Hej. Den her bliver lidt anderledes. For jeg er nemlig hjemme i Danmark igen. Efter en dejlig uge med min familie på Kreta (trods vejret), hvor min far blev 60 år, er jeg taget med dem hjem.

En meget kort opsamling på de sidste to uger. Jeg forlod Chiang Mai den 24. september. Efter nogen-og-tredive timer fordelt på fire fly landede jeg på Kreta. Jeg mødtes med de andre på resortet, hvor vi havde nogle gode solskinsdage med badning og drinks ved poolen, indtil det blev min fars fødselsdag, hvor vejret vendte til det værre med regn og især blæst. Det var faktisk så ekstremt, at flere steder på Kreta blev oversvømmet. Om aftenen, hvor vi skulle hjem, lød der en nødalarm fra alle telefonerne, der frarådede al unødvendig udendørstransport på grund af det voldsomme vejr. Vi satte os jo selvfølgelig ind i bussen og kørte mod lufthavnen.

Til trods for vejradvarslerne kom vi godt afsted. Der var nogle fly, der var forsinkede på grund af omdirigeret trafik. Der var vist en lufthavn, hvor flyene ikke kunne lande, så de blev sendt til vores. Derfor var der lidt proppet på landingsbanen. Men vi kom afsted. Også næsten til tiden. Dem, der skulle til København, skulle vist vente i mange timer. Godt, jeg ikke bookede det fly.
Og nu er jeg så hjemme i Silkeborg. Vejret er friskt med hvide, tottede skyer på himlen. Et godt efterårsvejr. Jeg har gået rundt i Silkeborg, i byen og ved søerne. Kan jeg finde noget af det samme, som jeg har nydt i min hverdag de sidste syv måneder? Ja, det kan jeg godt. For den nærmeste fremtid er min dagligdag markant forandret.
Min rejseblog bliver sat på pause. I kraft af at jeg ikke rejser lige pt., synes jeg, det er fair nok. Vinden er også gået af sejlene. Det var ligesom om, at da beslutningen om at rejse hjem var taget, så stoppede min inspiration og motivation for rejsebloggen også. Jeg har et par historier fra Chiang Mai, der kommer til at forblive uskrevne. I må spørge til dem, når vi ses igen.
Selvom jeg lige skal lande og finde ud af min kommende hverdag, så er jeg rimelig sikker på, at jeg ikke er færdig med at rejse. Lige nu tror jeg, at allerede næste år byder på endnu en længere rejse, men det må tiden vise. Og til den tid kan det være, at jeg genopliver denne blog.
Tak, fordi du læste mine fortællinger. Jeg håber, at jeg har bragt noget interessant til din hverdag. Hold dig ikke tilbage fra at række ud, hvis du gerne vil vide noget om min rejse, både om det praktiske og om mine oplevelser.
“At rejse er at leve.”
H.C. Andersen
Følg rejsen
Jeg sender en mail, når der kommer nye historier fra turen.
Vil du støtte rejsen? Læs mere her.
