På afveje i Indonesien

Til Parapat

Medan er ikke min slut destination. Efter jeg stiger ud af sarkofagen, samler jeg mine ting og tager afsted. Transport til Samosir Island var lidt en hårdknude at regne ud. Der er forholdsvist lidt hjælp at hente på internettet. Jeg kom frem til, at jeg skulle med bus i ca. 6 timer for at nå til Parapat. I Parapat skal jeg så med færge og så finde vej til mit hostel. Igen en heldagsrejse.

Fra mit hotel til busterminalen vil jeg tage en bus, men efter 4 er passeret mig uden at stoppe, giver jeg op og kalder en taxa. Trafikken i Medan skal bare være ubehagelig, for min nye taxachauffør kører også som om, vi er på flugt. Jeg bliver kørt helt ind til indgangen ved busterminalen, hvor døren til bilen bliver åbnet og jeg bliver guidet ud. 4 mænd står helt oppe i ansigtet på mig og da en af dem rækker ud efter min rygsæk, bliver jeg nødt til at bede dem om at tage et skridt tilbage. Selv med afstand stopper det dem ikke i at tilbyde billig transport, næsten uanset hvor hen jeg skal i landet. Desværre for dem, så er jeg nok den værste person at prøve at overrumple med hurtige tilbud. Jeg vil hellere vente og betale mere, end jeg vil tage et tilbud, uden at forstå hvad jeg siger ja til. Så jeg arbejder mig igennem gruppen og ind i bus terminalen, hvor jeg finder informationen og spørger.

En ting, jeg har lagt mærke til i Indonesien, er, at der er en uskreven regel om, at ingen vil give dig en prisvejledning, hvis du ikke er ved at købe noget fra dem. På samme måde her er der ikke nogen, der kan give mig en standard pris på bussen. Kun fortælle mig, hvem jeg skal forhandle med. Der er dog skiltede priser rundt omkring, så det er ikke fuldstændig tilfældigt, hvad jeg kommer til at betale.

Ved forhandleren får jeg at vide, at bussen går om 3 timer. Ikke helt, hvad jeg havde håbet på, for så ender jeg i Parapat efter det er mørkt og skal finde vej til en sen færge. Men jeg får spurgt mig frem til, om der er andre selskaber med andre busser og bliver bedt om at vente, imens han undersøger. Han kommer hurtigt tilbage med en anden løsning til mig. Der er altid en anden løsning i Indonesien. Før jeg ved af det, er jeg blevet sat på en større bus mod Parapat.

Det er en stor, fin, rummelig bus. Der er plads til 30+, men vi er under 10. Jeg har et par sæder for mig selv og min rygsæk. Det største minus ved bussen er, at der regner indvendigt. Langs den højre side af bussen drypper der vand ned fra loftpanelet ned på den yderste sæderække. Det ligner, at AC’en lækker kondensvand ud i panellet. Jeg bliver indledende anbragt på det vådeste sæde, men efter en stirrekonkurrence fik jeg lov at sidde på et andet, tørrere sæde.

Efter 4 timer stopper vi i en større by ved en busbureaufacade. Buschaufføren forlader bussen uden at sige noget. Jeg tror, de øvrige indonesere i bussen er lige så forvirrede, som jeg er, for de kigger på hinanden. Nogle rejser sig, men sidder sig igen. Jeg stiger af og ser, at buschaufføren sidder og spiser frokost med en gruppe mænd, der ikke er fra vores bus. Jeg køber lidt mad selv og går rundt på pladsen. Der går en time, før vi kører videre. Imens vi venter, er der et par gutter, der kommer og tapper plastikposer til bunden af det dryppende panel. Det kommer på ingen måde til at stoppe vandet, men det kommer til at samle sig og lave en fin lille strøm af vand i stedet for at dryppe ud over et større område, så hvis det var målet, så gjorde de et godt stykke arbejde.

Bussen fortsætter, indtil en gut pludselig kommer og peger på mig. Det er blevet mit stop. Da jeg står af, befinder jeg mig på en vej oppe på en klippe side. Min GPS siger, at der er 2 km hen til havnen, hvilket ikke ville være et problem, hvis det ikke var fordi, at det regnede. Jeg kryber ind i en tom restaurant, hvor en ung kvinde kigger på mig med et skævt smil. Regnen tager til, og der er umiddelbart ingen taxier i nærheden. Til sidst overgiver jeg mig og spørger om hjælp. Havnen hedder Ajibata, hvilket heldigvis er nok. Hun kigger ud af vinduet og begynder at råbe af en forbipasserende blå minivan uden dør i siden. Det er åbenbart den offentlige transport. De stopper, og jeg klemmer mig ind af den lille dør med min rygsæk. På vognen er der en midaldrende mand, en ældre men frisk dame og en 8-9 årig dreng. 

Da vi begynder at køre, kan jeg se, at vi hastigt bevæger os væk fra havnen. Jeg prøver at spørge, om vi kører til Ajibata, hvorved der bliver nikket. Men vi fortsætter ud af byen og væk. Vi kører 4-5 km, før vi holder ind til højre, sætter manden af og vender om imod Parapat. Der var ikke rigtig nogen skiltning eller noget, der mindede om et busstop, og jeg tror faktisk bare, at minivanen kører rundt, samler folk op og sætter dem af sådan nogenlunde, hvor de skal hen. Imens vi kører, får jeg forklaret, at jeg skal til Samosir Island. Der bliver nikket fra forsædet, og før jeg ved af det, så holder jeg på kajen.

Til Samosir Island

Der er et skur og 2 fiskekuttere, der ligger til ved kajen. På skuret er der et skilt med færgeafgange. En mand sidder og sover i skuret. Fra fiskekutteren lyder der et kald. En mand hopper op på kajen og begynder at vække manden i skuret. Lynhurtigt bliver der peget på et papir, hvor jeg skal skrive mine oplysninger og betale et lille beløb. Derefter må jeg gå ombord. 

Fiskekutteren er i 3 små etager. Der er plads til en god, stor gruppe mennesker, men lige nu er jeg en ud af 3 passagerer. Det varer dog ikke længe, da en større minivan trækker op på kajen, hvorfra der kommer en masse folk ud af. En god blanding af alle nationaliteter, de fleste med en stor rygsæk, ligesom mig. Den lille fiskekutterfærge bliver hurtigt fyldt, og vi begynder at sejle. Det er en stille tur på lidt over en time hen over søen. Selvom det er en sø, er den stor nok til, at vi har en lille smule bøjlegang. Udsigten er ikke imponerende, da der både er en let tåge fra regnen og tunge skyer tæt ned over søen og brederne.

Det er tusmørke, da vi ankommer til Tuktuk på Samosir Island. Færgen sejler op til en bred betonmur, som jeg får lov til at hoppe over på. Herfra er det en lang betonsti op til en hovedvej. Jeg var faktisk ikke sikker på, hvor tæt på min destination, jeg ville komme, men 10 m nede af hovedvejen er mit hostel. Regnen har på magisk vis holdt en lille pause, imens jeg steg af og fandt mit hostel, men kommer kraftigt tilbage, nærmest som jeg træder ind af døren.

Hostellet er tomt. Receptionen er tom, og den eneste anden person, jeg kan se, er en ung mand, der spiller pool med sig selv. Jeg ringer på klokken ved skranken, hvilket får en lille indonesisk kvinde til at kravle frem fra under disken. Hun gnider søvn ud af øjnene, imens hun gennemfører mit checkin. Mit værelse er bedst beskrevet som et lille kammer, med en seng og et vindue. Sengetøjet lugter, og savsmuld falder fra loftet.

Jeg går tilbage til receptionen, som også fungerer som restaurant, og får et menukort. Jeg har ikke spist meget på turen. Menukortet er stort med 5-6 sider fyldt med muligheder. Det bliver dog meget klart for mig, at det, der faktisk er til salg, er en meget lille del af kortet. Det giver mening, eftersom at holde på ingredienser til 2 beboere ville nok ikke være særligt billigt. Så resultatet er, at jeg spiser det samme som personalet. På ingen måde dårlig mad, men efter mange måneder kylling og ris, savner jeg lidt andet. Men efter en lang dag handler det bare om at få noget mad og falde til ro, inden jeg går i seng. Jeg gider ikke lave en større vurdering af mine omgivelser, før jeg har sollys og et friskt hoved. Det var en længere rejse, og selv med to dage i Yogyakarta som pause, så var det stadig en rimelig trættende rejse.

Vil du støtte rejsen? Læs mere her.