Afsted mod Malaysia

Turen til Kuala Lumpur begyndte i den slags situationer, som kun rigtig kan opstå alt for tidligt om morgenen før et fly. Jeg havde bestilt en taxa til stationen. Taxachaufføren var ti minutter væk og skrev til mig for at diskutere, om den rigtige destination var valgt i appen.

Jeg skulle til togstationen. Han ville gerne løse et problem, som først ville være relevant, efter han havde hentet mig. Jeg skrev tilbage, at jeg sådan set var ligeglad med, hvilken destination der var valgt, for hvis han ikke var her, hvordan skulle jeg så komme nogen steder hen?

Jeg nåede toget og flyet. På flyet opdagede jeg igen de universelle love for kommerciel luftfart:

• Der skal være mindst én baby eller tumling om bord.
• Mindst én baby eller tumling skal placeres inden for fem rækker af Mathias.
• For hver times flyvning skal der være fem minutters gråd eller skrig i nærheden. Bemærk: Nogle gange deltager Mathias i hyleriet.

Mens jeg sidder og nyder udsigten ud ad vinduet, springer der pludselig gnister ud fra jetmotoren bag mig, efterfulgt af et dæmpet brag. I de næste sekunder blinkede seleskiltene, kabinepersonalet blev kaldt til deres pladser, og kaptajnen sagde noget over højtaleren, som jeg ikke kunne høre. Han snakkede i to minutter. En lille stemme i mit hoved popper op og siger: Hey, var der ikke noget med et Malaysia Airlines-fly, der på mystisk vis forsvandt nogle år tilbage?

Det hjalp så ikke, at en steward ti minutter senere gik ned gennem kabinen og sprayede duftspray i luften. Jeg er nu i fuldt alarmberedskab. Da vi kort tid efter ligger an til landing, sidder jeg og stirrer ud af vinduet på motoren. Er det bare mig, eller ryster den mere end normalt? Og så landede vi uden problemer.

Jeg gætter på, at jetmotorer bare eksploderer en lille smule en gang imellem.

Første indtryk

Første indtryk af Malaysia er positivt. Jeg sad i lufthavnstoget og så landskabet glide forbi. Der var velbygget infrastruktur, velbyggede boliger, et togspor der så vedligeholdt ud, og veje langs skinnerne, som også virkede i rimelig god stand. Bygningerne så ikke ud, som om de var ved at falde sammen eller havde været igennem en krig.

Jeg er sikker på, at der er fattigdom mange steder. Men efter Indonesien, og særligt Medan, virkede det som at komme tilbage til civilisationen.

Efter måneder i et land, hvor fortovene inkluderer store huller ned til kloakken, sætter jeg pris på ikke at skulle kigge på mine fødder konstant, når jeg går. Jeg beder ikke om Japan-niveau. Det ville bare være rart at gå på et fortov, som jeg ikke ser som en potentiel sundhedsrisiko.

Det er ikke fordi, jeg sidder og filosoferer om fortove ud af det blå. Jeg er en vandrer. Når man bruger mange timer hver dag på at gå rundt, lægger man mærke til, om turen er behagelig. Gåture er transport, motion, sightseeing og den måde, jeg finder caféer og opholdssteder på.

En by om aftenen

Den første aften i Kuala Lumpur var jeg for træt til at tage tilbage til hostellet, men også for træt til at lave noget fornuftigt. Så jeg gik en tur.

Byens høje bygninger var oplyste. Kuala Lumpurs skyline er behagelig. Man går rundt, drejer om et hjørne og ser en ny samling skyskrabere. Der er meget forskellig arkitektur, og det føles ikke bare gråt og ensartet. Når jeg står og kigger op på en skyskraber på hundrede etager, får jeg stadig den mærkelige følelse af at være lille.

Jeg genså også noget, jeg næsten havde glemt, fordi jeg ikke havde set det i flere uger: influencere. De var overalt mellem de oplyste bygninger. Ikke med ét kamera, men med fem telefoner monteret på en håndholdt dims, hvor hver telefon tilsyneladende lavede noget forskelligt. Det er faktisk imponerende, at de kan styre det.

Mens jeg går rundt om Petronas-tårnene og undviger influencers og ivrige gadesælgere, kommer jeg til KLCC-parken bag tårnene. En stor bypark med grønt, bænke og en kunstig sø med springvand. Lige da jeg kommer rundt om hjørnet, bliver der skruet op for højtalerne. Popmusik spiller i parken, og et helt springvandsshow starter med lys, farver og koreograferet vand til musikken. Åbenbart er der springvandsshow om aftenen klokken ni, og jeg er helt tilfældigt endt der på det præcise klokkeslæt. Jeg har en tendens til bare at snuble over den slags begivenheder.

Det var en god aften. Kuala Lumpur gav et godt første indtryk. Små bygninger, så lidt større bygninger, og til sidst Petronas Towers. Måske kommer jeg til at kunne lide Kuala Lumpur. Jeg kan godt lide sightseeing-delen indtil videre. Det er ikke det samme som at kunne lide at være her, men det er en fin begyndelse.

Den røde tunnel

Jeg havde brugt hele dagen på at besøge hostels og hoteller. På grund af regnen havde jeg gjort holdt ved flere restauranter, og sent på eftermiddagen havde jeg fået nok og ville bare hjem. Regnen var stoppet, men alt var stadig vådt. Mens jeg bevæger mig tilbage mod hostellet, går jeg fra små gader og stræder over mod skyskraberne med Petronas-tårnene som mit primære mål.

Da jeg går ned ad de mørke gader, lægger jeg mærke til en masse biler, der kører ned ad en sidevej med masser af belysning og restauranter langs vejen. De holder nærmest i kø for at komme ned ad vejen, og folk hopper ind og ud af bilerne. Selvom jeg ikke er sulten, er jeg nysgerrig nok til at gå ned ad sidevejen for at se, hvad der sker.

Jeg gik gennem gaden med restauranter og ind på et lille oplyst marked. I enden af markedet var der en stor belyst bro. Fra brotårnet kunne jeg se floden og motorvejen nedenunder. Selve broen var en lystunnel, der langsomt skiftede farver. Som en sci-fi-portal.

Der var mennesker, der tog billeder, men fordi det lige havde regnet, var menneskemængden forholdsvis mild. Foran mig stod tårnene med en lille sky ved toppen, så de lignede, at de røg eller dampede.

Hosteller, håndklæder og rotter

Jeg har brugt overraskende meget tid på at kigge på hosteller. Målet er at finde ud af, om jeg gider leve her i 3-4 uger. Resultatet er, at jeg nærmest er blevet til en inspektør, der går rundt og vurderer brusere, senge, gardiner, aircondition, fællesområder, personale, renlighed, priser og om folk faktisk ser ud til at tale sammen.

Det hostel, jeg bor på nu, er egentlig fint og nok også muligt at bo på i længere tid. Det koster bare 55 ringgit for en seng på sovesal og yderligere fem ringgit for at leje et håndklæde. Tagterrassen er uventet god om morgenen omkring klokken otte, før de andre vågner. Der er gratis varmt vand og te, og jeg kan bruge mit eget kaffepulver.

Bruseren har svagt tryk. Mit nanofiberhåndklæde er en god kompakt ting at have i rygsækken, og jeg har brugt det flere gange, hvor jeg ellers havde manglet noget. Men det er ikke et godt håndklæde. Det er funktionelt. Når jeg har været i bad, kæmper jeg for at føle mig tør i stedet for at komme ud stadig lidt fugtig. Midt om natten hørte jeg rotter løbe på taget direkte over min køje.

Og alligevel er mit nuværende hostel mere attraktivt på tværs af faciliteter og pris end stort set alt andet, jeg har kigget på.

Da jeg havde fundet ud af, at rotterne sandsynligvis løb over loftet, faldt jeg mere til ro. Min øverste køje, som jeg normalt ikke bryder mig om, blev pludselig en taktisk fordel. Den holdt mig væk fra gulvet og gav mig et hjørne af sovesalen, hvorfra jeg kunne holde øje, hvis rotteinvasionen begyndte.

Hvis de faktisk kommer ind på sovesalen, så tjekker jeg dog ud, så snart jeg kan kæmpe mig vej gennem dem.

Jeg har gået omkring 50.000 skridt på to dage. Fødder og ankler sørgede for at fortælle mig det om natten. Jeg har også været mentalt træt. Ikke bare træt af sightseeing, men træt af hele tiden at vurdere: Er Kuala Lumpur et sted, jeg gider blive? Er Chinatown for budget? Er Bukit Bintang for dyrt? Ville Penang give mere mening? Skal jeg finde et fællesskab i stedet for bare en billig seng?

Men jeg er begyndt at varme op til hostellet. Ikke fordi det er blevet bedre, men fordi det er blevet et sted, jeg kender. Jeg ved, hvor man kan sidde på tagterrassen om morgenen. Jeg ved, hvor teen er. Jeg ved, at bruseren er svag. Jeg ved, at håndklædet ikke rigtigt er et håndklæde. Og jeg ved, sådan cirka, hvor rotterne løber rundt.

Hver gang jeg kommer et helt nyt sted hen, betaler jeg åbenbart for de første 24 timer. Jeg sammenligner, ser alle fejlene og begynder at lede efter det næste, før jeg nærmest har pakket ud.

Så lærer jeg, hvor rotterne løber rundt, og så bliver det mere håndterbart.

Vil du støtte rejsen? Læs mere her.