I denne uge er jeg nået til Siem Reap. En god 5,5 time med bus fra Phnom Penh. Dagsbusserne er blevet min go-to transport. Jeg er helt med på, at natbussen virker mere effektivt på papiret, men når jeg ikke kan sove en hel nat, så er min efterfølgende dag også mindre værd.

Desuden så kan jeg sidde og kigge på landskabet med en dagsbus. Historien på landevejen er meget anderledes. Store hvide kvæg går rundt langs vejen og nogle gange ude på vejen. Markerne er overraskende grønne, for hvor tørt der har været, imens jeg har været her. Der er gadeboder langs stort set hele motorvejen. Du kan til hver en tid holde ind og købe noget at drikke, mad og benzin. Det er selvfølgelig ikke store butikker, blot små blikskure og telte.

Jeg ankom i Siem Reap lidt efter 15.00. Det giver mig stadig en hel aften til at gå rundt og få det første indtryk. Først tjekker jeg ind. Hostellet, Onederz, er et meget aktivt og stort hostel. 2 bygninger opdelt i 4 vinger, med bar, restaurant og 3 pools. Jeg har et privat rum, hvor jeg bliver budt velkommen, da jeg træder ind i mit værelse for første gang.

Siem Reap er en meget anden oplevelse end Phnom Penh. Jeg er i turistcentret i Siem Reap, og der er et meget aktivt byliv, med masser af varierede caféer, restauranter, massagesteder og markeder. Der er en flod, der løber igennem byen, som er både langt mere ren end noget andet stykke vand, jeg har set i Sydøstasien, og er også et samlingspunkt med en masse liv og aktivitet. Det vrimler med turister.

Om aftenen kommer jeg tilbage til et skænderi af en anden verden. Skænderi er måske det forkerte ord, for det er den unge, meget sure, franske kvinde, der råber, slår i bordet og smækker med døren. Så står hun ude på balkonen og snakker i telefon i 10 minutter, før hun så stormer ind og fortsætter med at skælle en høj ung mand ud. Værelser er typisk ikke isoleret i Sydøstasien grundet varmen, men det betyder også, at man kan høre alt, der sker i samtlige rum hele vejen ned af gangen. Alt fra skænderi til natlig tumult.

Floating village

Min første dagstur er et besøg til floating village. Vi er en lille gruppe, der tager afsted om morgenen og kører syd ud af byen. Floating village ligger op af Sydøstasiens største ferskvandssø, Tonlé Sap. Området, hvor byen ligger, er oversvømmet halvdelen af året. Derfor er byens bygninger primært bygget på 4+ meter høje søjler. Maj er starten på regnsæsonen, men det er ikke rigtig begyndt at regne endnu, så søerne og floderne er nær deres laveste. Derfor bliver vi mødt med mindre floating village og mere stylteby.

Vi er en lille gruppe på 6 europæere. 3 skotter, 1 brite, 1 tysker og mig. Det er hyggeligt selskab, og vi har en god, livlig snak under hele turen. De to skotter fejrer deres 5 års bryllupsdag, den tredje skotte og briten er to piger på backpackingrejse, og tyskeren er en solo rejsende i 40’erne. Da vi senere spiser frokost, finder skotterne ud af, at de bor i samme område og har en længere snak om at sælge mælkeprodukter til hinanden. Verden er lille.

Vi bliver vist rundt i byen. Det er en gammeldags by. Imellem 3000 og 4000 indbyggere, der primært lever af fiskeri og turisme på siden. Det er en by, der værner om sine traditioner. Man kan ikke bare flytte til byen uden at få tilladelse af borgmesteren. Det gælder også butikker. De lokale kan sælge ud af kølebokse fra vejsiden, men der er ikke en 7-Eleven i miles omkreds. Trods det, så virker det ikke kunstigt holdt i live. Det er bare fattigt og basalt. Hvis det ikke var for de pæne blå bygninger på stylter, så kunne vi lige så godt have besøgt et slumområde.

Internettet er ankommet til byen, hvilket gør det svært for dem at holde på de unge, samt holde fast i gamle traditioner, så som tvangsægteskab. Der er mange unge, der søger mulighederne enten via uddannelse eller job i de større byer. Der er meget få, der vender tilbage. Det er ikke svært at se forskel på generationerne. Dem, der har en mobil i hånden, og dem, der ikke har.

Fra byen bliver vi taget ud på søen via båd. Søen er helt stille. Det er overskyet, så himmel og hav går i ét. Nogle steder ligner det, at der er en tydelig horisontlinje, men så spotter man den flyvende båd. Det er en smule desorienterende. Vi holder en pause på en flydende restaurant. Det var nok meningen, at vi skulle have spist frokost, men det bliver kun til et par drinks og lidt snacks. Det er også en af de dyreste sodavand, jeg har fået i Cambodja, så det gjorde det ikke nemt for den nærige turist.

Fra søen sejlede vi tilbage til byen og hoppede direkte på bussen tilbage til Siem Reap. Det var et interessant besøg, og hvis jeg var lidt forfatterisk, så var det bestemt en dybere historie omkring uddøende traditionelle samfund, som kunne være skrevet, men I må nøjes med mine overfladiske observationer.

Jeg skal besøge Angkor Wat over den kommende uge. Jeg ser meget frem til det, men er også ret usikker på, hvad jeg skal forvente. Man kan købe flerdagsadgang, hvilket siger noget om størrelsen. Samtidig har Siem Reap masser af små afkroge, som jeg også glæder mig til at besøge. Første indtryk har været godt, så jeg ser frem til mit ophold her.

Vil du støtte rejsen? Læs mere her.