Det har været på to-do-listen hele ugen at få en klipning. Det er lidt over otte uger siden sidst, og de normale tegn er begyndt at vise sig. En flad hovedfacon, hvor håret vokser og bliver tykt i siderne uden at have samme vækst på toppen. Bakkenbarterne, der efter et par centimeter begynder at krølle naturligt. Og selvfølgelig det generelle ubehag ved at gå rundt med en masse hår i 30+ grader og høj luftfugtighed.
Georgetown skuffer ikke med udvalget. Her kan du få alt fra en billig rundbarbering til en bøjet femmer over til et luksuriøst spaophold, hvor der bliver kælet for hvert hår på dit hoved og ansigt. Efter at have spurgt lidt rundt, googlet og gået forbi flere saloner beslutter jeg mig for at forsøge med den højt anmeldte, men travle frisør. Jeg går forbi og får at vide, at jeg kan komme tilbage to timer senere. Super, tid til en klipnin
Da jeg kommer ind, møder jeg tilfældigvis et par fra hostellet. Med det samme har frisørbutikken vundet point ved at huse bekendte. Samtidig har de givet en rimelig god klipning, der har transformeret en langhåret hippie til en løvemanke.
Efter lidt fejning bliver det min tur. Lige på tungen ligger ordene: “Det samme som sædvanlig.” Jeg når dog at stoppe mig selv og får i stedet forklaret, at vi skal af med otte ugers hår. “Fate?” lyder det fra frisøren. “Ja,” svarer jeg, imens jeg tænker: “Lav du bare en spådom.”
Min frisør er en ung kinesisk mand. Han klipper mig nærmest i strakt arm. Han betragter mig på samme måde som en maler, der ofte træder tilbage for at se helheden. Det giver en lidt sjov dynamik, hvor det nærmest føles, som om mit hoved er ved at blive skulpteret, imens jeg sidder og kigger på det i spejlet. Sådan en lidt out-of-body-oplevelse. Vi snakker lidt, men for det meste sidder jeg bare og lader mine tanker vandre i stilhed, imens han koncentrerer sig om sit arbejde.
Pludselig spørger han, om jeg vil have vasket håret. Jeg får øjenkontakt med mig selv og opdager, at jeg er færdig med at blive klippet. Og mine sider er blevet klippet, så der er en fade. Det look har jeg ikke lige kørt så meget før, men det ser ikke dårligt ud. “Ja tak,” får jeg mumlet, hvorefter det slår mig: Vasket håret? Er det ikke noget, man gør, inden der klippes?
Jeg bliver nu ført med ud i et baglokale. Hvad jeg troede var en lille frisør med to stole, viser sig at være et større foretagende med fem-seks kunder i gang med forskellige langtidsprojekter som farve, permanent osv. Jeg får plads ved en vaskepult, helt ligesom hjemme i Danmark. Ligesom jeg begynder at tænke, at det virker bekendt igen, kan jeg mærke, at en hovedbundsmassage bliver påbegyndt. Derefter en nakkemassage. Spørgsmålet “Har jeg bestilt det?” når lige at melde sig, men bliver hurtigt forkastet til fordel for afslappende massage.
Mit hoved bliver viklet ind i et håndklæde, og jeg bliver ledt tilbage til, hvor jeg blev klippet, med en fugtig turban på hovedet. Efter klipningen er der ærlig talt ikke meget hår, der skal tørres, specielt sammenlignet med de andre, der er inde for at få taget lidt af det lange hår. Men jeg sætter mig og får fjernet håndklædet. Før jeg ved af det, bliver der båret et fad hen med et dampende, sammenrullet håndklæde. Det er så til ansigtet og halsen. Først tænker jeg: “Okay, slap af. Så beskidt er jeg heller ikke.” Men efter at have kørt håndklædet rundt og konstateret, hvor mange små hår der ender i kluden, sidder jeg nærmere tilbage og tænker: “Hvorfor gør vi ikke det her derhjemme?”
Ligesom jeg tænker, at nu mangler der kun voksen, kommer en gennemsigtig glaskrukke frem med en spraydyse på. Spray, spray, spray, og så har jeg også fået parfume på. Derefter kommer voksen i håret, der sammen med parfumen gør, at jeg ikke bare ser velklippet ud, men også lugter velklippet. Vi runder af med en flaske vand, imens jeg sidder og sunder mig oven på strabadserne.
Der er kun én tanke nu. Jeg har på intet tidspunkt set en prisliste. Imellem klipning, vask, massage og hårprodukter sidder jeg tilbage og kan ikke helt gennemskue, hvad der kostede ekstra, og hvad der bare var service. Jeg er som sådan ikke nervøs. Parret fra Ecuador var ikke rige eller luksusmennesker, så uanset hvad vidste jeg, at det ville blive en overkommelig pris.
50 RM skulle jeg af med, hvilket svarede til omkring 80 kr. Kunne jeg være blevet klippet for 30 kr.? Ja. Men jeg må indrømme, at det var en rimelig effektiv og behagelig klipning, imens alle de små frynsegoder, at jeg følte mig som en prins. Det kan også noget.



Følg rejsen
Jeg sender en mail, når der kommer nye historier fra turen.
Vil du støtte rejsen? Læs mere her.
