Ugentlig opsamling 27. juli til 2. august

Et hostel med en ordentlig madras

Jeg ankom til George Town med den forholdsvis beskedne ambition at gå lidt mindre end i Kuala Lumpur. Måske omkring 10.000 skridt om dagen. Det er en sund og rimelig ambition, når man allerede har brugt flere uger på at undersøge, hvor langt man kan gå i 30+ graders varme.

Allerede den første dag gik jeg 25.000.

Mit hostel blev foreslået af min amerikanske ven, Andy. Det har gratis morgenmad, et håndklæde uden ekstra betaling og, meget vigtigt, en madras, der faktisk ikke var fuldstændig nedslidt. Min evne til at sove på hostels er direkte korreleret med kvaliteten af madrassen. Jeg kan sove igennem en masse støj, hvis jeg bare ligger ordentligt.

Hostellet er rimelig travlt. Hver aften inkluderer drukspil og pub crawls. Muligheden er rar nok, selvom jeg ikke benyttede mig af den. Til gengæld blev jeg gode venner med morgenholdet, der stod tidligt op og spiste morgenmad sammen.

George Town er en meget mere gangvenlig by end Kuala Lumpur. Bygningerne skifter mellem gamle, bevarede britiske kolonibygninger, kinesiske butikker, indiske distrikter og gyder med street art. Foran det store kolonitidsrådhus er der en kæmpe græsplæne efterfulgt af et fort med en promenade langs vandet. Det hele ligger så tæt, at man kan nå at opdage noget nyt, før man har glemt, hvad man gik efter.

Specielt byens street art er en hel skattejagt. George Town har meget af det, og når man følger et kort rundt i byen, ender man hurtigt med at opdage små gårdrum, butikker og gader, man ellers bare var gået forbi. Der er noget meget tilfredsstillende ved at have en løs retning, uden at dagen behøver at blive til et turistprojekt.

Promenaden er ikke så lang, men man kan hoppe hen over hegnet og gå langs kystsikringen et godt stykke. Hvis man fortsætter længe nok, ender man inde på et stort luksushotel, som er indrettet i endnu en af de fredede kolonibygninger. Skulle man komme til at forvilde sig derind og nyde udsigten ud over havet lidt, så kan man med lidt selvtillid bare gå igennem hotellet for at komme ud. Der er også en åben dør, der fører igennem hotellets personalekøkken. Nik og smil til personalet, mens du går igennem.

En stille Starbucks

Den første aften var jeg træt på den særlige måde, hvor man både har lyst til at ligge på sengen og samtidig ikke kan holde ud at blive liggende på sengen. Så i stedet for at blive på hostellet gik jeg til en Starbucks i nærheden.

Det lyder ikke som den mest romantiske rejseoplevelse. Jeg havde egentlig set for mig en lille lokal café, et bord ved gaden og måske en udsigt over noget, som kunne komme på et postkort. Men jeg havde tidligere spottet en Starbucks, der lå lidt for sig selv og ikke så særligt besøgt ud. Jeg valgte at give den en chance. Jeg kommer ind, og der er stille, køligt og lidt afslappet baggrundsmusik.

Jeg går op for at bestille en af de billige kaffer, der kan retfærdiggøre, at jeg bliver siddende den næste halvanden time. Baristaen peger på et lille whiteboard og et skilt ved siden af skranken, hvor der står, at man skriver sin bestilling og viser den til baristaen. Min trætte hjerne tager bare imod instruktionen og når ikke at tænke så meget over det. Jeg får bestilt og sætter mig hen i en behagelig stol.

Min kaffe bliver serveret kort tid efter. Baristaen sætter kaffen ned og laver en lille håndbevægelse, som jeg først tolker som, at hun blæser et kys. Det slår mig, at ingen har sagt et eneste ord, siden jeg ankom. Der er tre ansatte og to andre gæster. Der er ikke bare stille, men abnormt stille for Asien. Der er nærmest en uskreven regel i Asien om, at stilhed er forbudt og skal fyldes med noget, om så det kræver, at nogen begynder at synge højlydt for sig selv.

Der går lige et øjeblik, før jeg opdager, at personalet og flere af gæsterne kommunikerer på tegnsprog.

Hele aftenen havde jeg ledt efter et stille sted at slutte dagen af, og tilfældigvis trådte jeg ind i den absolut bedst mulige café, der kunne opfylde mit ønske.

Andys fødselsdag

Under hele mit ophold i Kuala Lumpur havde jeg et ønske om at være mere social. I George Town lander jeg så på et meget socialt hostel. Det hedder decideret “Ez Social Hostel”. Og i stedet for at dyrke fællesskabet bruger jeg de første tre aftener på bare at gå rundt og hygge mig alene. Det endte med, at jeg måtte skrive til Andy, at jeg altså ikke forsøgte at undgå ham. Vi havde kun set hinanden den første dag efter, at jeg ankom.

Samme dag, som jeg skrev til Andy, stødte jeg ind i ham. Jeg havde sat mig ind på en café, der tilhørte et hostel, og ned ad trapperne kommer Andy. Det viste sig, at imens jeg havde været ude at vandre rundt i gaderne, var han flyttet over på et nyt hostel.

Endnu mere tilfældigvis var det Andys fødselsdag, så jeg endte med at bruge resten af dagen sammen med ham og nogle af hans venner. Andy har været i George Town i fire uger, så han er godt kendt i byen. Aftenen endte med en god mængde øl oppe på en lukket tagterrasse, som vi brugte til en lille privat fejring.

En plan mod Thailand

Andy og jeg mødes igen et par dage senere til George Town Festival. Efter at have gået rundt, spist lidt street food og drukket et par øl sætter vi os ned foran scenen. I stedet for at fokusere på den fire meter høje lysende dukke, der bliver styret af dukkeførere til blid, stemningsfuld musik, begynder vi at snakke om at rejse til Thailand.

Andy tager snart til Thailand, og jeg har godt kunnet bruge en rejsemakker, i hvert fald for en periode. Så vi får aftalt at tage afsted sammen mod Thailand, først til Hat Yai og derefter Koh Samui. Ian og Brail, som jeg mødte til Andys fødselsdag, er også på vej mod øerne, og det tegner allerede til en lille genforening på en sandstrand i Thailand.

Jeg glæder mig ret meget til stranden. George Town er kommet meget højt op på listen over steder, jeg godt kunne vende tilbage til. Det er varmt, ja, men efter mange måneder i troperne er jeg ved at have vænnet mig til at blive bagt levende. Byen har været sjov at gå på opdagelse i. Der er stadig meget at se og mange områder, jeg slet ikke besøgte uden for byen. Derudover er det en meget behagelig by bare at være i. Lidt ligesom en dansk havneby midt om sommeren. Travl, men fyldt med alt muligt spændende. Nogle gode steder at slappe af. Nogle gode steder at møde folk. Nogle gode steder at sidde og fokusere. Den fungerer både som en kort feriedestination og som en mellemlang base.

Jeg kommer nok tilbage en anden god gang.

Men hvis jeg vil rejse lidt rundt med Andy, må jeg efterlade byen for nu. Det bliver dog også meget spændende at komme til Thailand. Og jeg glæder mig til nogle dage med rigtig sandstrand.

Vil du støtte rejsen? Læs mere her.