Over de sidste 5 måneder, hvor jeg har bevæget mig igennem Sydøstasien, har jeg haft utrolig lidt regn på programmet. Det kan regne om natten, men sjældent midt på dagen, hvor jeg er ude og aktiv. Så da jeg pakkede mine ting sammen efter en aftenbesøg på en café i Medan og kom udenfor til rimelig kraftig regn, må jeg bare indrømme, at jeg ikke var forberedt. I min taske er der en bærbar, opladere, powerbank, men intet regntøj eller regnslag.

Det normale menneske ville konstatere, at det regnede, og kalde på en taxa. Det koster måske 30 kr. at komme til hotellet fra caféen. Men nu kan jeg jo faktisk godt lide regnvejr. Jeg kan også godt lide at gå igennem regnvejr, dog foretrukket, at jeg er forberedt på det. Imens jeg sidder og overvejer fordele og ulemper ved en regnvejrsgåtur, så stilner regnen af fra hård regn til lidt småregn. Det efterlader mig med en lille smule fugtigt tøj og en gåtur igennem gader med nyfaldet regn. Perfekt.

Jeg pakker mig sammen. Elektronik kommer i det indre rygsækrum. Klokken er omkring 22:00, som jeg begynder at gå. Det har regnet meget, og jeg hopper hen over store vandstrømninger, der finder deres vej ned i de store halvåbne kloakkanaler, der løber langs vejen. Jeg drejer fra den store, trafikerede hovedvej og går igennem porten til universitetet.

Den mest direkte vej tilbage til hotellet er hen over universitetscampus. Det er et rimelig fredeligt område midt inde i en travel by. Jeg er gået hen over området flere gange i løbet af mit ophold, så jeg føler mig rimelig tryg i at gå rundt selv i mørket. Desuden, så er campusser tomt på denne tid af dagen.

Der er et par kilometer fra campus porten til hotellet. På nuværende tidspunkt er jeg lidt våd på skuldre og arme. Det er stadig 27-28 grader varmt, så regnvandet føles behageligt afkølet. Pludselig er der dog nogen, der skruer op for trykket. Det går fra mild småregn til skybrud på 3 sekunder. Jeg befinder mig på en vej, på et åbent areal med intet dække. Inden jeg har nået at se mig om, kan jeg mærke vandet sive ind i underbukserne og ned i skoene. Regnen, der rammer vejen, kommer ned med en så stor kraft, at der bliver sprayet rekylvand overalt. Jeg bliver fuldstændig gennemblødt.

Nede af vejen er der en tildækket hæveautomat, som jeg søger i skjul ved. Første prioritet er elektronikken. Her må jeg dog prise mig lykkelig over mit valg af kvalitet. Min Osprey dagsrygsæk har formået at holde de indre rum helt tørre, trods hvad der svarer til at få hældt flere spande med vand ned over sig. Jeg har stadig over 1 km tilbage, før jeg er ved mit hotel. Jeg er allerede gennemblødt, så det er ikke som om, at jeg kan blive mere våd. Min rygsæk er regntæt. Så efter at have ventet det værste af regnen væk, går jeg videre.

Det at være gennemblødt gør det faktisk nemmere at nyde turen lidt. Efter det første dyk i svømmehallen stopper man med at tænke over, hvor vådt vandet er. Det går hen og bliver lidt hyggeligt at vandre igennem universitetsområdet i regnvejr. Frøerne skråler om kampen med regnvejret, og de rimelig irriterende kanaler i fortorvet giver lige pludselig mere mening, med den mængde regn, der skal løbe igennem dem. Jeg koncentrerer mig om ikke at falde i en kloak eller kanalåbning, der er skjult i mørket. Der er ikke så meget vand, der samler sig på det forhøjet fortorv, som jeg går på, men jo flere gader jeg skal krydse, des flere gange bliver jeg nødt til at vade igennem ankelhøjt vand.

Jeg kommer endelig til den anden side af campus. Der er en lille gangpassage fra campus og ud til den vej, som mit hotel ligger på. Ud over den hovedindgang, hvor jeg startede, så er der kun et par enkelte andre udgange. Og da jeg kommer hen til den passage, jeg normalt har brugt, ser jeg en 3m høj lukket port og en hængelås. Jeg vil gerne kunne sige, at jeg tog det med ro og at jeg ikke begyndte at råbe og skrige. Det kan jeg dog ikke. Selv hvis det ikke stod ned i stænger og jeg ikke var gennemblødt, havde den lille opdagelse været nok til et lille hyl fra mig. Jeg er inde på et mere eller mindre lukket campus. Eneste kendte åbne udgang er et par kilometer bag mig i modsat retning af mit hotel, og jeg kan ikke kalde efter en taxa heller.

I min dybe frustration beslutter jeg mig for at gå langs kanten af campusområdet, i tilfælde af en port, lavt hegn eller hul i muren. Det er ikke den mest direkte vej, men muligheden for at finde en genvej er alt for tiltrækkende. På det her tidspunkt har jeg gået igennem regnen i en time. Hvad jeg troede var en lille byge, ser ikke ud til at stoppe lige foreløbig. For at det ikke skal være løgn, så er jeg begyndt at se lyn glimte i horisonten. Ikke lyden af torden. Kun lyset. Men det ændrer sig hurtigt. Som jeg finder min vej rundt på det harmetisk lukkede universitets campus, begynder det at lyne og tordne. Min lille vandretur er gået fra lidt hyggelig troperegn til et reelt tordenvejr. Jeg kan leve med at blive våd, men det er svært ikke at føle sig i fare, når torden begynder at komme tættere og tættere på.

Åbenbart så er at fysisk aktivitet + træthed + frustration opskriften for, at jeg begynder at snakke med mig selv højlydt. Mine tanker går fra at summe rundt i hovedet, til at komme ud af min mund. Hvis der var nogen i nærheden, der kunne dansk, ville de nok være i tvivl om de var stødt på en Gollum-imitator midt ude i regnvejret. Udover den lidt hæse levering, så er jeg åbenbart meget tilbøjelig til at diskutere med mig selv. Eller synge. 

Forestil dig: På en mørk, regnfuld tordenvejrsnat går en mand ned af en tom gade. Fra hans sko kommer der et skvulp med hvert skridt. Vandet siver fra ham, som var han kravlet op fra en pool. Fra hans mund kommer der, hvad der kun kan beskrives som lyden af en hylende, halvdruknet hund, der prøver at synge Fumes af EDEN. Passerer du ham på din scooter, får du et stort smil og en dedikeret tone.

Efter at have konstateret, at der ikke er nogen genvej langs yderkanten, når jeg endelig til universitetsporten igen. Det er en stor dobbelt port for biler, og den er halvt lukket til. To vagter sidder på plastikstole i et lille, belyst porthus. Den ene får øje på mig og prikker til sin makker, som kigger op. De får en tommel op, hvorfra jeg modtager to skæve smil. Jeg kan næsten høre dem sige til hinanden ‘De er skøre, de europæere’.

Jeg får kaldt en scooter, som tager mig tilbage til hotellet. Med alle mine omveje, frem og tilbage på campus og søgen efter genveje, når jeg at gå 12.000 ekstra skridt. Ud over nogle sko, som jeg kraftigt overvejer at smide ud fra alt det kloakvand, jeg gik igennem, så var der ikke nogen skader. Jeg kommer til en skorensservice, og hvis de ikke overlever, så har de også klaret det godt på denne tur. Det er nemt at være bagklog, specielt på sig selv. Det var selvfølgelig knap så sjovt at blive fanget i reelt tordenvejr, men omvendt så var det heller ikke planen at gå på kryds og tværs af et campus i regn og mørke. Men nogle mennesker kan lide at bungee jumpe, og jeg kan lide at gå igennem skybrud.

Vil du støtte rejsen? Læs mere her.