
Min tid på Bali har vendt rundt på min dagligdag. Det har været en måned med en masse gode oplevelser, både spændende og afslappende. Der har dog også været en undertone af ubalance. Imellem den meget afslappede stemning på Bali, nye og gamle venner og en meget anden livsstil end de første 3 måneder af min rejse, så har jeg haft svært ved at finde plads til mine solo projekter og interesser.
Vennegruppen i Canggu er mildest talt kaotisk. Aftaler og tidspunkter holder i forholdsvis kort tid, før de bliver erstattet med noget andet. Der er meget typisk, at jeg når at høre om 2-3 forskellige planer for dagen og aftenen. Ofte ender det med en helt anden plan.
Det siger noget interessant om mig, at jeg slapper mest af, når jeg kender og kan stole på et tidspunkt og en deltagergruppe. Så når vi rammer klokken 20.30 om aftenen og vi stadig ikke har efterladt hostellet, selvom bandet vi skulle høre startede med at spille 19.00, bliver jeg restløs. Men det er sådan denne gruppe virker og nok Canggu i det hele taget. Det er meget normalt, at folk tager ud i små grupper, samles et fælles sted, for så at splittes op igen alt efter hvem der lige har lyst til hvad.
Derudover så er jeg stille og roligt blevet et A-menneske over årene. Jeg nyder at stå tidligt op og komme igang før de fleste andre. Canggu er ikke for A-mennesker. Det er meget normalt at være ude til klokken 3-4 om natten og stå op til middag. Når vi rammer 21-22 om aftenen, så er folk klar til at feste, og jeg er klar til at sove.
Resultatet er, at mine rutiner er blevet fuldstændig vendt på hovedet eller glemt. Jeg kan ikke rigtig finde ro til at sidde ved computeren midt på dagen og om aftenen, hvor jeg ellers har været meget aktiv med at skrive eller lave projekter, er jeg ude med vennerne. Morgenen er blevet til workout/gym/brunch som varer ind til midt på dagen.
Det er på ingen måde dårlige dage. Jeg har det sjovt og har en masse gode oplevelser med folk, jeg holder af. Men jeg savner noget af rytmen fra mine tidligere dage på rejsen. Tid til bloggen og lidt spiludvikling. Det giver mig meget, at have nogle ting i kog. Små ting, jeg bygger for mig selv. Jeg føler, at hvis jeg finder den rigtige balance her, så rammer jeg noget, der kunne virke for mig på lang sigt.
Bali loop
I denne uge tog jeg på en solo tur i for at se de dele af Bali, som jeg ikke havde set før. Over 4 dage kørte jeg rundt på den nordlige del af Bali. Fra toppen af bjerget Batur, til vandfald, strande og snorkling. Her er små klip fra dagene.
Day 1
Day 2
Day 3
Day 4
Følg rejsen
Jeg sender en mail, når der kommer nye historier fra turen.
Vil du støtte rejsen? Læs mere her.
