At bo i indkøbscentre

Det har været en uge med fokus på Kuala Lumpur. Jeg har vandret den indre by tynd og stillet mig selv de samme spørgsmål gentagne gange. Kunne jeg se mig selv opholde mig her i en længere periode? Kuala Lumpurs svar er: Så skal du kunne lide indkøbscentre.

I Californien skjuler man store oliepumper inde i bygninger midt i byerne. I Kuala Lumpur skjuler de indkøbscentre. Hvert sted, jeg har besøgt, som ser en smule interessant ud, viser sig at være et indkøbscenter i forklædning. Et indkøbscenter eller en bank. Nogle gange begge dele. Det er en by bygget af rige koncerner. Jeg tror, jeg gik igennem mindst fem malls på to-tre dage. De var stopfyldte med mennesker. Foodcourts var pakket, og selv butikker, som man hjemmefra ville forvente var helt tomme, havde jævnligt kunder. Det var ikke bare steder, man tog hen for at købe noget. De virkede som nogle af byens egentlige opholdsrum.

En af mine første dage havde jeg bare lyst til noget fastfood. Jeg havde gået hele dagen, så jeg søgte og fandt en McDonald’s i nærheden. Min vej tog mig dog igennem Jalan Alor, som er Kuala Lumpurs store madgade. Der var tre-fire hundrede meter med sælgere, lys, larm, menneskemængder og billige madtilbud, som alle kæmpede imod min meget enkle beslutning om at få en burger.

Jeg kom ud på den anden side og var træt i hovedet. Jeg ankom til McDonald’s, og den var propfyldt. Lige så meget som jeg havde brug for lidt komfort-fastfood, havde jeg også brug for ro, og jeg opgav næsten at spise. Så jeg gik videre mod Burger King, som ikke lå så langt væk.

Burger King lå i Pavilion.

Jeg havde ikke forstået, hvor stort Pavilion var. Jeg brugte omkring 20 minutter på at finde ud af, hvilken etage Burger King lå på, og hvilken etage jeg selv var på. Da jeg endelig fandt Burger King og kom til skranken, fik jeg at vide, at jeg kun kunne bestille et Whopper Meal. Ingen af deres andre burgere. Fint. Alt for at få lukket dagen. Jeg satte mig ned og følte trætheden vælte over mig. Personalet var i gang med at lukke biksen ned, og inde fra køkkenet kunne jeg høre nogen synge “I’m Lovin’ It”. Det var sent, da jeg forlod Pavilion Food Court. Men byen kørte på fuldt blus.

Kuala Lumpur til fods

Kuala Lumpur til fods er en blandet oplevelse. I nogle områder kan du gå på store, brede fortove med masser af plads og få eller ingen blokeringer. Men kun så længe du bliver inden for områderne. Der er et stort og integreret motorvejsnetværk, der nærmest skærer byen op i små øer. Som fodgænger er det med livet som indsats, hvis du vil gå fra en ø til en anden, da den eneste vej er at krydse motorvejene. Og de er temmelig travle og brede.

Jeg har ikke vovet mig ud i en motorvejskrydsning endnu. En af dagene havde jeg udset mig en park. Da jeg kom hen i nærheden, kunne jeg konstatere, at jeg skulle krydse et større motorvejskryds for at komme ind i parken. Efter at have gået op og ned langs vejen for at lede efter en bro eller en underpassage måtte jeg konstatere, at den ikke fandtes. Til gengæld var jeg også faret vild og befandt mig i noget, der lignede en serviceindgang til et større kompleks. Da der var en del fodtrafik, valgte jeg bare at følge med strømmen og se, hvor jeg ville blive bragt hen. Pludselig stod jeg i et indkøbscenter.

Indkøbscenter er ikke helt præcist. Jeg var endt ved TRX. Det er et kæmpe kompleks med flere skyskrabere og en hævet park, der forbinder de mange bygninger, mens man har udsigt over store dele af byen. Der er endda en politistation oppe i komplekset. Det føles meget luksuriøst og meget velholdt, men også lidt som sit eget lukkede område. En by i byen.

Det er en ting, jeg stadig prøver at lære om Kuala Lumpur: Distrikterne er så forskellige, at de hver især føles lidt som deres egen by. Man bruger ikke en eftermiddag på at “se TRX”. Man bruger en eftermiddag på at finde ud af, hvordan man kommer ind, hvor udgangen er, og hvorfor der står en politistation midt i en have oven på et indkøbscenter.

Farvel til rotterne

Jeg flyttede fra Bukit Bintang til Chinatown midt på ugen. Jeg havde allerede booket det nye hostel, Mingles, men den sidste morgen på det gamle hostel bekræftede, at det var et godt tidspunkt at tage videre. Da jeg gik ud for at børste tænder, så jeg en rotte i fællesområdet. Den kravlede ind under en dør ved siden af det aflåste personaletoilet. Der var også rottelort på gulvet.

Jeg har en ret høj tolerance for halvslidte hosteller. Det gamle sted lå ekstremt centralt og var faktisk rimeligt billigt for Bukit Bintang. Men rotter er ikke ideelle. Der er kort vej fra en rotte til en ødelagt rygsæk og en meget dårlig dag.

Mingles startede bedre. Der var en tagterrasse, fællesområder, et tilknyttet caféområde og et rigtigt håndklæde uden ekstra betaling. Små ting gør overraskende meget. Jeg kunne bruge min egen kaffe, få varmt vand og sidde i fællesområdet, hvor man faktisk faldt i snak med folk.

Hostellet havde dog også sine egne særlige regler. En nat ringede et fysisk vækkeur klokken seks om morgenen. Ikke en mobiltelefon, men et rigtigt vækkeur. Det ringede i flere minutter, før jeg rejste mig, fandt sengen og vækkede manden, der ejede det. Fem minutter senere ringede det igen.

Ved min egen seng, lige ved døren, havde jeg et andet problem. Når døren lukkede, smækkede den så hårdt, at hele værelset nærmest hoppede. Så jeg lavede små klumper af toiletpapir og placerede dem i karmen, hvor døren og rammen ramte hinanden. Ikke nok til at blokere døren, bare nok til at dæmpe slaget.

Det gjorde en verden til forskel.

Jeg har ingen planer om at gå rundt og forbedre hosteller som en ubetalt driftskonsulent. Men når jeg allerede ligger ved døren og bliver vækket af den, kan jeg godt finde på at lægge lidt toiletpapir i karmen.

Vandfald

En morgen hang der en liste i receptionen over en tur til vandfald og Batu Caves. Billedet viste nogle, der badede i et vandfald. Tiltalende, og jeg havde ikke været uden for Kuala Lumpur før. Der stod bare, at man kunne skrive sit navn på listen, så det gjorde jeg.

Vi mødtes ude foran hostellet. Vi var 12, der skulle afsted. Vi delte os i taxier ud til vandfaldsområdet, som kun lå 25-30 minutter væk. Da vi steg ud af taxierne, stod vi på en lille parkeringsplads ud til en stor jungle. Ud over et par boder med mad og drikke var der bare nogle få skilte, der pegede os ind i buskadset.

Da vi begyndte at gå, tænkte jeg ved mig selv, at jeg havde pakket alt for meget. Håndklæde, badebukser, elektronik og det hele. De fleste andre havde en plastikpose og klipklappere. Jeg havde min dagsrygsæk og kondisko.

Det viste sig dog, at det ikke så meget var en tur for at se et vandfald som en vandretur op langs en bjergside for at se otte vandfald i cirka 30 graders varme og ekstrem luftfugtighed. Selvom jeg var glad for valget af fodtøj, var rygsækoppakningen ikke helt optimal. Men i det mindste vidste jeg, hvor min bærbare computer var.

Vi startede med at gå ad cementtrapper, men efter de første fire vandfald blev det til grus og sten. Fra det syvende til det ottende vandfald fik vi at vide, at vi skulle klatre med reb et par steder, hvortil jeg svarede, at jeg bare ville vente ved det syvende vandfald på de andre.

Mens jeg ventede, kiggede jeg på aberne. Der var aber overalt. De holdt sig for sig selv og gik kun hen til de ting, der var efterladt ved siden af vandfaldsbassinerne.

De andre kom ned fra det ottende vandfald, og vi gik ned til det fjerde vandfald, hvor det næsten var blevet tid til at tage hjem. Hele gruppen var klar på at køle ned i vandet. Vandfaldet her endte i et større bassin og var det sted, hvor flest folk generelt tog en dukkert. Der var en del mennesker, men kun få af os var vestlige.

Efter at have svedt i junglen var det kølige vand forfriskende. Vi nåede at bruge en halv time i bassinet. Et par drenge fandt ud af, at man kunne klatre op ad bjergsiden og rutsje ned ad de våde sten og ned i bassinet. Det forvandlede hurtigt bassinet til et lille naturligt vandland. Mens der var gang i at glide ned ad de glatte sten, havde jeg bare nakken godt nede i det kølige vand og nød en lille afslappende pause.

Efter at have haft det sjovt ved vandfaldene og kæmpet med et par nysgerrige aber, der var gået i gang med at undersøge gruppens efterladte net og tasker, gik vi ned fra bjerget. Gruppen delte sig, og nogle tog videre til nogle hellige grotter. Jeg tog dog tilbage til hostellet. Det er godt at vide, at der også er lidt at opleve ikke så langt uden for Kuala Lumpur, når man bliver lidt for træt af byen.

En aften på pubben

Jeg drikker generelt ikke så meget alkohol og specielt ikke alene. Men jeg havde en aften, hvor jeg så en pub og tænkte, at en fadøl og lidt værtshusstemning var på sin plads. Jeg satte mig ned, fik en øl og kiggede rundt. Jeg var tidligt på den. Det var kun mig og personalet. Jeg småsludrede lidt med servitricen og spurgte til aftenens program. Der var åbenbart livemusik med gæstesangere.

Jeg var lige nået til et stadie af afslapning, da jeg fra indgangen hørte en kvinde fortælle, at hun var kommet for at synge, og spørge, hvornår hun kunne starte. Pænt fik hun at vide, at musikken først startede senere. Derefter stillede hun sig op ved scenen og begyndte at synge højlydt hen over højttaleren, der spillede “Hotel California”. Hun fik øjenkontakt med mig og tog det som en invitation til en samtale.

Hun præsenterede sig som ph.d.-studerende inden for kvantefysik, forretningsejer og life coach. Da jeg spurgte hende til hendes forretning, trak hun sin iPad frem og viste mig sin hjemmeside, der brugte horoskoper og kvanteverdener til at forklare, hvordan man manifesterer den virkelighed, man ønsker sig. Den næste halve til hele time gik med, at hun dykkede ned i spiritualitet, chakraer, relationer, energi, parforhold, sex og hvad mænd og kvinder burde gøre. Jeg prøvede mest at oversætte hendes spirituelle sprog til noget, jeg kunne genkende.

Efter en god lang snak om alt mellem himmel og jord kom hun i tanke om, at hun var kommet for at synge. Jeg benyttede lejligheden til at betale for min øl og stille mig i positionen: Jeg går nu. Lad os sige farvel.

Videre mod George Town

Min indledende plan for Kuala Lumpur var egentlig at blive der i tre-fire uger. Byen er ikke dårlig. Jeg kunne gå rundt, se alt muligt og finde nye indkøbscentre, biblioteker, parker og områder med caféer. Jeg fandt dog ikke et opholdssted, der talte til mig. Og efter over en uge følte jeg trang til et skifte.

Så jeg tog videre til George Town, hvor min amerikanske ven Andy for tiden arbejder som frivillig på et hostel. Da jeg stod på busterminalen, klikkede det for mig. Min oplevelse af Kuala Lumpur var meget som en transitzone. Kom og oplev spektaklet, men der var ikke rigtig nogen grund til at blive og hænge ud. Så jeg er spændt på, hvad George Town kan give mig.

Vil du støtte rejsen? Læs mere her.