Tilbage til Medan

Der går en kilometer lang vej ned til min mormors sommerhus på Fyn. Det er en asfalteret landevej og teknisk set må du køre 80 km/t på den. Den er dog så ujævn og så skæv, at hvis man kører 60 km/t på den, så letter alle fra deres sæder. Min far vælger selvfølgelig konsekvent altid at sætte farten lidt op ned af den vej, så det føles som at være terninger i et raflebæger.

På motorvejen fra Parapat til Medan ville jeg fortrække at køre ned ad sommerhusvejen med min far bag rattet. Motorvejen er ikke dårlig, men hvert sted, hvor en tunnel eller passage er bygget under vejen, har medført, hvad der svarer til et flyvehop med den fart, vores taxachauffør vælger at tage dem med. Da jeg midt på motorvejen får en besked fra mit skridttællendeur om, at jeg har nået dagens mål for skridt og etager, vidste jeg ikke, om jeg skulle grine eller græde. Og efter 2 timer i en konstant rutchebane, så bliver selv den stærkeste mave træt.

Turen går tilbage til Medan efter 8 dage på Samosir Island. En hvilken som helst rejseguide vil nok fortælle dig, at 2, maks. 3 dage på Samosir er nok til at opleve øen. Dertil vil jeg nok give dem ret, hvis du blot går efter seværdigheder. Samosir har smukke bjerge og fantastiske udsigter ud over søen. En lille udflugt til Sibea-Bea, og en eftermiddag med badning og vandsport samt et godt aftenmåltid i Tuktuk, og så har du fået en fornemmelse for området. Jeg nød dog mit lille ferieagtige ophold. Klar og frisk til at tage videre.

Hotel O

På Agoda fandt jeg et meget billigt hotel i Medan. Det er faktisk tæt på det billigste hotel, jeg har set på hele min rejse. 29 kr. pr. nat, høj anbefaling, 3 stjerner, en god mængde positive reviews.
Jeg er meget skeptisk over for den slags, så jeg dobbelttjekker, at der ikke er nogle skjulte omkostninger eller store mangler rapporteret. Intet springer i øjnene. Da jeg ankommer til hotellet, er det første, der møder mig, et stort skilt med røde bogstaver, hvor der står “No LGBT”.

Det skal siges, at det er første gang, at jeg har set noget som helst anti-queer-skiltning på hele min rejse. På tværs af 8-9 byer i Indonesien samt både Cambodia og Vietnam har jeg ikke haft indtrykket af aktiv modstand imod queer kultur. Når det så er sagt, så er folk i Medan meget mere konservativt klædt og tildækket. Da jeg spørger receptionisten til skiltet, skæver hun til det, vender øjnene og sender mig et smil, så hvem ved hvor overholdt det er.

Det er et af de mærkeligere hoteller, jeg har været på. Selve bygningen føles nyrenoveret, med hvide vægge og polerede klinkegulve. Der er ikke spor af slitage eller misligholdelse. Omvendt, hvis du går ud af hotellet, så står du på en støvet, beskidt og travl hovedvej. Hotellets placering kan være lidt af det hele. Det er lige ved siden af en fin café, et minimarked og en bazar. Jeg kommer dog ikke til at spise noget lige her. Der er et par madstande ude foran hotellet samt i bazaren ved siden af, men efter at have set rotter kravle ind og ud af de tomme madvogne om natten, så har jeg valgt at gå lidt længere efter mine måltider.

Der er også en lille sidevej ikke så langt fra hotellet. I klassisk asiatisk stil, så er der 8 butikker, der sælger det samme. Dette er computercafé- og printgaden. Hvis man går igennem den, kommer man til universitetscampussen. Det er juli, så universitetet er på sommerferie, med kun ganske få mennesker på vejene. På den måde kan jeg gå fra travlt og bekvemt over til fredeligt og tomt på 2 minutter.

Medan-livet

Bybilledet i Medan er meget anderledes end mange andre byer, som jeg har opholdt mig i. Flere religiøse bygninger, med forholdsvis mange moskéer, lidt kristne kirker med jævne mellemrum og stadig plads til andre religiøse bygninger. Det er meget normalt, at restauranter og caféer kun serverer mad, der er halal. Ingen gris, ingen alkohol. Du kan godt få en øl mange steder, hvis du spørger efter det, men det er ikke skiltet med på mange menukort.

Nattelivet er også rimelig specielt. Der virker ikke til at være en særlig stærk drukkultur i byen. På mine små aftenvandringer er det typisk store caféer og restauranter, der holder sent åbent. Det virker til, at det er her, nattelivet kan findes. De fleste steder har åbent til 23:00, og enkelte helt til 01:00. Jeg har set forholdsvise store restauranter og caféer flere steder på min rejse, men i Medan er de rimelig konsekvent fyldte med 100-200 gæster i aften-rushhour ved 21-tiden.

En aften på café er ikke en stille stund med en kop kaffe. Det er et aktivitetscenter, hvor hvert bord konkurrerer om at være det mest livlige. Folk spiller spil, lytter til musik, ser film, snakker på FaceTime eller skrålgriner over hinandens jokes. Mellem dem er der et par borde, hvor unge mennesker sidder med computeren fremme i forholdsvis stilhed. Den overordnede stemning er dog livlig og højlydt, tangerende til festlig.

Jeg har set et par reklamer for rooftop parties, hvilket virker til at være de steder, der minder mest om natklubber, men fra hvad jeg har set, så er der ikke en bar- eller klubgade, som i så mange andre storbyer.

I dagstimerne er det varmt i Medan. Der er 6 timer fra Medan til Lake Toba og ligeledes 6 graders forskel. Midt på dagen ligger det stabilt på 35 grader, og ned ad de varme asfaltgader kan det hurtigt føles som at åbne for bageovnen. Folk er vist heller ikke vant til at se fodgængere i middagsvarmen. Der går kun 5-10 minutter, før en ny person råber ‘Hello’ eller dytter og vinker ad mig. Jeg føler mig nærmest som en minikendis. Om det er min forholdsvis blege hud eller om det er Stetson-hatten, der tiltrækker opmærksomheden, kan jeg dog ikke være helt sikker på.

Den kommende rejse

Jeg bruger mine dage i Medan til at rydde op i rygsækken og i hovedet. Der bliver købt lidt til toilettasken, skiftet lidt rundt i mit tøj og kigget på det næste stop. Om lidt tager jeg til Malaysia, hvor jeg umiddelbart vil opholde mig 4-6 uger. Ud over Bali har jeg opholdt mig de fleste steder 1-2 uger, men i Malaysia vil jeg forsøge mig med 3-4 uger i det samme område af gangen. Jeg er nået til et punkt i min rejse, hvor det er blevet vigtigere at føle mig tilpas end at opleve nyt efter nyt. Når scenen, menneskerne og omgivelserne skifter konstant, så når jeg ikke ned i dybden med oplevelserne. Her i Medan kunne jeg nok godt gå ud og finde nogle spændende sociale scener med folk, som jeg kunne snakke med. Men med kun få dage tilbage af mit ophold, så er motivationen der ikke rigtig.

Det betyder ikke, at jeg kommer til at sidde stille i Medan. Det er en lidt interessant by, fordi den ser så få vestlige turister. Der er meget lidt, der er lavet til mig. Jeg skal gå langt for at finde morgenmad, der ikke er ris- og kyllingbaseret. Det er også en markant bedre by for fodgængere end mange andre i Sydøstasien. Universitetscampuset bag hotellet er et perfekt aktivitetsområde til tidlig morgen løb og træning, med mulighed for lidt mad til studenterpriser senere på dagen. Så på ingen måde spilder jeg min tid her i Medan, men det kommer så også fra en lidt atypisk, langsomt rejsende fynbo.

Vil du støtte rejsen? Læs mere her.