Da jeg først aftalte med Andy at tage til Koh Pha Ngan, var det et kort besøg med øl, strand og badning. Den første halve uge levede op til forventningerne. Jeg kunne kravle ud af sengen og ned i en liggestol midt på eftermiddagen, lige inden det var tid til den første øl. Alt, jeg havde brug for, lå inden for hundrede meters gåafstand. Mens solen var oppe, kunne jeg gå fra sækkestolen til havet, til poolen, til baren og tilbage i sækkestolen.
Thong Sala, kystbyen
Efter fire dage i mere eller mindre total ø-nedsmeltning tog jeg ind til byen Thong Sala. Jeg havde allerede besøgt den en af de første dage for at tjekke et andet hostel ud, men jeg havde på ingen måde dannet mig det overblik over byen, som jeg efterhånden gør de fleste andre steder, jeg besøger.
Thong Sala er en kystby. Det var her, færgen satte os af, og det er en havneby i en fin størrelse. Den er dog ikke større, end at man behageligt kan gå rundt i den uden at skulle pakke vandreudstyr og proviant.
Ganske tæt på færgelejet er der en stor åben plads, der bruges til forskellige markeder. I løbet af ugen har jeg set en spirituel øko-hippie-markedsdag med yoga- og meditationsboder, hjemmedyrkede grøntsager og vegansk mad. Senere på ugen blev pladsen lavet om til en pseudoindendørs markedsplads med telte og presenninger bundet sammen til et tag. Tonsvis af madboder, tøj og souvenirs samt en håndfuld tombolaer, skydetelte og børneforlystelser.
På pladsen står også en stor krigsskude på land, som man kan gå ind i og se indefra. Da jeg besøgte den, var der sat en kunstudstilling op med en lokal fotografs billeder fra Koh Pha Ngan gennem de sidste halvtreds år. Udstillingen tegner ikke et særligt genkendeligt billede. En grusvej med et optog af mennesker, der bærer en vogn med et par tomme stole på skuldrene. En ældre kvinde, der taler til en yngre pige, mens de laver mad i store skåle. Ikke primitivt eller fattigt, bare ikke-vestligt og uden fokus på rige turister.
Udstillingen viser en helt anden verden end den, jeg trådte ud i, da jeg forlod krigsskuden. Ud til en brummende vej med scootere, en taxachauffører der vil tage mig hvor som helst hen på øen og tre 7-Eleven-butikker.
Madekspedition
Igennem hele min rejse har jeg været lidt i sparemode, men her på Koh Pha Ngan har jeg besluttet mig for at løsne snøren lidt. For at sikre mig, at jeg havde forstået mit eget budskab, besøgte jeg en af de dyreste restauranter, jeg kunne finde: The Catch.
Jeg ankommer ved åbningstid og får et bord. Jeg er den eneste gæst i en ganske pæn og veludsmykket restaurant. Der er fire tjenere, der står bag kasseapparatet og kigger, og yderligere to, der vandrer rundt og småjusterer på borddekorationerne.
Jeg får menukortet i hånden og konstaterer, at en restaurant, der hedder “The Catch”, heldigvis specialiserer sig i fiskeretter. Jeg bestiller en grøn salat, en ret med laks og et glas hvidvin. Det er bestemt ikke billigt, men nu er vi her, og jeg synes selv, min sammensætning tegner til et lækkert måltid. Derudover beder jeg om lidt ekstra vand.
Maden kommer rimelig hurtigt. Jeg sidder og nyder den i forholdsvis fred og ro, bortset fra lidt småsnak fra personalet og et musikanlæg, der måske kunne være to decibel lavere. Det er en behagelig stemning, og jeg er glad for, at mine valgte retter både er veltilberedte og velsmagende. Laksen giver jeg mig selv lov til at sidde og nyde i små mundfulde og i forskellige kombinationer af sødkartoffelpureen, de grillede broccolistykker og flødekartoflerne. Hvidvinen skulle nok have været en Riesling i stedet for en Pinot.
Efter måltidet får jeg regningen. Jeg betaler den og tænker, at “ja, det var da lidt dyrt”. Omkring 300 kroner. Det er dog lidt mere, end jeg havde regnet mig frem til ud fra menukortet. Jeg kigger på regningen igen og opdager, at jeg har betalt 45 kroner for 750 milliliter importeret italiensk vand. Og hvad kan man gøre i den situation andet end at grine.
Pause på rejsen
Mit besøg på Koh Pha Ngan har været forholdsvis uplanlagt. Det gælder også, hvor jeg bor. Jeg har mere eller mindre forlænget fra dag til dag på strandhostellet, som Andy og jeg oprindeligt fandt. Problemet med at forlænge fra dag til dag er, at der kan holde op med at være ledig plads.
Det oplevede jeg i starten af ugen, hvilket tvang mig til at kigge mig om efter alternativer. På bookingappen fandt jeg et tilbud på en bungalow ikke så langt fra hostellet. To dage i en privat bungalow lød ualmindeligt tiltalende.
Da jeg ankom til bungalowen, fandt jeg ud af, at den var en del af et mindre resort med tilhørende restaurant, pool og taxa-, vaske- og turservice. Den komplette pakke. Selve bungalowen var også langt over forventning. Blød seng, god aircondition, privat toilet i ren og god stand, køleskab og et lille skrivebord.
Det tog ikke lang tid, før jeg besluttede mig for at se, om jeg kunne forlænge mit ophold. Receptionisten, manageren og jeg kiggede på det. Vi kunne lave en okay billig aftale, hvis jeg blev i fjorten dage. Ikke helt så billig som mine to første nætter, da priserne var sat til at stige senere på måneden. Priserne følger festivalkalenderen, og en af årets største festivaler starter i den sidste del af august. Ikke desto mindre var prisen god nok til, at jeg sagde ja til fjorten dage i bungalowen.
Hvad skal tiden bruges på?
Jeg har nu fjorten dage i en bungalow på Koh Pha Ngan. Sidste dag er den 30. august. Fjorten dage lyder af meget på en lille ø, som jeg kunne nå at udforske på et par dage, hvis jeg satte mig for det. Men jeg glæder mig til en lille rejsepause. En periode, hvor jeg kan fordybe mig lidt i nogle af mine projekter, mens jeg stille og roligt stifter bekendtskab med de lokale.
Mine planer om et dykkercertifikat er ikke forsvundet. Bare udskudt til september.
Der er natklubber og festivaler i konstant rotation på øen, så hvis jeg har brug for lidt adspredelse, er der rig mulighed for det. Og nu hvor jeg alligevel er her under en af de større festivaler, kunne jeg måske finde på at tage ud og feste en nat eller to. Efter forrige uge med bajere og strand har jeg dog ikke haft den store trang til fest og farver. Vi må se, om lysten vender tilbage.
Følg rejsen
Jeg sender en mail, når der kommer nye historier fra turen.
Vil du støtte rejsen? Læs mere her.