Hvis jeg skulle beskrive mit favoritlandskab, så ville det være grønne bjerge ved søer. Jeg elskede at køre igennem New Zealands bakker og dale med strømmende floder og fantastiske udsigter.

Samosir Island og Lake Toba er nøjagtigt det landskab, jeg kan sidde og stirre ud på i timevis. Og det er t-shirt/shorts vejr her, hvor New Zealand var lige på den kølige side. På Bali støder jeg på flere indonesere, der kommer fra regionen og som foreslog, at jeg besøgte området. Fra billederne vidste jeg allerede, at jeg ville nyde naturen.

Jeg kommer til at tilbringe en hel uge på øen. Mere end det, de fleste rejseguider foreslår. Jeg skal dog ikke nå noget eller have en pakket oplevelse rejse. Der er tid nok til at opleve en smule og ellers bare slappe af i området på forskellig vis. Jeg skal dog ud og se en smule.

For at få mig rundt i området, lejer jeg en scooter. Planen er at køre de små 50 km, der er til den store Jesus statue i området. Det er en god undskyldning for at se mere af øen. Få taget rigeligt med små stops og nyde de smukke omgivelser.

Efter en lidt langsom morgen, hvor jeg sov helt til 8:30, får jeg endelig hejst mig selv ud af sengen og op scooteren. Efter et kort stop for morgenmad tæt ved hostellet, kører jeg afsted. Mit første planlagte stop er den nordlige spids af Samosir Island.

Turen derop er smuk. På venstre side har jeg et grønt og frodigt bjerg med små vandfald ned af siden. På højre side har jeg Lake Toba, med turkiseblåt vand og bjerge på den modsatte bred. Langs vejen er der mange små kristne kirker. Ikke kalkkirker som i Danmark, men med pænt malede træfacader og kors på taget. Der er en større kirke hver 3-4 kilometer. Ind imellem dem er der små skrin i form at en indhegning på 9 kvadratmeter med en pedestal og et kors på toppen. På Bali så jeg ofte disse skrin, dog bare med pedestaler med hinduistiske udskæringer.

Jeg ankommer til den nordlige spids af Samosir og finder ud af, at det faktisk er en lille betalt strand med kiosk, madboder, badudstyr og godt med siddepladser. Der er en god aktivitet her, med mange børnefamilier, der opholder sig ved vandet. Jeg tager et billede med nordkystmonumentet og spiser en lille kage-snack (Kue pancung). 

I denne del af Indonesien vil folk ofte gerne snakke med vestlige, og her er det ikke anderledes. En mand kommer op til mig, mens jeg står og kigger på stranden. Som stort set alle andre Indonesere åbner han med “Hvor er du fra?” spørgsmålet. Danmark svarer jeg. Tilbage kommer det sædvanlige. “Oooh Danmark…”. På dette tidspunkt går samtalen en af to retninger. Enten kommer der et tilbud på noget, jeg kan købe, eller også spørges der til Danmark i fodbold World Cup. Denne gang er det fodboldspørgsmålet. Han stiller nogle flere spørgsmål til min rejse og undskylder for sit engelsk, hvilket egentlig var ganske fint og forståeligt. Jeg har haft denne form for samtale 2-3 gange dagligt den sidste uges tid, siden jeg forlod Bali.

Næste stop er Pangururan, hvor der er en bro fra øen over til fastlandet. Jesus-statuen er på den anden side, så jeg krydser her. Pangururan er nok den første semi-travle by, jeg har set siden jeg tog fra Medan. Den er ikke stor, men havnepromenaden er godt besøgt, med en masse butikker, caféer og lejeplads til børn. Langs vandfronten er der en masse skulpturer og informationstavler, der fortæller lidt om områdets kultur samt vigtige begivenheder og personer. Blandt andet har det indfødte folk skrevet tykke bøger så langt tilbage som for omkring 300 år siden. De indeholder fortællinger om deres folk samt beskrivelser af god og ond magi. Noget at læse op på en anden gang.

Jeg krydser broen og kører mod statuen, som befinder sig på en bjergtop ved navn Sibea-Bea. Ruten flugter med søbredden, men går en smule ind i bjergene, hvor store dale udfolder sig med græsbeklædte, bølgende bjerge som en barriere.

Selve Sibea-Bea ligger helt ud til søen. Efter at have betalt for entre ved foden, kører man op af en fin, bred bjergsidevej. På bjergsiden er der sået en masse farverige blomster, og det føles næsten som at køre op af en regnbue. Toppen af Sibea-Bea er en stor parkeringsplads med et madpakkehus, en kiosk og en gangsti, der fører helt op til statuen. Statuen er stor og dominerende i billedet allerede ved parkeringspladsen. Jeg bevæger mig op af de meget pæne, blomsterbeklædte gangstier. Der er en god strøm af mennesker, men jeg er blandt de få vestlige. Her bliver jeg også hilst på af forskellige folk. Nej, Danmark kvalificerede ikke til World Cup. Hele to gange beder folk mig om at få et billede sammen med mig, og en dame forsøger at sætte mig på en date med hendes søster, da hun finder ud af, at jeg rejser alene.

Statuen er enorm, men ikke hvad jeg ville rigtigt forbinde med kristendom. Den forestiller Jesus, men alt fra blomsterhaven, til de små skulpturer og måden, man tager fodtøj af foran statuen, fik det til at føles mere som et hinduistisk tempel.

Efter at have vandret rundt, siddet i skyggen, nydt udsigten, taget billeder, blevet peget på og taget billeder af, hoppede jeg på scooteren igen. Tilbage imod Tuktuk. Jeg stopper kun kort et par gange og tager billeder af naturen på vej tilbage. Anden gang forbi ved jeg, hvor der er godt at lægge ind og nyde en udsigt. Samosir har færre turistattraktioner, og turismen her er meget mere vægtet på indonesere end vestlige. Færre oversatte skilte, traditionelle facader, lavt engelsk sprogniveau. Jeg føler mig dog velkommen og bliver taget godt imod, der hvor jeg går hen. Jeg kan efterhånden fint klare mig med armbevægelser og enkelte ord, der hvor sproget ikke rækker.

Turen hjem er hurtigt overstået, og jeg ankommer til en lidt sen eftermiddagsdrink på en café, som jeg er blevet stamkunde ved. I morgen har jeg ingen planer. Jeg regner med at stå op, pakke tasken og gå en lang tur.

Samosir Island har gjort et godt indtryk på mig. Her er det fredeligt og afslappende, men også med nok muligheder for at komme ud og spise, sidde på café, tage på stranden, vandsport eller besøge vandfald i bjergene. Det kan ikke det hele, men det kan alt det, jeg forventer af et lille samfund ude i bjergene. Og det var nok et rimeligt heldigt valg, da temposkiftet har hjulpet mig tilbage til solo rejse mode.

Vil du støtte rejsen? Læs mere her.