Eline og jeg planlagde at tage til Nusa Penida i weekenden. Med rimelig mange solo oplevelser under beltet, så så jeg frem til at dele oplevelserne med en anden. Men der må være en forbandelse over os, for pga. forskellige ting, så endte det med en solo tur for mig, imens Eline blev tilbage og hjalp med en venindes kærestesorger.

Nusa Penida er en lille klippeø. Jeg tog afsted om morgenen, hoppede på en grab og blev sat af ved havnen i Sanur. Fra Sanur er der 45 minutter med speedbåd. På havnen på Nusa Penida bliver jeg mødt af en storm af sælgere. Alle mulige tours og kørselsservices bliver råbt i hovedet på os, der kommer fra speedbåden. Det er mig en gåde, hvordan det rent faktisk virker at storme turister på den måde. Det giver oplevelsen af et fiskemarked, hvor en ny fangst lige er kommet ind. Det er bare os, der er fangsten. I ren trods går jeg igennem menneskemængden. Selv da er der to, der følger efter mig og holder øje med mig, efter at jeg sidder mig i skyggen på en bænk. Jeg bryder mig ikke om at blive jagtet på den måde, specielt når jeg ikke er klar over mine muligheder. Det ender også med, at jeg tager en alt for dyr taxi hen til hostellet. Det giver bare et dårligt første indtryk.

Vejene er smalle og har store, dybe huller. Scooterne zigzagger rundt på kørebanen for at undgå hullerne, og lastbilerne bremser helt ned og triller, når hullerne bliver for store. Vi når op på maks 40 km/t på en nogenlunde lige strækning, men resten af vejen kører vi meget langsomt. Det gør den lille 7 km køretur noget længere, men sætter også forventningerne til, hvordan det er at komme rundt på øen.

Vi kører langs kysten. Sandstrand og turkise hav. Jeg får udpeget et par gode steder at spise og se solnedgangen, imens vi kører afsted. Min chauffør er en vældig karl. I det ene øjeblik har en familie, der skal brødfødes, i det næste hujer han over alle de smukke piger, der er på det hostel, jeg skal overnatte på.

Selve hostellet ligger oppe på en bakkeside, små 50 meter over vandoverfladen. Det er en række store cement plateauer, med udsigt ud over havet og Bali i horisonten. Ved poolområdet er der mange solbadende unge mennesker. Generelt er alderen i starten til midt 20erne. Smukke mennesker er der nok af, men efter at have rejst rundt og været på mange hostels, er jeg også ved at være forholdsvis vant til selskabet. Jeg slapper af ved poolen fra middag til eftermiddag, hvor jeg prøver og fejler i at blive brun. Min faktor 50 solcreme tager alt farven bortset fra ved buksekanten på låret, hvor jeg ikke fik smurt, så er der bare en fin rød markering af, hvor mine badebukser går til.

En af grundene til, at jeg tog scooterlektioner i Canggu, var fordi, jeg ville leje en scooter og køre rundt på Nusa Penida. Der er meget mindre trafik, så jeg skal egentlig bare køre efter vejene.
På hostellet kan man leje en scooter. Jeg fik udleveret en for 35 kr. og tankede den for 10 kr. Det er en godt brugt scooter, men den kører lige og bremser fint. Problemet er med min telefon. Jeg bruger min smartphone til navigation, men den passer knap nok i telefonspændet på styret.

Fra hostellet og ned til kysten er der 100 – 200 meter, men det går stejlt nedad. Vejen er smal, og slynger sig rundt om store træer og buske, så man kan ikke helt se modkørende. Med forsigtighed kommer jeg ned og kommer ud på den primære vej langs nordkysten. Her følger man bare trafikken. Hvis jeg ligger mig bag en scooter med en indoneser på, så ved de, hvor alle hullerne er, og jeg kan bare følge dem.

Jeg nyder solnedgangen den første aften på en lille restaurant ved navn Penida Colada. Det er happy hour, så jeg får et par billige mocktails og en snack imens solen går ned. Der er ved at blive stillet op til live musik, og musikkanterne chatter løs med forskellige gæster og venner, der kommer forbi. Stemningen er meget afslappet, og udsigten ud over vandet med Bali i baggrunden er smuk. Jeg bliver dog ikke til live musikken. Jeg har lovet mig selv ikke at køre efter det bliver mørkt, så jeg smutter tilbage til hostellet og tager en stille aften på værelset.

Næste dag er jeg ud på scooteren igen. Denne gang er det til østkysten af Nusa Penida, hvor der er store klipper, som man kan gå ned langs siden af for at komme ned til de crystal blå sand badestrande, som alle drømmer om, når de ser billeder fra tropperne.

Det er en lang køretur, men også utrolig smuk. Det første stykke er langs kysten, hvor det begynder at gå op og ned, som kysten rejser sig op og bliver til klipper. Vejene går fra lige og flade, snoede og stejle. Efter et godt stykke kystkørsel, så drejer vejen ind imod midten af øen, hvor det begynder for alvor at blive en bakket oplevelse. Den lille scooter kører i høje omdrejninger, imens jeg tager det ene hårnåle sving efter det andet. Det er nu, hvor hullerne begynder at blive rigtig farlige, for hvis man kommer ind på den forkerte vinkel af dem, imens man tager et sving, så skal der kæmpes for at holde på herredømmet. Nogle gange er hullerne placeret midt i en skygge fra palmerne, så de er næsten usynlige.

Hvad der skulle have været 50 minutters kørsel bliver til 90 minutter, men jeg kommer sikkert fra. Stedet hedder diamond beach. Heldigvis har jeg kontanter med, for man skal betale entré. Efter jeg er kommet ind, støder jeg på både en zipline og en stor gynge. Der er en smal passage bygget på toppen af klipperyggen, som fører ud til en klippespids der står ude i vandet med en lille pagoda, et lille skur og nogle græssende køer. På passagen er der en lille café i 2 etager, hvor man kan sidde og få noget at drikke imens man nyder udsigten.
Der er langt ned til kysten. På hver side af passagen er der skæve trapper ned til små alkover med sandstrande og crystal blåt vand. Trapperne er hugget ud af klippesiden og rimeligt stejle med kun et lille reb på ydersiden. Hvis der ikke var en god strøm af mennesker, der bevæger sig op og ned af trapperne, så ville jeg måske af gå ned for at se på vandet. I stedet går jeg op til pagodaen og finder et sted i skyggen, hvor jeg bare kan sidde og drikke lidt vand og nyde udsigten.

Imens jeg er oppe på toppen af klippen, har jeg udsigt til den ene af trapperne. Det er ikke så meget en strøm af mennesker, som det er en lang række af foto studioer, med folk der blokerer de rimeligt små trapper ved at stå og pose for et kamera. Det ser i det hele taget ikke ud som en særligt fed oplevelse. Det er også højvande, så nede hvor trappen slutter, skylder vandet ind over, og det er ikke rigtig muligt at komme ned på sandstranden uden at blive våd.

Med udsigt over klipperne og stranden har jeg et kort opkald med Eline. Jeg viser hende udsigten og hun fortæller om situationen i Canggu. Vi er enige om, at det var ærligt at planerne måtte ændre sig, men også det rigtige valg i den givne situation.

Efter at have hængt lidt ud ved klipperne, tager jeg tilbage til hostellet og lader op til den næste dag, hvor jeg skal forlade Nusa Penida, men ikke før jeg er på en snorklingstur. Snorklingsturen er sit eget kapitel, som I får en anden gang, men det var en helt fantastisk tur.

Den originale plan var at være på Nusa Penida 4 dage, men efter 3 dage var jeg klar til at forlade øen. Det er en smuk ø, og jeg kunne helt sikkert have set flere helt fantastiske strande, vandfald, templer og udsigtspunkter. Der er dog langt imellem dem, med et dårligt vejnet, og mange turister. Der er kun en smule by at opleve og langt væk fra hostellet, så at gå ud om aftenen er mere involveret. Så hvis hostellet ikke fanger din interesse, så løber mulighederne hurtigt ud.

Det kan dog også være, at jeg ikke gav Nusa Penida en ordentlig change. Der er klart også et element af, at planerne tog en drejning. Det der var en forventet delt oplevelse, blev til en solotur. Så det kan være, at øen skal have en ekstra chance en anden gang.