Jeg er på en mission i Kuala Lumpur. I stedet for at jagte oplevelserne, vil jeg jagte mulige rutiner. Kan jeg se mig selv komme tilbage og have en dagligdag her? Ikke fordi jeg vil bosætte mig, men hvis jeg skal rejse rundt på længere sigt, så har jeg brug for baser.

Byen fra gaderne

Fra mit hostel i Bukit Bintang kommer jeg ud til downtown Kuala Lumpur. Der er skyskrabere så langt som øjet rækker. Til fods går jeg forbi en lang række butikker. Små kiosker, kinesiske restauranter, souvenirs og en service butik engang imellem som vaskerier.

Overordnet set er Bukit Bintang rimelig turist/rejsende fokuseret. Der er en god blanding forretningsfolk og internationale familier i bybilledet. I mange af de store skyskraber og bygningskomplekser gemmer der sig enorme shopping centre. Området byder på tonsvis af muligheder, men er klar gearet til en øvre middelklasse og op efter.

Imellem de store bygninger ville jeg forvente at finde små halvskjulte cafeer med billigere mad og drikke. I Kuala Lumpur er der en større change for at finde service indgange, affald og rotter. I Medan ville en vilkårlig sidegade som minimum indeholde 2-3 små vogne, cafeer eller restauranter. Godt nok udendørs, på plastikstole, med tvivlsom fødevare og sanitet, men de var der. I Kuala Lumpur er der ikke helt den samme mulighed for at gå ud og få frivillig madforgiftning.

Af de cafeer, som jeg besøger, virker få til at være designet til længere opholdssted. Men når man skal maksimere antallet af kunder, der kan komme igennem på en given dag, så er det nok heller en fordel af have polstrede stole. Det har dog betydet, at mine dage har taget mig vidt omkring, frem for at blive på cafeerne. Jeg har fået set en masse af den indre by. Ud over Bukit Bintang, har jeg været i Chinatown, Chow Kit, KLCC og TRX. Det er mere eller mindre Kuala Lumpur centrum distrikterne.

Byen inde fra bibliotekerne

Nogle dage vil jeg gerne finde et sted og sidde i fred og ro med mine projekter i længere tid. Derfor søgte jeg biblioteker og andre fredelige områder, da jeg havde brug for et sted at sidde med computeren i fred.

Min søgning bragte mig til et lille rum på tredje sal, op af en lille trappeopgang i siden på en rimelig intetsigende bygning. På første sal kunne jeg møde en malaysisk designer. På anden sal kunne jeg få en spådom. På tredje sal var der, hvad der viste sig at være en af en række små malaysisk-kinesiske biblioteker rundt omkring i Kuala Lumpur, vedligeholdt af frivillige.

De frivillige er typisk studerende, og bibliotekerne bruges ser umiddelbart ud til at blive brugt primært som små studieklubber, med en lille brætspilsaften blandet ind i. Et helt udemærket sted til stille fordybelse og muligvis endda møde nogle nye mennesker.

Byen inde fra skyskraberne

Indre Kuala Lumpur er i mit hoved begyndt at være en by bestående af shoppingcentre. Kæmpe store shoppingcentre med samtlige brands og uendeligt store restaurantområder. De er også meget travle.

På tværs af Danmark og mange af de shoppingcentre, jeg er stødt på rundt omkring i Indonesien, Cambodia og Vietnam, er shoppingcentrene i Kuala Lumpur de største og samtidig også de mest brugte. Nogle af shoppingcentrene føles mindre som et sted, hvor man shopper, og mere som byens rum. Et opholdssted, hvor venner hænger ud, og familier bruger aftenen.

Det er ikke kun brands, der har butikker i centrene. Du kan også finde dine mere normale supermarkeder, apoteker og bagere. Hvis jeg bare ville have det nemt, med alt i rækkevidde og endda til nogenlunde priser, så kunne jeg bare bo i et af Kuala Lumpurs shoppingcentre.

En af dagene gik jeg rundt ved KLCC. Da det begyndte at regne, søgte jeg ind i den nærtliggende konferencebygning, med et akvarium i kælderetagen og tilhørende mini restaurant etage ovenpå.

Her fandt jeg ud af, at jeg kunne tage elevatoren op til 4. sal, hvor der var mødelokaler, behagelige stole og borde med strømstik, gratis internet og udsigt ud til Petronas tårnene. Samtidig var der utroligt fredeligt, da der ikke rigtig var andre end konferencedeltagerne, der kom op til denne sal. Mad og drikke var bare en elevatorlift væk.

Den perfekte arbejdsplads.

Byen inde fra hostellet

På mit hostel er jeg faldet i snak med en midaldrende mand fra New Zealand, en kiwi. Han har levet på en sten de sidste mange år, imens han har arbejdet med sin startup.

Efter vi bondede lidt over at leve uden fast indkomst, tilbød han mig at række ud til en udvikler, som han kendte og som arbejdede med noget af det samme. Inden jeg vidste af det, var jeg blevet sat i kontakt med en indisk iværksætter. Tror ikke, der kommer noget større forretningsmæssigt ud af den samtale, men en interessant oplevelse og et bevis på, at networking altid er en mulighed, når man rejser rundt.



Jeg flytter hostel. Efter 5 dage i Bukit Bintang skal jeg bo i Chinatown i 4 dage. Det er et område, jeg allerede har besøgt, og hostellet virker til at være mere socialt anlagt, med dagsture, pubcrawl og andre aktiviteter.

Det er ikke fordi, at jeg specielt higer efter at komme ud og drikke en øl med nogen, men måske kan det lede til nogle mere interessante opdagelser omkring byen.

Guldlok

Så er jeg klar til at bruge Kuala Lumpur som en base?

Over ugen, hvor jeg har været her, har jeg følt mig som Guldlok. En lille, rolig bibliotekklub med mulighed for brætspil, men er det den type sociale klub, jeg leder efter? Muligheder og bekvemmelighed i massevis, men vil jeg tage hen i et shoppingcenter hver dag? Utroligt god arbejdsplads i konferencecenteret, men vil jeg sidde i en konferencefoyer til daglig?

Overfladisk har Kuala Lumpur sat et tjek i alt, hvad jeg vil sige er grundlæggende på min tjekliste. Udover at være noget dyrere end mange af de andre byer, som jeg har opholdt mig i over de sidste par måneder, så er der få negative sider ved Kuala Lumpur.

Men jeg synes ikke rigtig, jeg har fundet byens identitet endnu. Biblioteket er nok tættest på. Derudover er det ‘bare’ en storby.

Kuala Lumpur har ikke skuffet, men har heller ikke overbevist mig.

Endnu.

Vil du støtte rejsen? Læs mere her.