Google Maps foreslog et område lidt uden for Phnom Penh ved navn PH Euro Park. Det har billeder af forskellige europæiske monumenter. Der er en busrute, der tager mig direkte fra mit hostel til området, så beslutningen er nem. Tid til en ekskursion.

Efter at have stået og viftet tuk-tuk chauffører væk, som var de fluer, ankommer bussen. Jeg venter kun i 10 minutter. Phnom Penhs busser kommer i to varianter. Den ene er den gamle, slidte bus, med hårde plastiksæder og en træt, højlydt motor. Den anden har god polstring i både sæder og affjedring, ingen mærkelige lugte og god A/C. Denne bus er den anden variant.

Vi kører afsted i 30 minutter, og jeg får en lille rundtur i en del af byen, som jeg ikke har set endnu. Pludselig drejer vi af hovedvejen og kører igennem en stor port, ned af en stor allé.

Der er nu store mure på hver side af vejen, tætklippet, grønne græsplaner og et bredt fortorv. Hver 100 meter er der en port i muren, med bom og vagter. Inde bag er der store, pæne villaer med europæiske facader, indkørsler, for- og baghave. Det fortsætter i en kilometer ned af vejen, indtil bussen når til mit stop.

Jeg står ved bus stoppet og kigger på, at bussen kører afsted imellem de pæne europæiske bygninger. En af de slidte busser havde set forkert ud i disse omgivelser. På den anden side af gaden kan jeg se starten på en lille kunstig kanal, med caféer og restauranter på hver side. Som jeg runder hjørnet på den første bygning ved kanalen, støder jeg på Eiffeltårnet.

Jeg er i tvivl om, jeg er ankommet til et resort eller en forlystelsespark. Hele området fra den indledende port ved hovedvejen ned til kanalen er plet frit, nyt og aktivt vedligeholdt. Der er gardnere og rengøringspersonale med jævne mellemrum, der går og nusser om alle de små detaljer. Niveauet er på højde med det royale palads, men bygningerne matcher ikke jungleplanterne rundt om. Det minder mig om mit besøg til Disney Land i Orlando. Det samme niveau af renlighed, til et punkt, hvor det virker kunstigt. Som om der ikke er nogen, der lever her. Alle portene og vagterne har fået mig til at overveje, om jeg skulle have betalt billet for at være her.

Der er meget få mennesker her. Det er som sådan ikke usædvanligt, da jeg er ankommet omkring middagstid, hvor solen står højt på himlen. På denne tid af dagen, hvor varmen er mest intens, holder folk sig i ro i skyggerne og inden for. Men det betyder dog, at jeg har oplevelsen af at gå rundt i en stor kunstig europæisk by, med stort set ingen mennesker. Det er en surrealistisk oplevelse. Ligesom at stå op klokken 5 om morgenen om sommeren og gå igennem Aarhus bymidte.

Området er kæmpemæssigt, og jeg er kun nået et lille stykke ind. Jeg har forvildet mig ind i det, der hedder “Borey Peng Huoth”, som groft oversætter til “Peng Huoths rige nabolag”. Det er dog mere end et nabolag. Det er nærmere mange rige nabolag, med dedikerede parker, indkøbscentre, butikstræder og monumenter. Et delvist lukket byområde for de rige og velhavende.

Euro Park 1, som jeg befinder mig i, er et af flere distrikter. Der er forbundet med store firesporede veje. Langs de store veje er der bygget 3 etagers rækkehusblokke. Det er sydøstasiatiske butikshuse, hvor bygningerne ligger helt ud til vejen med et stort vinduesparti, så huset kan laves om til en butik. Hele blokke står nybygget med en europæisk facade, der kunne tilhøre et rækkehusområde i en forstad til London, men facaden passer mærkeligt til butikshusets struktur.

Jeg går langsvejen en god 2 kilometer. Den firesporede vej ser kun ganske lidt trafik. Jeg kan nemt gå midt ude på vejen uden at være i nærheden af nogle af de forbi passerende biler. En gul Lamborghini kører forbi i samme retning, som jeg går. Jeg passerer Eco Park 2, 3 og 4, som er under konstruktion, før jeg ankommer til Eco Park 1. På kortet ligner det en lille park med en håndfuld huse rundt om. Parken indeholder en go-kart bane med 10 zoner, en kunstig ø omgivet af en lille flod, og et stort lukket område under konstruktion, med skilte om sportsaktiviteter. Hele vejen rundt om parken, er der en cykelbane med båse og distance markeringer. Jeg ser 1000 m markeringen uden at gå hele vejen rundt.

På det her tidspunkt er jeg gået igennem 3-4 store porte for at komme igennem hele området. Der har været vagter ved dem alle, men det er åbenbart ikke mig, som de er på vagt over for. Husene nærmer sig palæer. Rækkepalæer, for de ligger side om side med kun deres 2 meter høje mure som adskillelse. Der er mange til-salg skilte her. For imellem $1.5m og $4.5m kan du lande en plads på på første række i dette stille rigmandskvarter. Nogle af de mindre yderligt liggende huse koster kun $200k – $350k, hvilket ikke er så langt fra at købe en lejlighed i Aarhus.

Det nærmer sig aften, og jeg går tilbage til Eiffeltårnet. Restauranterne her nærmer sig danske priser, så jeg nøjes med lidt fastfood. Der er kommet liv i Euro parken, med en god mængde mennesker, der går rundt og spiser på restauranterne. Tydeligere på dagen var jeg meget skeptisk omkring hvorvidt området var i brug, men her om aftenen er aktivitetsniveauet nået et fornuftigt niveau for en hverdagsaften.

Jeg bliver ikke så længe, for den sidste bus går forholdsvist tidligt. Busruterne er ikke til at gennemskue i dette område, fordi området er så nyt, at Google Maps ikke har opdateret, hvor busserne kører. Chaufføren virker overrasket over at se mig. Bussen er tom. Jeg har den for mig selv vejen frem til Phnom Penh bymidten, hvor jeg bor.

Vil du støtte rejsen? Læs mere her.