At forlade Bali

Det er 2 dage siden jeg forlod Bali. Jeg føler mig ensom for første gang på min rejse. Jeg tog et tog fra Øst Java til Yogyakarta. Rejsen var 11,5 timer lang. Jeg var forberedt på en stille dag med vindueskiggeri, lydbog og refleksion. Det fik jeg også, men jeg faldt hurtigt i snak med en tysk medpassager. Igennem hele rejsen snakkede vi on/off i flere timer, spiste frokost sammen og efter togeturen gik vi hen til hans Airbnb før vi splittede op. På hostellet deler jeg rum med en ung pige. Vi lå og småsludrede i et par timer inden sovetid. Begge møder var afslappede, lidt sjove og meget hyggelige. Men ikke nok tid til rent faktisk at danne venskaber.

Noget af det jeg fandt ud af på Bali, var at de mennesker, som jeg dannede venskaber med, var et lignende sted i deres liv som mig. Brett fra Australien vil leve på Bali og få et nyt liv til at fungere der. Ella fra London har en kæreste på Bali, men søger efter en retning for sit liv. Pierluigi fra Italien er en skørtejæger og tog lidt tid for mig at forstå. Han sidder i et nemt, men kedeligt remote arbejde og drømmer om at lave noget mere meningsfyldt. Lignende historier for Aiman, Putu, Mo og Roos. Pol er bare utroligt sjov og lever på en anden planet end alle andre.

Der er som sådan ikke noget i vejen med en stille hyggelig samtale med en fremmed. Men jeg får meget mere ud af at have samtaler med folk, som jeg kan spejle mig selv i og snakke med dem omkring hvordan de griber deres situation an. Nogle har en plan og arbejder benhårdt efter den. Nogle kan ikke overskue, hvor de skal starte, så de nyder bare, hvor de er lige nu og tager det, som det kommer. Andre gemmer en dyb frustration og forvirring, som de aktivt prøver at glemme eller drukne i fest og farver.

Jeg dømmer ingen af dem. Jeg lytter, spørger og deler mine egne oplevelser og erfaringer. Nogle gange får de noget ud af samtalen. Nogle gange gør jeg. Nogle gange får vi bare sagt noget højt, som vi havde brug for at sige til en anden person.

De vigtigste samtaler har jeg med den person, som jeg er vokset tættest på, er min veninde Eline. Over et par år er vi gået fra venlige kollegaer til venner, og hun er nu blevet en af mine nærmeste venner. Hun repræsenterer en verden af nærvær og forståelse, som jeg ikke rigtigt har oplevet før. Hendes forståelse af verden og menneskelige relationer er utroligt dybdegående og frustrerende fremmed for mig. Vi kan tale om dybt personlige og svære emner gensidigt fra meget forskellige perspektiver. Nogle gange får hun mig til at føle mig som en komplet nybegynder, når det kommer til mennesker.

Samtidig er hun en springloppe, der er fuldstændig umulig at holde styr på, blandt andet fordi hun på ingen måde vil holdes styr på. Kun de allervigtigste tidsplaner og aftaler bliver knap nok overholdt. Alt andet er bare mulige steder, hvor hun måske dukker op. Hun går så meget imod min natur omkring orden, kontrol og påpasselighed, at jeg faktisk ikke forstår, hvordan jeg kan holde hende ud. Jeg tror oprigtigt, at hvis jeg ikke havde mødt hende på den måde, som jeg har, ville jeg synes, at hun var et umuligt menneske at holde af. Men hun er nok den veninde, der kender mig bedst, og jeg har lyst til at sige, at jeg nok også kender hende bedre end mange gør, også selvom hun er et meget åbent menneske. Og hun er helt klart også en stor grund til, at det er svært at forlade Bali.

Nu hvor jeg er kommet på afstand af Bali, kan jeg mærke, hvordan det fællesskab stadig trækker i mig. En blanding af forstående, tillidsfulde og hyggelige mennesker. Men stadig meget forskellige fra mig og fra hinanden. Normalt ville det få mig til at føle mig udenfor, at jeg ikke rigtig går op i yoga, natklubber, live musik, investering, surfing og spa/massage på samme måde, som de gør. Men på en eller anden måde er det blevet til en smeltegryde af mange forskellige oplevelser, som vi har kunnet mødes og fortælle hinanden om. Sjove historier og oplevelser. Invitationer til at komme med ud og prøve hinandens interesser.

Vi lever i en tidsalder, hvor man altid kan komme i kontakt med hinanden. Hop på Messenger, Instagram, WhatsApp eller noget andet og start en snak. Den mulighed har altid været der for mig, og jeg benytter mig af den i ny og næ, men må også bare konstatere, at den ikke rigtig giver mig nærvær med folk. Og det er nok min egen skyld, for jeg har en tendens til bare at snakke om, hvad jeg har set og oplevet, frem for at snakke om, hvad jeg har følt og mærket. Sjovt nok er det nemmere for mig i person. Der kan jeg ikke bare ligge røret på, når alle de nemme emner er blevet fortalt. Og min oplevelse er, at mange mennesker faktisk gerne vil spørges om de lidt sværere emner. Hvorfor rejser du? Er du tilfreds, hvor du er lige nu? Hvad har du lært fra din rejse?

Så hvor stiller det mig? Jeg har jo egentlig lyst til at tage tilbage til Bali igen snarest muligt. Tilbage til vennegruppen. Det kommer jeg nok også til at gøre før eller siden. Muligvis omkring september/oktober. Indtil da har jeg mere rejse foran mig. Først Sumatra, så Malaysia, og op til Thailand. Spørgsmålet er, om jeg vil gøre mere i at finde små enklaver af langtidsrejsende og hænge ud med dem, fokusere på at skabe digitale forretninger, få set de mindre turistområder af verden, eller dyrke min sundhed og min krop.

Da jeg startede min rejse, valgte jeg destinationerne uden en rigtig plan. Bare lande et sted og se, hvad der var at se. Men nu er der et træk. Et træk imod områder med digitale nomader og langtidsrejsende. Der hvor de er åbne og velkomne for nye mennesker, gerne med gode aftenunderholdningsmuligheder. Jeg har allerede et par destinationer i hovedet på tværs af Vietnam, Thailand, Indonesien, Filippinerne og Taiwan. Så meget som jeg godt kunne lide min tid på Bali og Canggu, var der også meget, der manglede for mig. Så spørgsmålet er, om jeg kan finde lignende, men bedre andre steder.

Man kan måske stille spørgsmålet; hvorfor så forlade Bali, hvis du var faldet så godt til? En ting, som jeg har erfaret over årene, er, at det kan være utrolig svært at træffe gode beslutninger, når jeg står midt i en oplevelse. Med lidt afstand, pause, tid til refleksion og følen efter bliver billedet tydeligere. Hvad var de vigtige dele, og hvad var bare højden af følelserne? Hvad var godt, fordi det betød noget, og hvad var bare overfladisk? Hvad var en god oplevelse, men ikke gentagelsesværdig, og hvad havde en dyb følelsesmæssig resonans med mig og min person? Det er hårdt at reflektere på den måde, jeg gør, for det kræver at sidde med nogle svære følelser i længere tid uden at få forløsning. Men min proces har indtil nu ikke svigtet mig.

Vil du støtte rejsen? Læs mere her.