Doi Suthep har været en konstant del af baggrunden under mit ophold i Chiang Mai. Det store bjerg vest for byen er et smukt blikfang, når øjnene bevæger sig rundt på omgivelserne. Det er stort set altid muligt at se.

Op langs bjerget kan der spottes enkelte små bygninger. Når man når toppen, er der et buddhistisk tempel markeret med sine forgyldte tårne. Og ja, man kan selvfølgelig komme derop med bil og ben.

Allerede inden jeg ankom til Chiang Mai, havde jeg ad to omgange fået fortalt, at templerne Wat Pha Lat og Wat Phra That Doi Suthep skulle man sikre sig, at man besøgte. Wat Pha Lat er halvvejs oppe ad bjerget, og Wat Phra That er på toppen. Faktisk blev jeg fortalt, at Wat Pha Lat skulle prioriteres, da færre turister besøger det.

Den magiske vandresti

Min tur starter midt på dagen. Planen er at nå til Wat Pha Lat til fods og så se an, om jeg vil gå resten af vejen. Jeg har allerede tjekket, at der går transport fra begge templer og derimellem, så jeg er ikke bekymret for hjemturen.

Fra Nimman, hvor mit hotel ligger, og over til foden af bjerget er der 3 km. Specifikt vil jeg gå “Monks trail” op til Wat Pha Lat, en vandresti brugt i hundredvis af år. Ingen motorkøretøjer og fint markeret.

Jeg når starten af sporet lidt over middag. Sporet starter ved en stor port. Der er 5 hunde, der ligger i skyggen af porten og sover middagslur. Det er en varm dag, og jeg er allerede småforpustet og let svedig fra at gå langs vejene op til starten.

Fra træerne langs sporet hænger der broderede munkeklæder, der hjælper med at markere stien. Stien er veltrådt og ikke overvældende stejl. Man går op konstant, men flere steder flader stien ud, så man får et lille hvil.

Sporet følger bjergsiden og varierer konstant. I starten er der et stykke, hvor sporet går langs en forhøjning, og en skrænt kan ses igennem buskadset. Sommerfugle gemmer sig midt på sporet, hvor de spiser fra faldne små frugter. Når man træder hen til dem, flyver de op om ørene på en.

Senere bliver frugttræerne skiftet ud med bambus, som har lagt sig i buer hen over stien og er blevet til et lille naturligt tag. På klippesiden dukker der et lille naturligt vandløb op fra siden af bjerget og forsvinder igen ned ad en passage væk fra sporet.

Tilsammen får jeg en vandretur, der føles som noget fra et eventyr. Det slår mig, at en lignende oplevelse, men mere kunstig, er fra Disneyland. Sporet her i Thailand virker som oprindelsen til nogle af de scener fra magiske skove, som jeg er blevet vist som barn.

I midten af bambusskoven er der pludselig en bro. Efter den bro er der en pavillon på en klippeside og en gangsti og en flod til et tempel. Jeg er ankommet til Wat Pha Lat.

Det stille og fredfyldte tempel byder velkommen med små tempelbygninger halvt dækket med mos, mat maling og en manglende næse eller anden imperfektion. Det er gammelt og brugt uden at være faldefærdigt. Et fint lille sted til at holde pause, sunde mig og nyde udsigten.

En stejl lerklippe

Allerede da jeg startede dagens tur, havde jeg i hovedet, at jeg skulle op til toppen. Spørgsmålet var ikke, om jeg gad, men om jeg kunne. Turen til Wat Pha Lat havde været forholdsvis nem. God sti, en jævn, men ikke voldsom stigning, og et virkelig smukt spor, der distraherede fra den fysiske aktivitet.

Fra Wat Pha Lat går turen ind i junglen igen. Jeg arbejder mig op ad nogle høje trin med et brusende vandløb gemt i buskadset ved siden af. Allerede her har sporet ændret karakter. Orange-brunt ler med formede trin fra gentagen betrædning. En snæver serie af trin op igennem krat på en stejlere og stejlere hikingpassage. Trinene bliver knæhøje, og et par steder bruger jeg stammer og rødder som gelænder.

En lille klatretur senere, og så står jeg på en større tresporet vej. Jeg kommer op igennem et hul i rabatten. Et af de der huller, som man mistænker for at være en gammel ulykke. Men her er altså en sti, og som jeg når toppen, kommer et ungt thaipar ned ad klippesiden i deres klipklapper.

Jeg vil ikke sige, at jeg fandt det ubehageligt at komme op til vejen, men jeg ville være meget ked af at skulle ned ad samme sti igen.

Men min rute er først lige startet. Jeg krydser vejen og går hen imod en lille åbning i junglen. Den eneste ledetråd, jeg har, er et skilt, der siger Doi Suthep og en pil op. Jeg fortsætter. Benene er stadig gode, og jeg har nu en vej som et punkt at vende tilbage til, fra hvor jeg kan blive hentet.

Det første segment er hårdt. Jeg klatrer op ad lersider igen. Ikke så stejlt som før, men stadig hårdt. Jeg er på det her tidspunkt fuldt bevidst om, at min t-shirt og shorts ikke længere er fugtige, de er våde. Sveden løber ned ad mig, og jeg har tømt 1 ud af mine to vandflasker.

Efter den indledende klatretur bliver stigningen mildere. Det er stadig stejlt, men ikke trappetrinsstejlt. Jeg når at gå rimelig længe i et fint tempo. Til sidst kan jeg regne ud, ca. fra distancen gået, at jeg er ved at være ved enden af sporet.

Enden af sporet skulle vise sig at være en god lang klatretur, der endte igen med krat. Men denne gang var der ikke trækroner hen over hovedet. Jeg kunne fornemme, at det var det sidste skub, til trods for de høje buske, som blokerede mit udsyn.

Jeg befinder mig på en lille holdeplads ved siden af vejen. Den lille familie, der lige er holdt ind for at tage billeder af udsigten, ser forbløffet på mig. Jeg må se frisk nok ud, for de smiler af mig og fortsætter med deres pause. Jeg er ikke frisk. Jeg er træt. Benene har det egentlig fint, men det sidste stykke har gjort mig helt forpustet og badet i sved.

Templet på toppen

Der er lidt vej endnu, men herfra er det en asfalteret vej. Jeg skal rundt om to sving, før jeg er fremme. Den første bod, jeg ser, går jeg hen til og vil købe vand. Den ældre thailænder kigger på mig og fisker en iskold flaske vand op fra bunden af kølerboksen. Jeg tager en stor slurk og tømmer resten over hovedet og nakken. Forfriskende.

Tempelindgangen er nu foran mig. Ude foran er der et virvar af taxier, kiosker, souvenirs. Mit blik falder på en pose udskåret ananas, og aldrig i mit liv har jeg været så sikker på, at jeg skulle købe noget.

Efter to poser med ananas og endnu en vand, er jeg klar til at se templet. Jeg vandrer op ad trapperne til endnu et sæt af boder med endnu flere souvenirs. Det næste sæt af trapper leder hele vejen op til templet. To store grønne drager danner gelænder og følger mig hele vejen.

På toppen ankommer jeg endelig til templet. De store, prægtige porte leder ind til et stort tempelkompleks med mange farver, men primært guld. En stor gylden pagode står i midten af en stor plads. Indgange til bederum med Buddha-statuer kan findes i alle kardinalretninger. Langs siderne og i hjørnerne er der glasmontre med forgyldte buddhaer i menneskestørrelse.

Jeg spadserer igennem templet ud til bagsiden. Min præmie venter på mig, og jeg er lidt bekymret, da det er overskyet. Men terrassen med udsigten skuffer ikke. Et bredt panoramabillede ud over Chiang Mai fra mange hundrede meters højde. Fra templet, som jeg havde kigget op på om morgenen, står jeg nu og kigger ned over den store by. Med lidt hjælp fra zoomlinsen på min telefon får jeg fundet mit hotel i distancen. Skyerne ligger som et loft over udsigten i mørke og grå farver. Der går heller ikke længe, før det begynder at regne.

Hjem og i seng

Det regner ikke længe, men nok til at alt bliver godt vådt, og vandpytter dannes. Taxiholdepladsen er fyldt med røde, ombyggede pickuptrucks, hvor vognladet har fået to bænke og et tag på. Prisen viser sig også at være billigere end Grab.

Jeg venter lidt på, at flere kommer og skal med. Da to portugisiske fyrer ankom, bliver vi vinket ind i en vogn og kørt ned ad bjerget.

Bagsædet er nu helt mit eget. Turen er overraskende lang. Vejen, som bilerne tager, er åbenbart mange kilometer længere end hvis man bestiger klippesiden. Med musik i ørene og kun mit eget selskab, begynder jeg at synge med på min playliste. En egenskab ved, at jeg bliver træt, er, at jeg først nynner, så synger og så skråler i takt med, hvor træt jeg er. Vi er i stadiet imellem at synge og skråle på den tur.

Da jeg ankommer til hotellet, er planen tydelig for mig. Smid tøjet i en pose, tag et bad og find den nærmeste vaskemaskine. Efter 600 højdemeter og 16,5 kilometer har jeg brug for et måltid mad og så tidligt i seng. Jeg når knap nok at overveje dagen, jeg har haft. Der er ikke meget mere at give af.

Vil du støtte rejsen? Læs mere her.