Chiang Mai er en spændende by. Jeg kan både se, hvordan folk elsker de korte besøg og de lange ophold. Den gamle bydel med sin voldgrav og enkelte bevarede murværk. De utallige buddhistiske templer, der præger hele området, både inde i midten af byen, ude i de omkringliggende områder og i de fjernere byer. De daglige markeder med fokus på små, håndlavede souvenirs og lokalt tøj.

Chiang Mais bymidte er stor nok til, at man ikke bare lige går på tværs af den, men omvendt er den ikke for stor til en godt forberedt ekspedition. Med vand i rygsækken har jeg gentagne gange vadet over voldgraven og ind til den tætbebyggede gamle by. Jeg foretrækker de små stræder. De er typisk mere fredelige, og oplevelsen af at dreje rundt om hjørnet for at blive mødt med et spektakel af et buddhistisk tempel har sin charme.

For den madglade rejsende har Chiang Mai et solidt udvalg. Selvom jeg er her i 3 uger, så kommer jeg ikke til at spise mig hele vejen rundt om byen. Men nu kan jeg også godt lide at dobbelttjekke, om den Khao Soi fra gutten med hjørnerestauranten virkelig var så god, eller om det bare var held.

Den gamle bydel af Chiang Mai holder mig underholdt i flere dage. Templerne, maden og markederne gør det til en forholdsvis kompakt og varieret oplevelse. Perfekt for gåben.

Mindet om Thailands markeder

Mine forældre tog mig og min lillebror til Thailand flere gange som børn. Det er mange år siden, og jeg var meget lille, specielt på den første rejse. Ikke desto mindre har jeg tågede minder fra steder som Phuket, Koh Chang og Koh Kood.

Jeg har stadig gamle souvenirs liggende derhjemme i flyttekasserne fra netop disse ferier. Nytårspynt, gamle klipklapper, et maleri. Selve det at gå rundt og souvenirshoppe står som et stærkt minde for mig. De mange t-shirts med skøre slogans, for eksempel hvor Puma er skiftet ud med Coma, og panteren har fået bandage på.

Jeg husker disse boder som værende overalt, med konstante tilbud og ting, der nærmest blev stukket i hånden på én i håbet om, at det blev købt. En del af den oplevelse var selvfølgelig at være et barn, der måske havde nemmere ved at overtale forældrene til at bruge penge end den smilende thailænder.

Jeg adskiller Chiang Mais markeder i to kategorier: pop-up og bazarerne. Pop-up markederne kan snige sig op på dig. En vej, du gik ned ad den ene dag, er pludselig fyldt med boder og proppet med mennesker. Typisk er forskellige gader eller et tempel på weekenddagene blevet fyldt med boder. Bunker og stativer med tøj, fra mønstrede t-shirts og bukser til små kjoler og tørklæder. Men interessant nok ikke de tryk-t-shirts, som jeg kan huske.

Smykker og nipssouvenirs kan man altid finde, men på pop-up markederne er det ofte en bod, der overrasker med noget unikt og typisk lokalt, som jeg ikke i forvejen har set hundredvis af gange allerede på tværs af Sydøstasien.

Håndværk og kunst er stort i Chiang Mai. Det kan ses i butikkerne og på markederne. Der er mange små, specielle boder og butikker med deres egne ting. Unikke t-shirt-tryk, malerier, poser med tegnede portrætter, håndskårne træfigurer, mikrobroderede figurer og meget mere.

Det er lidt svært at adskille følelsen fra virkeligheden, men interessant nok har det været i Vietnam og Bali, at minderne om souvenirshopping har matchet bedst. Masseproduceret legetøj og tøj. Mystisk lavprissatte Rolex-ure og smartphones.

Chiang Mai har også den slags marked. Det store kaldes natbazaren, og der kan man få sine skæve tryk-t-shirts og sketchy kopivarer. Her minder Thailand lidt om mine gamle minder igen.

Imellem de to typer markeder støder jeg på flest thaier på pop-up markederne. De virker til at være lige så meget kunder her, som turisterne er. Selvfølgelig, hvis jeg havde set på de samme dumme tryk-t-shirts i 20-30 år, så ville jeg nok også prioritere det sted, hvor folk rent faktisk havde noget nyt at vise.

Nimman-kvarteret

Nimman-kvarteret ligger en halv kilometer vest for den gamle by. Det er en meget moderne bydel. Væk med de rå boder og ind med de polerede butiksfacader, der lover moderne, høj kvalitet og dyre produkter. Flere bygninger er nye eller nyligt renoveret. Arkitekturen er varieret og modstridende. Hver bygning og butik er konstrueret som en salgstragt med blikfang, pitch og et produkt som en indbygget del af arkitekturen.

Jeg har set det før. Fra Vietnam til Bali og igen i Kuala Lumpur. De nyere og rigere dele af landene bliver opkøbt eller præget af moderne markedsføringsfilosofi og -principper. Det skaber en speciel kontrast mellem den gamle bydel og Nimman-kvarteret i, hvor meget butikkerne fylder i bybilledet.

Nimman er dyrere, men samtidig mere varieret og nemmere at leve i, hvis du har pengene. Det er nemlig også dobbelt eller tredobbelt prisen af, hvad ting koster i den gamle bydel. Jeg kan gå en kilometer og opleve, at min aftensmad nu koster det halve.

Det gode pejlemærke for, hvor dyrt et kvarter er, er priserne i forhold til 7-Eleven. Hvis du kan gå ind i 7-Eleven og købe en sodavand for en femtedel af den pris, de tager på dit spisested, så er du i den dyre del af byen.

Livet i Chiang Mai

Caféerne i Chiang Mai er rimelig gode. Jeg bruger stadig en stor del af mine dage på at hoppe fra café til café. Det holder mig lidt i bevægelse ved at give mig noget at gå efter, og så får jeg set noget af byen, som så mange bare drøner forbi.

Mit AI-projekt spiser en stor del af min koncentration og tid. Selvom den første del er færdig og kører, bliver jeg ved med at komme på nye idéer og tiltag. Caféerne hjælper både med fremdriften og holder mig fra at sidde fastlåst ved computeren. Min evne til at hyperfokusere på et projekt er både godt og skidt. Jeg kan virkelig få rykket på nogle ting, men samtidig kan jeg også miste en masse gode rutiner og sunde aktiviteter, når jeg bliver opslugt af projektet.

Det er lykkedes mig at komme ud og løbe et par gange for første gang i en måned. Det er lidt mere omstændigt, mens jeg rejser, i forhold til derhjemme. Midt på dagen og om aftenen er det for varmt, så løb er en morgenaktivitet. Jeg har kun 3 sæt tøj, jeg roterer, så jeg skal enten løbe i beskidt tøj eller have planlagt at vaske lige bagefter. Men når jeg kommer afsted, er det typisk en fantastisk måde at komme ud i nogle afkroge af byen, som jeg ikke har været i endnu.

Selvom det er monsunsæson, har jeg ikke haft de store udfordringer med regn. Der kommer nogle hidsige byger en gang imellem, men så har jeg en god undskyldning for at dykke ind i en butik, jeg ellers normalt ikke ville bruge tid på.

Selvom min første halvanden uge i Chiang Mai ikke har været kedelig, har jeg primært været i byen. Der er både bjerget Doi Suthep, der hviler i udkanten af byen, og den fjerne tempelby Chiang Rai, som jeg også vil besøge, inden jeg skal hjem. Vi må se, om jeg kan få mig selv løsrevet længe nok fra mit projekt til at komme lidt ud af byen.

Vil du støtte rejsen? Læs mere her.