Der er mere end én måde at få sig en oplevelse på, når man rejser rundt. Jeg er nok mere i tråd med backpacker-identiteten, end jeg ønsker at indrømme. Jeg rejser rundt og ser en masse, men for mig er backpacker lige så meget rejsen som destinationerne og det at være i transit.

Indonesien er et kæmpe stort land. Flyrejsen fra Bali til Medan er 4 timer. Alternativet er færger, tog og busser hen over flere dage. Jeg hælder mest til den snørklede vej. Flybilletten fra Bali koster 1.500 kr. En forholdsvis stor sum penge for mig pt. Den langsomme rute ser billigere ud og jeg får set mere af landet, imens jeg rejser igennem det. Med nogle stop undervejs får jeg også et overblik over, hvor jeg gerne vil komme tilbage og genbesøge. Og så sparer jeg nogle transportpenge. Troede jeg.

Til Java

Efter en vemodig afsked med vennerne på Bali, tager jeg afsted om morgenen. Jeg har booket en taxa til at tage mig til Gilimanuk på den nordvestlige del af Bali, for at tage en færge til Java. Taxichaufføren kommer til tiden, selvom jeg ikke er helt klar og stadig mangler at sige farvel til et par stykker. Efter kram og kys hopper jeg ind og turen starter.

Vi har 3 timers kørsel foran os, så jeg begynder at snakke med min chauffør. En mand i slut 40erne, med en stor familie, 4 børn og 2 børnebørn. Han vil gerne snakke fodbold, hvilket jeg gør mit bedste for at deltage i, selvom jeg har fuldt meget lidt med i world cuppen. Vi kan dog grine lidt af, at Danmark ikke var kvalificeret. Jeg får lært lidt om hans familie, at han gerne vil starte en lille forretning i hans hjemby, og han, lige som alle andre Balinesere jeg har mødt, virkelig ikke har mange pæne ord om staten.

Midt i vores samtale kommer vi til en kø af biler. Mærkeligt, for vi er midt på midten af en hovedvej. På google map kan jeg se, at der er et sammenstød længere fremme, og begge vognbaner er blokeret. Sammen med chaufføren får vi kørt ud af nogle små sideveje for at komme rundt om kaoset. Det er altid lidt et sats at køre ud af de små landeveje i Indonesien. Specielt i biler, for det er bare ikke alle veje, der er lavet til den størrelse transport. Og hvis den forkorte modkørende mødes, kan man risikere at skulle bakke en kilometer.

Men vi får navigeret os igennem alle mulige små kringlede sideveje, mig med GPS’en og ham ved rattet. Det bliver en lille holdøvelse, hvor vi begge koncentreret arbejder på at finde frem. Vi ender med at køre en 45 minutters omvej. Da vi kommer tilbage på hovedvejen, kan vi dog se, at det modkørende spor holder komplet stille i mange kilometer, så der er helt klart blevet hentet noget tabt tid.

Vi kan ikke længere nå den planlagte færge. De sejler dog hele tiden, så i sidste ende bliver jeg sat af ved færgen og kommer med ombord på en færge rimelig hurtigt. Det er en bilfærge med et passagerdæk. I modsætning til i Danmark kan man bare sidde i sin bil, så der er forholdsvis tomt oppe på dækket. Vi sejler afsted i rimelig høj bølgegang. Det er en time lang færgetur. Da vi nærmer os Java, kommer kaptajnen over højtaleren og siger noget på Indonesisk. Jeg antager, at han fortæller, at vi ligger an til kaj, men kort efter bliver motoren skruet ned til et minimum, og vi stopper med at sejle. Folk er rolige, men jeg kan også se, at flere synker dybt ned i deres sæder. Der er stadig høj bølgegang og nu gjort værre af, at færgen bare driver med minimal motorkraft.

Vi når at vente en ekstra time, før vi sejler ind til kajen. Det er blevet mørkt og aften. Jeg har stadig 8 km til hostellet, så jeg finder en taxa. Nede af en meget snørklet krog af et beboelsesområde finder vi endelig hostellet, efter at min chauffør er kort forkert 2 gange. Han får stadig et tip. Hostellet er super nydeligt. Rent og godt indrettet. Gode toiletter, badeværelser, fælles køkken og masser af siddeplads i fællesområdet, som jeg praktisk talt har for mig selv. Mine roomies sover, da jeg ankommer ved 20.00 tiden. Senere på natten finder jeg ud af, at det var fordi, de skulle bestige et bjerg og se solopgangen. Jeg får dog rigeligt med søvn. Jeg er ved at være blevet vant til uro om natten.

Til Yogyakarta

Byen, som jeg befinder mig i, hedder Banjuwangi og ligger på den østligste kant af øen Java. Min næste destination er Yogyakarta, som jeg når via en 11,5 timer lang togtur. Toget går klokken 6.30 om morgenen, så jeg er tidligt oppe og afsted.

Jeg må indrømme, at jeg var forudantaget om togturen. Så meget af infrastrukturen i Indonesien har været bar og kun lige præcis brugbar. Men toget var et rimeligt stort skridt op i kvalitet. Ikke luksus, men bedre end de fleste danske toge. Gode sæder med en smart funktion til at rotere dem, så du kan sidde i køreretningen. En spisevogn med et lille køkken, hvor man kan få sig et måltid. Forholdsvis rent og bekvemt.

Jeg falder i snak med en tysk medpassager og i løbet af den mange timer lange togtur, når vi taler om hele verdenssituationen, og hvor vi selv står. Da vi ankommer i Yogyakarta, vandrer vi lidt af vejen hen til hver vores ophold sammen og tager pænt afsked, da vores veje splittes.

Efter en god overnatning i et lille familiehjem lavet til et hostel, vågner jeg op endnu engang i et nyt sted. Jeg har 2 dage i Yogyakarta, som jeg bruger til lidt stille tid for mig selv, imens jeg ser byen.

Java er et dominant muslimsk samfund. Moskeer synger salmer flere gange om dagen. Selv hvis du ikke er i nærheden af en moské, så har mange muslimer sat bede-alarmer på deres telefoner. Imellem 17:30 og 17:45 får du en lille bøn, uanset hvor du er. Der er masser af restauranter i bybilledet, men få reklamerer for salg af alkohol. Det minder lidt om, hvordan vi behandler rygning hjemme i Danmark.

Imens jeg vandrer rundt på dag 2, bliver jeg stoppet af en mand og hans familie, som beder mig om at tage fotos. Min antagelse er, at jeg skal tage et billede, men pludselig kommer halvdelen af familien op ved siden af mig og gør klar til at få taget et billede sammen med mig. Jeg har set få vestlige turister, og vi må være tilpas sjældne til at være en attraktion i sig selv.

Efter et par dage med byvandring, at sidde på caféer og en masse refleksion, gør jeg klar til at fortsætte.

Til Medan

Lufthavnen i Indonesien er overraskende moderne og professionel. Det føles helt mærkeligt at træde ind i lufthavnsområdet. En ren og poleret bygning, med masser af plads, rolig og ordentlig adfærd samt en masse smuk moderne Indonesisk inspireret kunst. Deres tax-free område efter check-in er ligeledes en indonesisk inspireret moderne og stilren fortolkning af gadeboder og markedspladser. Og i sand sydøstasiatisk stil, så er alle flyene forsinkede.

Jeg flyver 1 time til Jakarta, hvor jeg skal skifte terminal. Fra terminal til terminal er der en fin skyrail, som man bare stiger på. Min bagage kommer automatisk med flyet, så det skal jeg ikke tænke på. Selve terminalerne er unikke med forskellige arkitekturstile. Den terminal jeg skal med fra minder om Københavns Hovedbanegård, med orange mursten i gulvet og på væggene, højt til loftet og en god trafik af mennesker, der strømmer igennem den primære passage fra gaden og til gatene. Der er også et par kæmpe lysekroner, der virkelig understreger den europæiske stil.

Her er flyet også forsinket, så imens jeg venter, spiser jeg chili nudler. Damen ved boden spurgte mig tre gange, om jeg var sikker på at købe den stærkeste, de havde. Og ja, den var ganske vist stærk, men ikke værre end at bide i en af fars hjemmedyrkede habaneroer.

2 timer med fly, og så er jeg i Medan. Det regner, da jeg ankommer. Fra lufthavnens indgang krydser jeg over vejen og ind til en mini banegård, hvor der går et tog til og fra Medan konstant. Jeg hopper på og bliver taget til midten af Medan. Her kan jeg dog ikke bruge offentlig transport mere og bliver nødt til at kalde efter en grabtaxi. Der bliver sat flere rekorder imens vi krydser Medan. Hurtigst accelerering, flest stop skilte ignoreret, flest nærsamstød med scooter. Han kører, som om vi har røvet en bank, og jeg overvejer at blive sat af og gå i regnvejret i stedet. Jeg ankommer mere eller mindre intakt ved et lille capsule hotel, hvor jeg har booket en neon belyst kiste til at overnatte i.

Vil du støtte rejsen? Læs mere her.