Jeg leder efter et sted at sidde.

Det viser sig at være overraskende svært. George Town virker ikke til at tro på bænke. Ved havnefronten er der nogle stykker, og parkerne har også fået et par, men ellers forventes man tilsyneladende at købe en kop kaffe eller et måltid, hvis man har tænkt sig at lade benene hvile. Resten af byen er bygget til at gå igennem, ikke til at blive i. Jeg kender dog en stille bar, der normalt har sent åbent.

Så jeg går videre.

En bilbutik der sælger elbiler. Et øjeblik overvejer jeg, om jeg egentlig burde arbejde med udrulning af ladeinfrastruktur i Sydøstasien. Jeg når halvvejs gennem en potentiel forretningsidé, inden jeg kommer i tanke om, at jeg aldrig har været særligt god til hustle-kulturen.

En flok hvalpe løber over fortovet. Jeg kigger automatisk efter moderen. Hun holder øje med mig. Fair nok.

Jeg går videre.

Hostellet holder temaaften. Noget med udklædning. Jeg opdager, at grunden til, at jeg ikke har lyst til at gå tilbage, ikke er hostellet. Jeg har bare ikke lyst til organiseret hygge. Jeg har lyst til at sidde et sted og lade dagen falde lidt til ro.
Det er måske derfor, jeg altid ender ved rygerne. Jeg ryger ikke. Men rygere virker til at have forstået noget om samtaler. Ingen skal præstere noget. Ingen skal netværke. Man står bare der, indtil cigaretten er færdig, og hvis nogen siger noget, så siger de noget.

En 7-Eleven. Tid til at proviantere. Der er tilbud på kopnudler. Crazy Wednesday. Jeg er oprigtigt i tvivl om, hvilken ugedag det er. Det er åbenbart onsdag. En pepsi zero og en 100Plus er hvad det bliver til.

Jeg går videre.

En gruppe drenge marcherer rundt bag et hegn med trommer og sækkepiber. Kirken ved siden af er belyst og ligner et gråhvidt middelalderslot. En motorcykel larmer nok til, at hele gaden burde sende den en regning. Jeg skal krydse gaden, men den er travl. Jeg kommer til at tænke på Vietnam. Mærkeligt nok føltes trafikken der tryggere. Ikke mindre vanvittig. Bare mere samarbejdsvillig. Her virker det, som om bilerne accepterer, at fodgængere eksisterer, men helst så, at de gør det et andet sted.

Jeg når til baren. Den har lukket. Ikke fordi klokken er mange. Bare fordi det er onsdag. Butikken ved siden af har også lukket. Det er faktisk lidt morsomt. Der er dog en food court rundt om hjørnet. Den kan da umuligt have lukket. Også selvom det er onsdag.

Jeg går videre.

Der er halvtreds retter at vælge imellem. Jeg orkede ikke flere beslutninger. Til sidst giver jeg op og sætter mig med den samme oksegryde, som jeg fik den anden dag. Jeg læner mig tilbage og kigger op i loftet. Over mig hænger enorme loftsventilatorer. De holder en række flag i konstant bevægelse. Historiske malaysiske flag? Delstater? Jeg ved det ikke. Det behøver jeg egentlig heller ikke. Fra moskéen begynder aftenbønnen. Ved nabobordet bliver der åbnet Carlsberg. Jeg sidder midt imellem med min oksegryde og dikterer til min telefon.

Det slår mig, at det her nok er den mest præcise beskrivelse af mine aftener.

Ikke sightseeing.

Ikke refleksion.

Bare en lang kæde af observationer.

En flok hvalpe.

En lukket bar.

En motorcykel.

En oksegryde.

Aftenbønnen.

Den ene tanke vælter ikke den næste.

Den næste driver bare forbi.

Vil du støtte rejsen? Læs mere her.