Første halvdel af ugen fortsatte jeg i samme rille. Vågn op i bungalowen. Spis på en god, billig morgenmadsrestaurant. Fortsæt til arbejdscaféen. Arbejd på AI-projektet. Tilbage til bungalowen. Pool og strand før solnedgang. Aftensmad og afslapning på værelset indtil sengetid.

Midt på ugen var det dog tid til at komme videre. Ikke fordi jeg ikke kunne være blevet på Koh Pha Ngan. Jeg kunne sagtens have set mig selv blive et par uger mere i den samme rille, og mit AI-projekt kunne godt have brugt et par ekstra ugers fokus. Men jeg besluttede mig for at rejse. Dels fordi jeg glædede mig til Koh Tao. Dels fordi jeg efter lidt over to uger i en meget ensformig hverdag havde brug for at komme afsted. Dels fordi de næste par måneder skal hænge sammen med Bali og Filippinerne senere.

Videre var til Koh Tao. Koh Tao havde for længst fået stemplet som dykkerøen, hvilket også var grunden til besøget. En ven af en ven, der havde været dykkermester på Koh Tao, havde foreslået selskabet Hydronauts, som jeg valgte at gå med. Mit ophold kommer til at handle om Open Water 20-certificeringen, som giver mig lov til at dykke ned til tyve meters dybde.

Da jeg tilmeldte mig, tænkte jeg naivt, at så var jeg klar, men jeg fandt hurtigt ud af, at kurset kom med lektier. Ti lektioner med tilhørende PDF og quiz. Fem af dem skulle jeg læse og være klar på inden første lektion. Det kom til at fylde mine sidste par dage på Koh Pha Ngan. Og ja, så måtte jeg sætte mit lille AI-projekt lidt på pause.

Til Koh Tao

Jeg fik sagt farvel til receptionisten, ejeren af morgenmadsrestauranten og personalet på arbejdscaféen. I et par uger var jeg blevet en del af deres daglige rytme lige så meget, som de var blevet en del af min.

Færgen til Koh Tao var meget simpel. Billetten kunne købes ved havnen, og afgangene lå fast i løbet af dagen. Halvanden til to timer på vandet. Jeg stod bare på det udendørs dæk i skyggen og nød brisen, mens jeg drømte om eventyr på det åbne hav.

Det første, jeg gjorde, da jeg ankom til Koh Tao, var at finde en læge. Dykkerkurset krævede en lægeerklæring på, at jeg kunne dykke uden problemer. Jeg havde oplyst, at jeg får migræne med jævne mellemrum, og det betød altså et lægebesøg til hundrede kroner, før de ville tage mig med ned under vandet.

Konkret skulle mine trommehinder tjekkes. For at kunne dykke skal du kunne regulere trykket i dine luftveje, og det kræver, at trommehinderne er intakte.

Jeg sætter mig ind hos lægen, en jævnaldrende kvinde, som begynder undersøgelsen. Hun kigger ind i mit ene øre og beder mig trykudligne. Pust blidt ud, mens du holder dig for næsen. Tjek, ingen problemer. I det næste øre kan hun ikke rigtig se trommehinden, fordi der er for meget ørevoks. Det skal lige renses. Rensningen kræver en briks, en særlig væske og at man venter på, at voksen bliver løsnet ordentligt op.

Mens jeg lægger mig om på siden på briksen, kommer en af assistenterne hen og viser mig en regning på 3.000 baht, svarende til 520 kroner. Og hvad gør man, når man ligger på siden hos lægen og får at vide, at de altså skal kunne se ind i øret, hvis man vil dykke? Jeg når lige at tænke “så stik mig en vatpind og giv mig to minutter”, inden det lyder fra min mund: “Sure, I’ll pay.”

De hælder det dyre rensemiddel i øret på mig og lader mig vente i tyve minutter, før de kommer over til mig igen. Lægen og assistenten renser mit øre ved at spule lidt vand derind, skrabe forsigtigt og spule lidt mere. Det gør de i fire-fem minutter. Netop som jeg tænker, at de er færdige, mærker jeg en vatpind komme ind og køre en tur rundt i øret, før de fortæller mig, at trommehinden kan ses og er intakt.

Jeg forlader klinikken med min lægeerklæring og en lille bitter smag i munden. Skulle bare have bedt om vatpinden.

Dykkerøen

Koh Tao er fyldt med dykkere. Hver anden butik sælger dykkerture, dykkergrej eller dykkerkurser. Den anden halvdel bruger temaet til at sælge mad, drikke og souvenirs.

Jeg går fra hovedbyen og ned til sydkysten, hvor resortet ligger. Der er to kilometer. Koh Tao er en lille ø. Langs vejen fortsætter dykkertemaet. På Koh Pha Ngan var der reklameskilte for fester. Det er der også på Koh Tao, men i meget mindre omfang, og som jeg kommer til at lære i dykkerundervisningen, er blandingen af alkohol og dykning heller ikke særligt fedt.

Jeg ankommer til selve dykkerresortet. Jeg har booket overnatning det samme sted, hvor jeg skal tage certificeringen. Ikke det billigste valg, men her handlede det om at holde det simpelt, så jeg kunne fokusere på at dykke.

Resortet ligger helt ud til vandet. Der er en pool, en restaurant og en masse dykkerfaciliteter. Ikke overraskende. Jeg bruger min sidste dag inden kursusstart på at læse op og kigge på nogle af de andre, der træner i poolen.

Jeg havde en lille idé om, at jeg kunne nå at udforske Koh Tao ved siden af dykkerkurset. I stedet fyldte kurset tre fulde dage og lidt til, fra morgen til aften. Så frem for at jappe igennem det her, laver jeg en selvstændig historie om dykkerkurset, som jeg arbejder på at få ud i løbet af de næste par dage.

Vil du støtte rejsen? Læs mere her.