Jeg er ankommet til Can Tho. Det er en lille by i midten af det område, der hedder Mekong Deltaet. Lille er relativt, for det har 4 millioner indbyggere, og Mekong Deltaet er 8 gange større end Sjælland.

Jeg er blevet indlogeret ved et lille homestay. Min vietnamesiske værtinde er lille, gråhåret, sød og hjælpsom. Da jeg ankom, pegede hun på en lille bambus stol, hvor jeg tog plads. Derfra trak hun en smartphone op og brugte Google Translate til at holde en samtale med mig. Jeg fik både en introduktion til området, hjælp til at booke sightseeing tours, vasketøjsservice og valuta veksling. Alt, hun kunne hjælpe med, ville normalt være dobbelt så dyrt, hvis ikke mere, i alle de andre byer, jeg har besøgt. Jeg tror dog, at noget af det er pga. Can Tho. Det er meget lidt turistet, og det kan mærkes på valgmulighederne og priserne.

Can Tho ligger langs en af de største floder i deltaet og er berømt for sit flydende marked. Et lille samfund af mennesker, der lever på både og sælger til de mange, der rejser op og ned af floderne dagligt. I dag er det vist mere en attraktion, der lever af at sælge til turister, da normal trafik foregår på scooter og i bil.

Min fantastiske værtinde hjalp mig med at finde en god bådtur og transport til havnen. Man skal stå tidligt op for at se markedet. Båden sejler 5.30 om morgenen. Jeg bliver ledt til båden, får et klistermærke på hånden, så der er styr på mig. Vi er omkring 30 på denne langbåd. Det er faktisk overraskende behageligt. Solen er lige ved at stå op, så temperaturen er kun på 27-28 grader, hvilket er en behagelig lav temperatur i forhold til de 35 grader, jeg har døjet med de sidste par uger.

Vores turguide griber mikrofonen og begynder at snakke. På vietnamesisk. Det er på dette tidspunkt, at jeg kigger rundt og indser, at jeg er den eneste udlænding. Men her må jeg bare sige, at moderne teknologi er blevet absurd god. Med Google Translate, formår jeg at følge med i, hvad tour guiden snakker om.

Imens vi sejler, er der konstant speedbåde, der lægger sig op på siden af os. De hægter sig på med kroge og slynger kaffe, te og frugt ind til de købende på vores båd. De har vildt god balance, for deres både gynger og banker ind i siden på vores båd konstant. Det er helt normalt, at en fod hviler på bådmotoren og styrer den, imens to hænder arbejder med at servere en drikkevare og tage imod betaling. Akrobatikken er imponerende.

Morgenmaden er nudelsuppe og bliver også serveret fra en båd, der lægger sig op på siden af os. Efter at have spist nudelsuppe adskillige gange i den sidste måneds tid, er der noget poetisk i, at den bedste nudelsuppe, jeg har fået, er blevet serveret midt på en vietnamesisk flod for 10 kroner.

Efter den sidste indkøbsmulighed på et par flydende huse på pontoner tøjlet sammen med reb og planker, vender vi tilbage til vores havn. Klokken er 8.00, da vi når tilbage, og temperaturen er allerede ved at snige sig op igen. Dagens eventyr er allerede ved at være slut, og resten af dagen handler mest om skygge, aircondition og respekt for solen.