Bali har alt, hvad en ung, udadgående og tropeglad person har brug for. Smukke strande, vilde fester, et hav af restauranter, alt i butikker og services. Det er forførende. Derfor er det heller ikke overraskende, at så mange bliver længe på Bali.

Jeg er begyndt at være godt kendt med Canggu. Dagligdagsting som overnatning, tøjvask, hæveautomater, frisør er der styr på. Jeg har fundet mig et sæt spisesteder med billig og god mad. Som regel, hvis man går efter en Warung, så finder man noget billig god mad. De lokale hjælper også gerne, da de typisk også spiser på de billigere restauranter.

Surfing

På hostellet og generelt i Canggu, er der mange surfere. Jeg har aldrig surfet før. Heller ikke stået på ski, skateboard, rollerskøjter eller alt for meget balancekrævende. Jeg er vist kuret rundt på isskøjter før, men som jeg husker det, så øvede jeg kun at stå vaklende med én hånd på båndet og den siddende position.

Ikke desto mindre skal det prøves, og en af drengene fra hostellet vil gerne give mig en lektion. Vi mødes nede ved stranden, hvor jeg bliver trukket hen til en bod og får udleveret et surfbræt. Som begynder får jeg et foamboard. Det er nemmere at stå på, mere stabilt på vandet, men sværere at manøvrere. Det er stort. Højere og bredere end mig.

Vi kommer i vandet, og jeg starter at padle. Mo, min instruktør, siger, at størstedelen af surfing handler om at padle. Jo mere man padler, des flere bølger fanger man. Padling er lidt en øvelse. Man ligger på brættet, holder overkroppen oppe og roterer armene. Hvis overkroppen og armene er for langt nede i vandet, så kommer man ikke særligt hurtigt afsted.

Vi er ude på vandet i to timer. Jeg bliver skubbet afsted på 4-5 bølger. Stille og roligt går jeg fra at ligge til at stå og stå på hug. Når man først kommer afsted på en bølge, så går det stærkt. Du bliver bare skudt afsted ind imod stranden. Det føles mærkeligt at accelerere så hurtigt uden at have en motor, men selvfølgelig er bølgen motoren. At ride med bølgen er rimelig sjovt, men jo længere man gør det, jo længere skal man padle tilbage. Det tog mig 3-4 bølger, før jeg regnede ud, at min instruktør hoppede af noget før mig af en grund.

Det blev til 2 timers surfing. Jeg var kommet lidt dårligt forberedt, med for lidt at drikke og ikke spist nok. Midvejs under surfing kunne jeg mærke væskemanglen, og da vi ramte 2 timer, var der ikke et spek af energi tilbage til at padle. Men det var også en rimelig god første oplevelse af surfing, og klart noget jeg gerne vil gøre igen. Trods de blå mærker på ribbenene, slidte hud på benene og trætte arme.

Scooter lektion

Der er flere steder i Indonesien, hvor det giver mere mening at bevæge sig rundt med scooter, end på gåben. Til trods for at jeg altid prøver at med fødderne først, så er distancerne til nogle områder bare for langt væk. I mange tilfælde kunne jeg booke en Grab chauffør, men der er stadig en håndfuld af situationer, hvor det heller ikke er praktisk. Så jeg har besluttet mig for at prøve med at køre scooter selv.

Efter at have bevæget mig rundt i Sydøstasien i over 3 måneder, så føler jeg mig rimelig sikker ved tanken om at køre scooteren selv. Og for at komme godt i gang, så fandt jeg et 2 timers mini kursus, hvor man kort bliver introduceret til scooteren og kommer ud og kører med en instruktør.

Efter at have lavet 8-taller, bakke stop og start samt nødbremse øvelser, kørte vi ud i den travle Canggu eftermiddagstrafik. Man kører ikke særligt hurtigt på Bali. Det højeste jeg kom op på, var 35 km/t, og det var et meget kort stykke. Der er både for meget trafik og for dårlige veje til at køre hurtigere. Det er vigtigt at holde øje med dem der trækker ud fra butikkerne og indkørslerne. Det er ofte, at dem på scooters ikke kigger sig for, men bare ligger sig ud i rabat, får fart og fletter ind.

Vi kører rundt i 45 minutter i et langt bybillede. Igen går det op for mig, at det sydlige Bali er fuldstændig tilbygget og proppet med mennesker. Vejen er slet ikke dimensioneret til mængden af trafik, og hvis man ikke kører på scooter, så fordobler man snildt sin køre tid.

Men kørertimen ender uden problemer, og jeg føler mig rimelig tryg i at leje en scooter og køre rundt herfra.

Hygge aftenener

Hostellet er et godt sted at hænge ud. Om aftenen er det et samlingsspot. Folk samles omkring aftensmad, hænger ud og småsnakker indtil omkring 21. Omkring 21 er der som regel en aftenaktivitet, hvor folk på hostellet bliver inviteret ud til en bar, et spisested, livemusik eller andet.

Jeg har taget med til flere af aktiviteterne. Jeg foretrækker klart livemusikken. Der er en hyggelig stemning efterhånden er jeg rimelig godt kendt med musikkerne i Canggu området. Vi har også været på en klub et par gange. Det er umuligt at have en samtale, så jeg ender altid med at stå og danse lidt til musikken.

Mine aftener er rimelig aktive her i Bali. Samtidig, så står jeg senere op, træner om formiddagen, spiser en sen brunch / frokost, og har gerne et eller andet på programmet til eftermiddagen. Det minder lidt om en hverdag. For nu så giver den mig noget godt og holder mig glad og tilfreds.

Arbejdscafeer

Da Eline og jeg var i Ubud, mødte jeg en taiwaneser ved navn Gary. Han er meget chatty, lidt smart i en fart og har lidt en skæv humor. Vi hyggede os over noget fælles aftensmad og et par øl. Da han nævnte, at han skulle til Canggu, foreslog jeg ham Nyaman hostel, der hvor vi bor.

Gary ankom i denne uge. Han ved, at jeg godt kan lide at sidde med computeren, så efter morgenmad tog han mig med til en arbejdscafé, som han havde fået anbefalet. Jeg har prøvet at finde et godt sted at sidde og arbejde i Canggu, men det er enten dyrt, for langt væk eller for travlt. Garys café var rimelig passende og havde alt det meste.

Eline arbejder også fra en arbejdscafé. Konceptet er, at du kan sidde i caféen og komme på wifi, hvis du køber noget. Du kan også blive medlem med adgang til specielle stille zoner, møde bokse, gratis vand, og meget mere. Det er faktisk en helt ok arbejdsplads, man kan få sat op der. Medlemskab priserne er dog lidt høje, og hvis jeg gerne vil virkelig arbejde igennem, så gider jeg ikke tænke over, hvor mange timer jeg kan og ikke kan bruge i stillezonen.

Mine små projekter er gået hen og stagneret, siden jeg ankom til Canggu. Jeg havde en idé om, at jeg ville finde min produktive side her, men det modsatte er sket. Der er hele tiden noget, man kan deltage i eller have det sjovt med. En god arbejdscafé er kun så god, hvis man bruger den. De sidste par uger har jeg knap nok haft min computer fremme på daglig basis, hvilket er markant anderledes fra da jeg rejste rundt i Vietnam og Cambodja. Det er ikke forkert eller et problem. Det er bare anderledes, og ikke hvad jeg havde forventet.