Min lillebror har altid haft et skævt forhold til dyr. At være sammen med ham betyder, at du ikke er den i rummet, der er mest bange for, hvad end der siger en mærkelig lyd.
Klokken 3:45 var der en mærkelig lyd ved mit vindue. Et skarpt piv få centimeter fra mit øre. Det var højt nok til at vække mig, og jeg sover ellers tungt. Så jeg ligger der, i mørke i et fremmed land og lytter efter, om lyden gentager sig.
Jeg hører lyden igen, men langt væk denne gang. Stille og roligt blunder jeg hen igen. Som jeg lige er ved at falde i søvn igen, pusler det fra mit gardin. Der er noget, der bevæger sig. Stort nok til at få et mørklægningsgardin til at rykke sig. Jeg er nu lysvågen.
Jeg begynder at rumstere og lave lidt lyde. Hvis jeg nu laver nok støj, så smutter hvad end der sidder i mit gardin, måske? Nej, min uvelkomne nabo begynder i stedet at pive tilbage til mig. Så nu ligger jeg i mørket og har en samtale med… noget.
Der er ingen mulighed for, at jeg kan falde i søvn igen, uden at jeg ved, hvad jeg har med at gøre. Jeg rejser mig, tænder lyset, åbner vinduet og begynder at ryste gardinet. Gardinet pusler lidt mere, og jeg synes, at jeg ser noget brunt bevæge sig. Var det dyret eller var det bare gardinets skygge? Tidligere på dagen har jeg både set flagermus og rotter.
Jeg tager mod til mig og undersøger gardinet. Men jeg kan ikke se noget på hverken indersiden eller ydersiden. Jeg hørte ikke noget flyve eller løbe afsted, men måske opdagede jeg det bare ikke. Jeg lukker for vinduet og sætter mig ned. Ingen lyd og ingen rumstering.
Der er en time til, at min alarm ville have ringet. Jeg havde været bekymret for, om jeg ville kunne vågne og være frisk nok. Det er ikke et problem. Jeg er lysvågen og har stadig lidt adrenalin i blodet. Som jeg forlader rummet og tager et sidste kig ind i rummet, ser jeg den. Helt oppe i hjørnet af rummet på væggen ved gardinstangen hænger der en 10 cm hvid/beige gekko.
Det kommer til mig som en åbenbaring. Et minde fra min barndom i et varmt værelse om natten, hvor mine forældre diskuterede, hvad der dog lavede den lyd. Det er noget, vi har snakket om og grint af mange år senere. Gekkoerne laver de her sjove små, men skingre kald.
Om morgenen snakker jeg med min værtinde. Da jeg nævnte, at jeg troede, at jeg havde en flagermus på værelset, sagde hun, at så skulle jeg være meget heldig. Jeg tror, vi havde meget forskellige definitioner af held.

Følg rejsen
Jeg sender en mail, når der kommer nye historier fra turen.
