Et mellemstop, der ikke helt opførte sig som et mellemstop
Når jeg tænker tilbage, mens jeg sidder i en pink sækkestol på stranden på Koh Phangan, så føles det ikke som en uge, hvor der er sket så meget. Men så kommer jeg i tanke om, hvor ugen startede.
Mandag sad jeg på færgen og så George Town glide væk. Andy og jeg har brugt ugen på at rejse op gennem Malaysia, krydse grænsen til Thailand, tilbringe én dag i Thailands tredjestørste by, Hat Yai, rejse videre til de sydlige øer i Den Thailandske Bugt og bruge en halv uge på Koh Phangan.
Fra Hat Yai
Andy og jeg besluttede os for at rejse til de sydlige thailandske øer, så vores stop i Hat Yai var tænkt som et stop på rejsen mere end en destination. Ikke desto mindre bookede vi to overnatninger, så vi ikke skulle skynde os alt for meget.
Hat Yai gjorde indtryk på mig fra det øjeblik, vi ankom. Det er en by, der føles alt for stor i forhold til, hvor livlig den er. Den er bestemt ikke øde. Der er folk på gaderne, spændende morgen- og aftenmarkeder, klubber og butikker. Men alt føles bare mindre, end byen er bygget til.
På vej til vores hostel går vi langs en stor firesporet vej med en eftermiddagstrafik, der knap nok har brug for to spor. Byens gader er bygget meget i stil med mange andre asiatiske byer. Stort set alle facader i gadeplan kan åbnes op, så der kan være en butik, restaurant eller noget andet. Jeg er vant til, at disse butikker næsten altid er åbne, måske med et lukket-skilt, hvis det er sent om aftenen. I Hat Yai er mange af facaderne med skodder og gitre lukkede, selv midt på dagen.
Andy og jeg brugte vores dag i Hat Yai hver for sig. Jeg tog ud og fandt en café, hvorefter jeg fandt et smukt buddhistisk tempel. Senere på dagen mødtes vi og tog på nattemarked. Markedet var levende og fyldt med billige madboder, souvenirs, tøj og alt muligt andet. Det var også livligt nok, hvilket endnu en gang fik mig til at tænke på kontrasten mellem markederne og resten af byen.
Efter vi havde fået lidt at spise og var på vej tilbage, begyndte jeg at lufte mine observationer for Andy. Jeg pegede på lejlighederne over butikkerne. Der var næsten ingen lys, ingen planter, intet tøj til tørre og ingen små tegn på, at folk boede der. Ikke bare i ét hus, men hele vejen ned ad gaden.
Andy gav ikke meget respons til mine observationer, så jeg undskyldte for mine tilfældige byobservationer. Der gik dog ikke mere end fem minutter, før jeg hørte ham sige: “Jeg har kigget videre. Du har ret. Det er mærkeligt.” Da vi kom tilbage til hostellet, måtte vi have det afklaret. Vores værtinde forklarede, at mange af de lokale havde forladt området efter en oversvømmelse tilbage i november.
Den døde fest og den levende strand
Det skal siges, at jeg godt kunne lide Hat Yai. Det føltes lidt som at være i en forlystelsespark uden for de travle timer. Så efter to overnatninger og kun én hel dag føltes det lidt tidligt at tage afsted. Men vi skulle hen til en pink sækkestol på en strand med en øl, og bussen var allerede bestilt.
Vi ankom til Koh Phangan om eftermiddagen efter en lang otte timers rejse. Vores hostel hedder Slumber Party Hostel. Som navnet antyder, markedsfører det sig som et partyhostel. Men af en eller anden grund ankommer vi til et forholdsvis stille hostel. Festen er vist allerede død.
Vi har en bar, en pool, en strand og alle de fysiske faciliteter, der skal til for at få en gruppe backpackere til at glemme, hvad klokken er. Alkoholen sælges selvfølgelig med et lille premium oveni, så det er ikke det billigste sted at slå sig ned. Men selv med premiumprisen er det ikke overvældende dyrt. Det svarer nogenlunde til, hvad en øl koster, hvis du køber en ramme i Brugsen derhjemme. Og her sidder jeg i en pink sækkestol under en palme i 30 graders varme og nyder den. Jeg hører dog, at vi efterhånden nærmer os de temperaturer hjemme i Danmar
Stranden ved Slumber Party Hostel er virkelig den del af min tur gennem Asien, som jeg ikke har gjort nok af. Det er ikke den bedste strand. Om morgenen ved lavvande skal man gå omkring hundrede meter ud, før vandet når anklerne. Man skal holde øje med, hvor man træder, da der ligger skarpe koraller og muslinger i klynger. Der er dog en sandrevle fra kysten og ud, som man tydeligt kan se ved lavvande. Om eftermiddagen er det den, man skal følge. Man skal stadig de hundrede meter ud, men vandet er højt nok til, at man kan komme ordentligt under.
Hvis man går i havet for at blive kølet af, bliver man skuffet. Vandet må være 25-26 grader. Man bliver mere kølet af ved at tage en dukkert og derefter blive ramt af den tropiske havbrise. Poolen er der, hvor man virkelig kan blive kølet lidt ned, så rutinen er: hop i havet, hop i poolen, drik en øl i sækkestolen og fortsæt, indtil det bliver mørkt.
Og sådan er mine dage på Koh Phangan gået indtil videre. Ud over lidt aftenfest, som jeg skrev om sidst, har jeg faktisk bare været en kedelig strandturist i nogle dage. Og planen er at fortsætte, indtil jeg ikke gider det mere, eller mit visum udløber.
Følg rejsen
Jeg sender en mail, når der kommer nye historier fra turen.
Vil du støtte rejsen? Læs mere her.