Det stille hostel

Denne uge ankom jeg til Samosir Island ved Lake Toba. Jeg bor på Bagus Bay hostel i Tuktuk. Da jeg ankom til hostellet, var det praktisk talt tomt. Personalet består af 3 indonesere. En receptionist, en køkken dame og en gardner. Køkken damen og receptionisten sidder og snakker i køkkenet for det meste. De er venlige nok, men holder sig for sig selv. Der er lidt sommerferie stemning over hostellet. Den der stemning hvor man er på arbejde, men der sker ikke rigtig noget. Vedligeholdslisten er færdig, så nu er der kun sølvtøjet tilbage at pudse.

De første par dage ser jeg 5 andre gæster. En fransk hiker, som jeg snakker en del med, et par ældre franske damer, der enten ikke kan eller ikke vil snakke engelsk, og et ungt britisk par, der indimellem slår over i russisk. Franskmanden og jeg snakker sammen når vi støder på hinanden. Han er hyggelig nok, men keder sig på Samosir. Vejret har været dårligt i dagene op til jeg ankom, så han har hængt fast på et halvtomt hostel og ventet på at kunne komme på udflugt.

Udover regnvejr den aften, hvor jeg ankom, så har det været godt vejr med kun lidt natteregn, hvilket er rimelig heldigt, for det er ikke det mest interessante hostel. Hostellet har en stor restaurant med masser af træbænke og -stole, der ikke ligefrem indbyder til mange timers ophold. Tilknyttet er der et stort grønt areal med basketkurv, badmintonnet og gynger. Der er også en lille cementsti ned til vandkanten, hvor man kan hoppe ned i søen eller leje en kano/kajak. Hostellet og generelt Samosir taler mest til udendørs mennesker. Alle caféer, restauranter og hostels er åbne bygninger med kun enkelte rum lukket for vind og vejr, så som toiletter og soveværelser. Jeg har fået mange myggestik som konsekvens.

Festival i byen

Tuktuk er en lille by med forholdsvis mange caféer, restauranter og overnatningsmuligheder. Det er et lille turistsamfund, men ikke overskruet som så mange andre steder i Indonesien. For en som mig, der godt kan lide bare at sidde og nyde en kop kaffe på en café i et par timer, så er det et perfekt område.

Midt på ugen bliver der pludseligt mere travlt i byen og på hostellet. Der ankommer en god mængde nye mennesker, og trafikken på de små veje bliver pakket, nogle gange med køer. Det er dog ikke vestlige turister. Det er en masse udenbys Indonesere. Nogle af de restauranter, der før havde lukket midt på dagen, er nu åbne og ser lidt fodtrafik. Den søvnige lille ferieby er vågnet op.

Jeg sidder og spiser morgenmad på en café, hvor jeg falder i snak med indehaveren. Hun spørger, om jeg tager over til festivalen senere, hvortil jeg må spørge “hvilken festival?”. Det viser sig, at jeg åbenbart er dukket op midt i den årlige Samosir music festival, som strækker sig over 3 dage. Der er en scene med opvisninger og familieunderholdning i dagstimerne. Om aftenen er der koncerter med store nationale navne. Samtidig bliver der også afholdt et 10 km løb og andre sportsaktiviteter.

Da byen begyndte at blive mere aktiv, var min første indskydelse en smule ærgelse. Freden er forbi. Aftenerne går fra at være stille med kun lidt støj fra vejen og insekterne, til et livligt opholdsrum, hvor, i sand Indonesisk manner, alle sidder med deres smartphones og enten snakker eller ser videoer på fuld speakerlyd. Samtidig har naboerne fundet karaoke-anlægget frem og skråler nogle af de skæveste toner, jeg har hørt længe. Og den stille vej er blevet fyldt med biler og motorcykler, der alle har behov for at dytte, som da de passerer svinget, hvor hostellet ligger. Jeg kan tolerere meget støj, men da en midaldrende mand mente, at klokken 5:00 var et glimrende tidspunkt at lave en aerobics musikvideo guide ude foran mit værelse, måtte jeg alligevel stå op og stirre på ham, som var han komplet sindsyg, indtil han smuttede.

Men hvis man ikke kan vinde over støjen, må man slutte sig til den. Så jeg tog over på festivalspladsen og brugte aftenen på at lytte til Bulu Mini band, der spillede cover numre af alt fra “Can’t help falling in love” til “Knockin on heaven’s door” samt et andet band ved navn Punxgoaran, som tiltrak et rimeligt stort publikum. Produktionskvaliteten var høj med både godt scene show, lyd, lys og kamera. Lidt ligesom Hede Rytmer i Silkeborg. Bare på indonesisk.

Tilbage til projekterne

Jeg sidder ikke meget på hostellet. Om morgenen pakkes rygsækken og så går jeg ellers igennem byen, indtil en god café dukker op. Der er nok valgmuligheder til at holde mig beskæftiget hele ugen, og nogle steder er gode nok til et ekstra besøg. F.eks. er der en lille restaurant, der laver pizzaer og har siddepladser med udsigt ud over søen. Jeg har spist aftensmad der et par gange. Jeg kan sidde med min computer og kigge ud over søen, imens mørket falder på og lyset fra byen på den anden side tænder. En aften var der en tordensky, der rullede hen over bredden på den anden side og gav naturens svar på et fyrværkeri show.

På computeren er der gang i en masse. Jeg er kommet tilbage i mit skrivehjørne, som I måske har bemærket. Selvom min rejse ikke er hu-hej vilde dyr, så er der stadig massere af fortællinger, som jeg kan give videre til jer. Det er med tiden også blevet nemmere og en normal del af dagen at finde mig godt til rette i at dokumentere mine oplevelser. Tak fordi I læser med, forresten.

Det passer mig meget godt at kunne kombinere en rig verdensoplevelse med den velbevandrede digitale verden. Når jeg kigger tilbage, har jeg dog ændret mit forhold til begge sider. Jeg går ikke længere lange ture for at afstresse. Nu går jeg dem for at se og opleve den del af verden, jeg nu befinder mig i. På samme måde sidder jeg ikke og ser YouTube for at afkoble efter en lang arbejdsdag mere. På computeren er der primært gang i små projekter, der interesserer mig, og jeg arbejder hen imod at udvikle en anden side af mig selv end tidligere. En mere kreativ og måske endda en smule kunstnerisk side.

Vil du støtte rejsen? Læs mere her.