Can Tho føles som den mindste storby, på min rejse ind til nu. Der er en stærk bymidte med alt, hvad du har brug for, og mere til. God shoppingmulighed, både i små markedsgader og i indkøbscentre. Tonsvis af restauranter, dog langt færre med international cuisine. Pæne byparker og en havnepromenade, hvorfra man kan komme ud på floderne. Men det er koncentreret. Uden for bymidten er det en blanding af beboelse, hovedveje og vejbutikker. Man kan stadig få alt det nødvendige, men i et dagligdagsformat.

Om aftenen bliver bymidten lyst op med fantastiske farverige lysdekorationer. I modsætning til de andre byer, som jeg har besøgt, så prøver dekorationerne ikke at sælge dig noget. De er festlige, kunstneriske og uden relation til en butik. Det virker afvæbnende på mig. Jeg kan parkere mange af bagtankerne og bare nyde det.

Jeg er i Can Tho fra torsdag til tirsdag. Fredag, lørdag og søndag er der åbent for nattemarkedet. Promenaden ved floden er i fuld belysning. Der er boder side om side med hinanden, underholdning fra en række forskellige scener og et hav af mennesker. Der er meget få internationale i menneskemængden, og markedet føles lokalt. Det er mange boder, der ikke har engelsk på skiltene, og underholdningen er udelukkende på vietnamesisk.

Ned langs promenaden er der scener, med forskellige underholdning. Min yndlingsscene er en åben scene hvor publikum deltager. Der er sat et tema, i form af dans, poesi eller sang. Publikum skiftes til at hoppe ind og performe. Den ene aften var der et dans-off. En stor cirkel af unge mennesker står klar. En nedtælling lyder, og 4-5 løber ind i midten, hvor de fyre nogle koreograferede danse trin af. Musikken kører i 20 sekunder, før den stopper, og dansegulvet ryddes. En ny nedtælling lyder, som medfører en ny gruppe, der løber ind og gør klar til at performe. Jeg blev aldrig helt klog på, om det var en konkurrence. Deltagerne skulle kende musikken og udføre den korrekte koreografi. En fysisk musik quiz. Men niveauet var højt og folk stod og heppede på hinanden. Musikken var rimelig energisk asiatisk pop. Jeg hørte både vietnamesisk, koreansk og japansk, og sammen med koreografien, gætter jeg på k-pop.

En anden scene der også trække et godt publikum, kalder jeg den folkeligescene. Her har jeg set traditionel klassisk vietnamesisk musik på traditionelle instrumenter. Nogle gange er der en sanger eller sangerinde, der improviserende trækker grin ud af publikum og instruere i hvordan omkvædet skal synges i kor. Uden at forstå et kvæk, så var det utrolig hyggeligt at stå og se på. Folk morede sig, sang med og klappede.

Imellem alle scenerne går jeg rundt og tager det hele ind. Det er en af de få gange på min rejse, hvor jeg er et sted, der ikke føles, som om det er lavet for min skyld. Det gør mig meget mere afslappet. Can Tho har stadig fokus på turisme, men for befolkningen frem for internationale. Forskellen er mærkbar. Can Tho er generelt lidt kedeligt, hvis jeg kigger på sightseeing muligheder. Der er Mekong floden og det flydende marked. Men derudover er der få museer, få naturhotspots, få åbne templer. Can Tho føles som en by lavet til sine indbyggere, der arbejder til daglig og har brug for at komme ned på havnen og feste i weekenden. Som en by der kunne eksisterer uden mig.