Jeg tror, vi alle sammen har de der små drømme, som vi går med. Hvis man fik muligheden, ville man gerne lære at spille klaver, springe i faldskærm eller bygge et skur. For mig er en af de fjerne drømme at dykke.

Og på grund af mine valg i år står jeg pludselig et sted, hvor det at lære at dykke ikke bare er tilgængeligt og billigt, men er selve omdrejningspunktet for stedet. Så skulle jeg da være et skarn, hvis ikke jeg forfulgte mine drømme.

Hydronauts

Da jeg sad i George Town i Malaysia og drak en øl med Andy, faldt snakken på, hvad vi gerne ville i Thailand. Jeg nævnte, at jeg havde tænkt på at lære at dykke. Med det samme kunne Andy fortælle, at han havde mødt flere dykkermestre og vistnok også nogen, der havde været mange år på Koh Tao.

Spol frem til Koh Pha Ngan, hvor jeg booker mit Open Water 20-dykkerkursus hos Hydronauts på anbefaling af Andys kontakt. Gennem en kort snak får vi koordineret kurset, der skal lære mig at dykke ned til 18 meters dybde, samt ophold og betaling af depositum. Den næste mail, jeg modtager, beder mig oprette en profil på DiveRaid.com, tilmelde mig et e-learningkursus og begynde at læse og tage de første fem af ti lektioner med tilhørende quizzer.

I al den tid, jeg har hørt om folk, der dykker, har jeg haft indtrykket, at det er en formalitet med nogen, der lige skal vise dig, hvordan en gastank fungerer, før du bliver smidt ned i dybet. Så jeg var ikke forberedt på at skulle studere fysik og biologi, før jeg kunne se en pool.

Kort fortalt handler undervisningen om at forstå, at dykning ligger tæt på en ekstremsport, og at du meget nemt kan skade miljøet, dig selv og din dykkermakker og i værste fald miste livet. Derfor skal man lære fysik for at forstå og kontrollere opdrift og biologi for at forstå tryk og påvirkning af kroppen. Der er mange andre vigtige emner, men overordnet set skal du undgå at drukne, undgå at skade havmiljøet ved at holde kontrollen og undgå at få skader, når du skal op igen.

Selvom undervisningen kom bag på mig, gjorde den mig også tryg i mit valg. Hydronauts var ikke det billigste sted. At blive mødt med tydeligt gennemarbejdet undervisningsmateriale og vigtige oplysninger helt fra starten gjorde et godt første indtryk.

Opstart

Mit forløb er tre dage plus en introduktionsdag. På introduktionsdagen møder jeg min instruktør, Axel. Han er en jævnaldrende tysk mand med over tusind dyk i logbogen. Vi klikker rimelig godt fra starten, hvilket er heldigt, for de næste tre dage er jeg mere eller mindre konstant i selskab med ham.

På introduktionsmødet gennemgår vi overordnet, hvad vi skal nå på den korte tid. Jeg skal til eksamen i dykkerteori på dag to, og inden da skal jeg en tur i poolen med udstyr på. Efter eksamen er der fire planlagte dyk på åbent hav. To på 12 meters dybde og to på 18 meters dybde.

Kort om undervisningen: det er helt tilbage på skolebænken med lektioner, lektier, quizzer og en eksamen. Vi sidder i et lille klasselokale med et whiteboard. Heldigvis er det kun en halv dag, før jeg skal prøve at dykke første gang. I en pool.

Det er interessant at tænke tilbage på den første gang, vi stod ved poolen og gennemgik gastank, regulatorer, opdriftsvest, vægte og så videre. Det var meget overvældende, abstrakt og samtidig rimelig bekymrende. Vi står og kigger på et stykke udstyr, som skal holde mig i live under vandet, og så forventes det, at jeg selv kan håndtere det?

Da jeg bliver bedt om at inspicere o-ringen, som skal forhindre, at der siver luft ud, må jeg nok erkende, at jeg ikke aner, hvad jeg skal kigge efter. Det er en sort ring. Den sidder på sin plads. Og åbenbart mener Axel, at den snart skal skiftes. Da jeg spørger, hvad han mener, peger han på ydersiden af o-ringen, hvor der er en lille smule krakelering. Ikke nok til, at jeg ser det selv, før han tager ringen ud og holder den op foran mine øjne. Han sætter den tilbage i tanken og fortæller, at den nok skal holde til træning i poolen. Okay Axel, hvis du siger det.

Pooltræning

Jeg får svømmet rundt i poolen i fuldt udstyr. Jeg har våddragt, maske, sko, svømmefødder, opdriftsvest (BCD), gastank, regulatorer og vægte på. Omkring 20 kg ekstra på kroppen. Det betyder heldigvis ikke så meget i vandet, og BCD’en hjælper mig med at flyde ved at fungere som en redningsvest, man kan fylde og tømme for luft.

Jeg får lært at trække vejret igennem en regulator, hvilket stort set er samme teknik som med en snorkel. BCD’en bliver fyldt og tømt for luft, og jeg får svømmet lidt rundt på bunden af poolen.

Den første og største ting, jeg skal lære, er bevægelse og opdrift. Du vil gerne holde din dybde under vandet, og det handler ikke bare om at få luft i din BCD. Din vejrtrækning er nøglen. En dyb indånding sender dig op. En dyb udånding sender dig ned. Så for at holde dig tæt på bunden uden at røre den, skal du trække vejret afslappet og kontrolleret. Meditativt. Hvilket bliver kompliceret, når Axel griber fat i min arm og giver mig tegnet på, at han ikke kan trække vejret.

Den anden vigtige del af pooltræningen er kommunikation og procedureøvelser. Hvad gør man, hvis ens dykkermakker mangler luft? Hvordan signalerer man, at man er træt? Hvad gør man, hvis man ikke kan finde sin makker? Jeg bliver kørt godt igennem de forskellige øvelser. Nok til, at jeg efter første dag er fuldstændig færdig og går nærmest direkte fra undervisning til aftensmad og i seng.

Første dyk

Dag to er eksamen og første dyk i åbent vand. Eksamen er 40 multiple choice-spørgsmål. Jeg har én enkelt fejl i spørgsmålet om, hvor mange gange større modstanden er i vand end i luft. Axel er godt tilfreds, og vi begynder at forberede os på at skulle dykke. En masse tasker med dykkerudstyr bliver slæbt ned i en lille motorbåd, som bringer os ud til skibet.

Det er et lille skib, som nok var bygget til fiskeri, men nu har dækket fyldt op med gastanke. En stige går op til det øverste dæk, hvor vi opholder os det meste af sejladsen.

I dag skal jeg dykke med Axel og en ældre mand ved navn Stefan. Axel er vores instruktør. Stefan er min makker, og det er ham, jeg kommer til at træne øvelser med.

Der er faktisk ikke så meget at sige om de første par dyk. Stedet, vi dykker, er forholdsvis lavt med en dybde mellem otte og tolv meter. Det er en sandbund med en lille smule koraller. Området er åbenbart et sted, hvor man forsøger at dyrke nye koraller. Der er nogle fisk, men ikke det vilde. Overordnet set var det lidt som at snorkle inde ved kysten.

Men de lidt kedelige omgivelser var pointen, for Stefan og jeg skulle stadig lære at holde vores opdrift neutral. Det er bedre at ramle ned i en sandbund end i et koralrev.

Vi får trænet nogle af teknikkerne. Nogle ting bedre end andre. Jeg har svært ved at vænne mig af med min tendens til at holde vejret, når regulatoren er ude af munden. Stefan har skullet vænne sig af med en række af sine gamle vaner. Man dykkede åbenbart meget anderledes for tredive år siden.

Vi slutter de to første dyk af og gennemgår planen for i morgen samt hvad vi skal øve os på hver især. For at være ærlig var dag to nok den værste dag. En halv dag med undervisning, en masse træning og et første havdyk, der ikke var specielt interessant. Da jeg gik træt i seng, var jeg en smule skuffet.

Skibsvrag og koralskove

Dag tre starter tidligt, da båden allerede sejler klokken 6.15. Vi skal ud, nærmest mens solen står op. Stefan kunne ikke komme, da han havde problemer med ørene, så det er Axel og mig alene på de sidste to dyk.

Vores destination er et skibsvrag, der ligger på omkring 40 meters dybde. Vi står på det øverste dæk, og jeg får en briefing. Axel håber, at vi kan se vraget fra 18 meters dybde, da vi ikke må dykke dybere.

Derudover er listen over teknikker, vi skal træne, ganske lille og handler primært om reaktionstræning. Axel kommer spontant til at give mig signaler, der kræver, at jeg reagerer. Mangel på luft, ubehag, beskadiget udstyr. Tricket er at kommunikere under vand med håndsignaler.

Vi ankommer til det første stop. De første dykkere hopper i og melder tilbage, at vandet er krystalklart. Skibsvraget kan ses fra overfladen. Axel og jeg kommer i kort efter.

Der er dybt og klart. Selvom jeg ikke kan se bunden, kan jeg se langt ned i en mørk kløft. I de dybeste afkroge er klippesiderne kun synlige i kolde, mørke farver. Det føles som at svæve mange meter over et mørklagt landskab.

Og i midten af landskabet ligger der et stort skibsvrag. Dækket er groet til med alger, koraller og anden bevoksning, og små skoler af fisk svømmer rundt om vraget og ind og ud af åbningerne.

Vi begynder at dykke ned. På 18 meters dybde er vi stadig ikke helt nede ved skibets dæk. Men mange detaljer bliver meget skarpere. De mange forskellige fisk, der svømmer rundt. Vandmanden, der gemmer sig ved forstavnen. Og bunden, der lige akkurat kan ses som et mørkt lag under skibet.
Vi svømmer hen over skibet. Der er en stor klippe, som rejser sig fra havbunden, og som skibet læner sig op ad. Klippen er dækket af koraller. Efterhånden som vi kommer tættere på, kan jeg se alt det små liv, der bosætter sig i og omkring dem.

Axel giver mig et par øvelser, og vi vender tilbage til skibet efter 45 minutter i vandet. Jeg er henrykt. Selvom vi ikke kunne dykke helt ned til skibet, har jeg fået lige præcis den oplevelse, jeg havde drømt om. Og vi har stadig et dyk mere.

Vores andet og mit sidste dyk på turen er ved en koralskov. Tjeklisten med øvelser er komplet, så vi skal bare hyggedykke.

Vi er ikke på så dybt vand som ved skibsvraget, men bunden ligger stadig tyve meter nede. Til gengæld er den livlig og varieret. Det er et roligt dyk, hvor vi mere eller mindre fokuserer på at svømme stille og kontrolleret tæt på korallerne, mens vi korrigerer for en let strømning.

Vi spotter tre rokker, ser en masse små fisk blandt korallerne og anemonerne, og jeg får prøvet, om jeg kan lære en teknik til at svømme baglæns. Det går ikke så godt, så der er mere at lære senere.

40 minutter senere er vi ved overfladen igen. På båden bliver jeg sat til at registrere mine dyk og afslutte kurset. Jeg har nu en Open Water 20-certificering med fire dyk i logbogen.

Certificeret dykker

På vej tilbage med båden bliver jeg præsenteret som nycertificeret dykker til klapsalver fra de øvrige om bord. Tilbage ved dykkershoppen får jeg også lige taget et par billeder med et certificeringsbanner. Axel giver mig et skulderklap og fortæller, at han er tryg ved at lade mig tage ud og fortsætte med at dykke.

Hvilket jo rejser spørgsmålet: hvad så herfra? Jeg kan naturligvis certificere mig yderligere. Som fritidsdykker er 30- og 40-meterskurserne oplagte, med al mulig ekstra undervisning i nattedykning, grottedykning, dyk med specielle gasser og dyk med andet udstyr, som ændrer, hvor længe og hvor dybt man kan komme ned. Dykning er en vild verden, som man kan bruge både liv og formuer på.

Jeg ved ikke lige nu, hvor stor en del af min fremtid der indeholder dykning. Ud over at være dyrt er det også omfattende og potentielt skadeligt. Dykning er ikke ufarligt. Faktisk er det temmelig farligt. Selv på 18 meters dybde kan man nå at komme alvorligt til skade, med dykkersyge som den primære bekymring. Den menneskelige krop er ikke bygget til at have 20, 30 eller 40 meter vand til at trykke ned på sig og på de gasser, den indeholder.

Helbredet til side er det også en omfattende hobby. Man tager ikke lige ud og dykker, sådan som man tager løbesko på og løber en tur. Dykning kræver forberedelse, træning, vedligehold og oprydning. Det er hurtigt et flerdagsprojekt, som man samtidig skal forsøge at time efter vejr og vandforhold. Der er meget arbejde i at komme på et dyk.

Men når det hele klikker, og du ligger midt i det kæmpestore hav med magiske udsigter og fantastisk fremmed liv foran dig, så er det svært at afskrive arbejdet som spildt. Så jeg er nok ikke færdig med at dykke, og jeg har faktisk en plan om at kigge på, hvad danske dykkerklubber kan tilbyde. Jeg ved, at vi har en masse, så når jeg kommer hjem, er det en af de ting, jeg vil undersøge. Endnu en dyr hobby til listen. Måske.

Vil du støtte rejsen? Læs mere her.