen. Der er blevet fjernet en masse barrierer.

En tur med nattog

Jeg forlader Koh Tao en dag efter min dykkercertificering. Beslutningen om at afslutte min rejse i oktober ændrede ikke meget på den næste måneds planer. Efter Koh Tao skal jeg til Chiang Mai. Rejsen foran mig er lang. Jeg skal med færge til Chumphon, med nattog til Bangkok, tilbringe en dag i Bangkok og med nattog til Chiang Mai. Jeg springer mere eller mindre over Bangkok. Det føles som en by, man altid nemt kan komme til, og desuden har jeg fået så mange anbefalinger om Chiang Mai, at det kribler i mig for at komme dertil.

På dagen siger jeg farvel til resortet på Koh Tao og tager afsted fra havnen. Stefan, som jeg dykkede med den ene dag, møder jeg i receptionen, og vi får lige sagt god rejse til hinanden. Axel er på dyk, men jeg fik sagt farvel dagen forinden.

Jeg ender i Chumphon lidt over middag. Jeg har 9 timer, der skal bruges her, inden jeg skal med nattoget til Bangkok. Jeg er fortsat rimelig opslugt af mit AI-projekt, der er tæt på at nå en større milepæl, så i stedet for at undersøge byen finder jeg en lille café og slår lejr. Med en kat på mit skød fortsætter jeg ned i mit kaninhul af et projekt indtil aftentid.

Det er første gang, jeg skal rejse med nattog. Da jeg besluttede mig for at tage to nattog over to nætter, var det med en vis grad af bekymring for at ende med ingen nattesøvn. Natbusserne i Vietnam var utroligt hårde ved mig. Kørsel, dytten og varme, fastformede sæder sørgede for stort set ingen søvn til mig.

Da jeg kommer ind i toget og ser en kabine med en fin størrelse seng, friske lagner og plads til min bagage, ånder jeg lettet op. Efter at have fundet mig til rette i min fine lille seng og konstateret, at ja, toget er begyndt at køre, falder jeg temmelig hurtigt i søvn og sover stort set hele vejen til Bangkok.

Bangkok-gennembrud

På meget samme måde som med Chumphon skal jeg sådan set bare bruge en dag i Bangkok, før jeg tager næste nattog. Bangkoks togstation er enorm og af en eller anden grund fuldstændig desorienterende for mig. Der er basalt set en meget lang række haller, der går langs med togperronen, men med tre forskellige togtyper, der rejser afsted fra hver sin ende og etage.

Da jeg ankommer med toget om morgenen, stiger jeg ud i den store hal og navigerer imod madboderne. Hvad jeg ikke ved, er, at madboderne er i den modsatte ende af denne mere eller mindre halvkilometerlange station. Efter endelig at have slæbt min 20 kg tunge rygsæk ned til madboderne og købt lidt morgenmad begynder jeg at google efter en passende café. Med et par metrostop kan jeg komme hen til et lille sted, der lige er åbnet, lukker et par timer inden mit tog går og tilbyder både mad, drikke og stille arbejdszone. Metroen er selvfølgelig tilbage, hvor jeg stod af toget.

Efter at have lært Bangkoks metrosystem at kende ankommer jeg til caféen. Med “lært at kende” mener jeg at kigge meget forvirret på en informationsmedhjælper, indtil de lader mig igennem handikapporten. Caféen ligger nede ad en lille sidegade, i hvad jeg bedst kan beskrive som et lille, fredeligt beboelseskvarter. Alle husene er højst to etager. De 2 meter høje mure rundt om husene og den øde vej står i skarp kontrast til den ekstremt travle vej, som jeg lige er drejet væk fra. Her finder jeg dagens café.

Caféen er lige åbnet. Jeg er dagens første kunde. På 1. etage finder jeg et hjørnebord med stikkontakt og en god stol. Wifi spiller. Drikkevarer er på tilbud, da caféen har fødselsdag. Det hele går op i en højere enhed, der får dagen til at flyve afsted.

Det hjælper også, at mit AI-projekt nærmer sig sin første version og det meget hurtigere end først antaget. Efter et par timer på caféen indser jeg, at hvis jeg sætter skruen i vandet nu, så kan jeg blive færdig, inden jeg forlader Bangkok. Eller færdig med første version i hvert fald. Og kort tid inden caféen lukker, trykker jeg på startknappen.

Jeg læner mig tilbage i mit sæde. Kulminationen på 3 ugers intenst arbejde. Og hvis alt virker, som det skal, så vil ingen rigtig bemærke noget. Den lille dumme robot, som jeg har sluppet løs på internettet, skal sådan set bare klare sig selv, tjene lidt penge til at betale sine egne regninger og forhåbentlig lære og blive klogere.

Nattoget uden senge

Det er blevet tid til at rejse til Chiang Mai, så jeg pakker min computer sammen og forlader caféen. Robotten sender mig mails løbende, så jeg ved, hvad den går og foretager sig. Jeg er jo stadig ansvarlig for den.

Tilbage til togstationen og igennem den lange hal. Mit nattog til Chiang Mai går klokken 20.00 og ankommer kl. 08.00. Jeg stiger om bord på toget. Da jeg kommer til nummer 24, mit nummer, så er der ikke en seng, men to sæder over for hinanden. Jeg kigger mig lidt omkring. Det er en lang vogn med en midtergang. Ingen senge i hele vognen. På toget til Bangkok havde jeg en kabine.

Jeg spørger kontrolløren, om jeg er i den rigtige vogn. Hun nikker. Ok, men hvor er sengen? Der er 12 timer til Chiang Mai. Jeg dobbelttjekker min billet. Har jeg booket forkert? Nej, billetten siger sovevogn. Jeg vender tilbage til kontrolløren, der kigger på mig forvirret. Jeg laver det universelle tegn for at sove med to hænder på den ene kind og hovedet på skrå. “Yes, 10 minute.”

Jeg vender tilbage til mit sæde og kigger mig rundt. Så åbenbart bliver de to sæder over for hinanden til en seng om 10 minutter. Jeg kan ærligt talt ikke gennemskue, hvordan. Du kan slå en støtte op imellem dem og lave sengen, men der skulle være to senge. Jeg håber på, at jeg ikke skal sove i ske med en fremmed.

Men 10 minutter senere starter kontrolløren fra en ende og begynder at rykke rundt med paneler. Fra loftet åbnes, hvad jeg troede var bagagerum, ligesom på et fly. I stedet er det en hel seng, der folder sig ud med madrasser, puder og lagner. Lynhurtigt bliver sæderne foldet sammen og to køjesenge konstrueret. Jeg kravler ind i min seng og finder mig til rette. Der er stadig over 11 timer til Chiang Mai, men i det mindste skal jeg ikke sidde op hele vejen.

Chiang Mai-ankomst

Jeg ankommer til Chiang Mai efter 2 dage i transit. Jeg har sovet godt på rejsen, hvilket gør en kæmpeforskel fra f.eks. et 12 timers fly. Det har jeg til gode, når jeg skal tilbage til Europa. Men for nu er det Chiang Mai. Jeg kommer fra stationen til mit hotel i Nimman. På vejen kører vi rundt om den gamle bydel i Chiang Mai, som nemt kan kendes på borgruinerne og voldgraven, som vi kører langs med. Min chauffør og jeg chatter, imens jeg får lidt råd om lokale markeder og seværdigheder.

Mit hotel ligger i Nimman-kvarteret. Jeg har booket et fint lille privatværelse med egen balkon. Rummet spiller bare, med en god, stor seng, eget badeværelse, håndklæder, vand og snacks. Der mangler ikke noget. Det bliver en god base.

Foran mig er der et par gode uger i Chiang Mai, hvor jeg både skal opleve et spændende område og også stille og roligt gøre klar til turen hjem. En ting er det praktiske i at komme tilbage til Danmark, men jeg skal også lige have hovedet med. Jeg starter dog med at binde snørebåndene. Der er en ny by, der skal ses.

Vil du støtte rejsen? Læs mere her.