DISCLAIMER: Indeholder tunge emner som folkemord og krigsforbrydelser.

Det her er nok en af de sværeste fortællinger, som jeg har skrevet ind til videre.

For dem som ikke ved det, så pågik der et folkemord i Cambodja fra 1975 til 1979. En militant fraktion indtog Phnom Penh og drev byen på flugt. Omkring 2 millioner mennesker skubbet ud af deres hjem, ud i junglen. På 4 år døde omkring 1/4 af landet.

Cambodjas tragedie var forholdsvist ukendt for mig, inden jeg tog afsted på min rejse. Efter lidt grundlæggende data om omfang og listen af krigsforbrydelser, havde jeg overblikket. Det gjorde ikke mit besøg mere behageligt.

S21 var et fængsel, og Killing Fields var en af mange marker, brugt til systematiske henrettelser. En dagstur gør typisk et stop forbi begge. S21 er nådesløs i sin fremvisning. Du ser cellerne, torturredskaberne, gravstenene og meget grafiske illustrationer af begivenhederne. Tallene er uforståeligt store. 18.000 i dette ene fængsel på 4 år. Det er bare ord for dig som læser, men jeg græd flere gange den dag, ligesom jeg holder tårerne tilbage nu, imens jeg erindrer, hvad jeg så.

Jeg husker at blive helt paf, da rundvisningen var slut. Der var slet ikke plads til mere i mit hoved. En gammel mand sad ved entreen og solgte bøger med hans ansigt på. Det var først på vej videre, da jeg snakkede med de andre på turen, at jeg forstod, at manden var en af 12, som havde overlevet S21. Han var kun et barn på det tidspunkt.

Killing Fields ligger omkring 30 minutters kørsel fra byen. Nok tid til at trække vejret lidt. Jeg rejser med en lille gruppe: en tysker, en australier, en amerikaner, en etiopier og en brite. Jeg er den ældste med næsten 10 år. Undervejs taler vi med vores cambodjanske guide om forskelle i skolesystemer og opvækst.

Killing Fields er en mark med lidt træer og en lille sø. Midt på marken er der små fordybninger. Massegrave. Over 8.000 mennesker blev henrettet her. I midten af marken står der et stort tykt træ. Det er tildækket af hundredvis af små farverige armbånd. Træet hedder Killing Tree og blev brugt til at slå små børn og babyer ihjel.

Der er rejst et stort mindesmærke og mausoleum i midten. På et tidspunkt valgte man at bevare området i stedet for at forsøge at udgrave alle ofrene. Knogler og stof fra ofrene finder langsomt vej til jordoverfladen. I en af de små fordybninger er der en større afbrækket knogle, der stikker frem. En gang om måneden går de igennem området og fjerner det, der ligger i overfladen.

Det var en dag, der satte sig i mig, og har kastet Cambodja i et meget anderledes lys. Det er et land, der har måttet tilgive det utilgivelige i sig selv og hinanden, for at stoppe volden og lægge tragedierne bag sig. For mange voksne mennesker er det en levet virkelighed, ikke et kapitel i en historiebog. Da jeg kom til Cambodja fra Vietnam, kunne jeg mærke et synligt skifte i den generelle stemning. Ikke nedtrykt, men udmattet. Som et land, der er ved at finde sin energi og gejst igen.

Vil du støtte rejsen? Læs mere her.