Støtte

Det er efterhånden blevet en fast del af mine rejser, at jeg dokumenterer, hvad jeg ser, oplever og tænker. Det begyndte i New Zealand i 2024 og er fortsat lige siden. Formatet har ændret sig undervejs. Dengang var det korte videoer med voice-over. Nu er det primært en skriftlig rejsedagbog med billeder og små videoklip.

Rejsedagbogen er først og fremmest et refleksionsværktøj for mig selv. Det hjælper mig med at samle oplevelserne og sætte ord på dem, mens de stadig er friske. At familie, venner og efterhånden også mange andre læser med, er noget, der er kommet hen ad vejen. Når jeg alligevel skriver den færdig, kan andre lige så godt få glæde af den.

Flere har spurgt, om de kunne støtte det, jeg laver. Derfor har jeg oprettet en side på 10er.

Jeg er ikke afhængig af støtten, men hvis du synes, det jeg skriver er værd at følge, er du meget velkommen. Om det bliver til en kop kaffe eller bare et lille skulderklap betyder egentlig mindre. For mig handler det mindst lige så meget om at vide, at der sidder nogen derude, som synes, det er værd at læse.

Hvordan fungerer det?

På 10er vælger du selv, hvor meget du vil støtte med.

Der bliver kun trukket et beløb, når jeg lægger en ugentlig opsamling ud. Det vil sige højst én gang om ugen.

5 eller 10 kroner er helt fint. Det skal helst være et beløb, man ikke tænker ret meget over. Sammen med mange andre kan det alligevel gøre en forskel. Og 10 kroner rækker trods alt overraskende langt i Sydøstasien.

Hvad ændrer det?

Ikke ret meget.

Rejsedagbogen bliver ved med at være gratis. Nye opslag bliver stadig delt på Facebook, og e-mail-notifikationerne fortsætter som hidtil.

Jeg har ikke planer om at bygge et stort rejsebrand eller fylde siden med reklamer, sponsorer eller affiliate-links. Jeg vil gerne holde det enkelt og skrive, når jeg har noget, jeg synes er værd at fortælle.

Det vigtigste

Rejsedagbogen er først og fremmest et refleksionsværktøj for mig selv.

Det må ikke ændre sig.

Jeg vil gerne passe på, at økonomi ikke bliver en grund til at skrive mere dramatisk, mere følelsesladet eller mere spektakulært, end det jeg faktisk oplever.

Hvis nogen vælger at støtte, ser jeg det som et skulderklap. Ikke som et levebrød.

Tak fordi du læser med.

Og tak til jer, der kommenterer, sender en besked eller deler et opslag. Det er mindst lige så stor en del af grunden til, at jeg bliver ved med at skrive.