Færgen til Koh Phangan er en stor bilfærge, lidt ligesom Molslinjen. Turen tager to en halv time. Forskellen er, at vi sidder udenfor under et stort overdækket øverste dæk. Vinden er lige akkurat nok til, at varmen bliver behagelig. Omkring os ligger det smukke turkise hav i Thailandbugten. De bjergrige øer kan ses ude i horisonten, men der er stadig flere timer til, at vi når frem.

Vi har stillet vores rygsække ved en bænk og taget hver vores bænk ved siden af. Der er masser af plads. En etage længere nede ligger en lille indendørs café. Den har aircondition og er godt fyldt op med snacks og drikkevarer.

Målet har hele tiden været en strand og en øl. Det begyndte tilbage i George Town i Malaysia, hvor Andy og jeg snakkede om, hvorvidt vi skulle rejse sammen et stykke tid. Vi skulle begge til Thailand. Vi havde begge en plan om at bevæge os nordpå gennem landet ad land- og søvejen i stedet for at flyve, og vi regnede begge med at bruge et par måneder i Thailand. Andy havde en klar plan om at tage til Koh Tao, og han solgte idéen godt. Strande, fester, snorkling og dykning. Jeg har længe gerne villet tage et dykkercertifikat, så Koh Tao virkede som et oplagt sted at gøre det. Og frem for alt lød en sandstrand med en øl som præcis det, jeg havde brug for på det tidspunkt af rejsen.

Fra George Town rejste vi mod Thailand. To timer med tog. Derefter en grænseovergang og endnu en time med tog til Hat Yai. To nætter i Hat Yai, inden vi tog det sidste stykke mod øerne.

Selvom det lyder meget planlagt, var det alt andet. I løbet af mine rejser er jeg blevet mere og mere opmærksom på, at de ekstra gebyrer for at booke transport online kun er pengene værd cirka halvdelen af gangene. Det er lidt fifty-fifty, om man bagefter sidder tilbage med følelsen af, at man lige så godt kunne have planlagt det selv.

På grund af vores stop i Hat Yai og nogle gode oplevelser med den malaysiske offentlige transport pressede jeg derfor på for bare at møde op på stationen og købe billetterne samme dag. Hvis det hele gik galt, ville en taxa ikke ruinere os. Så vi tog toget til grænsen og købte billetterne på dagen.

Den første udfordring kom ved grænsen. Togstationen i Padang Besar fungerer også som immigrationskontor. Da vi ankom, var immigrationen dog lukket og ville først åbne fire timer senere. Derfor besluttede vi os for at gå over grænsen til fods og finde transport på den anden side.

Det var nemt nok at krydse grænsen til Thailand til fods, men det var også tydeligt, at det ikke er noget, ret mange gør. Grænseovergangen er bygget til biler og lastbiler, så vi gik langs en stor vej, hvor tung trafik konstant passerede. Selve immigrationen var meget ukompliceret. I hvert fald for mig. Endnu en gang må jeg takke det diplomatiske arbejde, Danmark har gjort gennem årene, for jeg skal nærmest ikke gøre noget for at krydse de fleste grænser i Sydøstasien. Andy blev derimod stoppet og bedt om at købe en udrejsebillet, før han fik lov til at komme ind. Han købte en næsten gratis busbillet til Laos, hvilket fik det hele til at virke mere som en diplomatisk magtdemonstration end en praktisk nødvendighed.

Fra den thailandske side af grænsen fandt vi transport til Hat Yai og ankom om eftermiddagen. Ikke den hurtigste rute, men meget billig sammenlignet med nogle af alternativerne. Vi brugte et par dage i Hat Yai, Thailands tredjestørste by, inden vi fortsatte mod øerne.

Opholdet i Hat Yai var faktisk delvist planlagt netop for at finde ud af den næste del af rejsen. Om eftermiddagen på vores anden dag sad vi på hostellet med nogle gode mikrobryggede øl og besluttede både, hvor vi ville bo, og hvordan vi ville komme dertil. Denne gang blev det en pakkeløsning booket online, fordi den thailandske offentlige transport virker lidt mere bedaget. Træsæder og en pålidelighed, der får de danske tog til at se punktlige ud. I stedet endte vi med en minibus, hvor færgebilletten var inkluderet.

Vi skal faktisk bo på Koh Phangan først, inden vi tager videre til Koh Tao. Der er tre hovedøer og en række mindre øer i området. Koh Samui er den store og mest populære ø. Koh Phangan er lidt mindre og mere en ferieø, mens Koh Tao er meget lille, men populær blandt snorklere og dykkere.

Andy har fundet et partyhostel på Koh Phangan, så jeg forbereder mig mentalt på nogle dage med fest. Når jeg ikke orker mere, tager jeg videre til Koh Tao, hvor Andy støder til, når han også har fået nok.

Jeg har virkelig nydt at rejse sammen med Andy et stykke tid. Vi er meget forskellige, men deler en ret afslappet tilgang til at komme fra A til B. Ifølge Andy har jeg stået for det meste af planlægningen. Han synes åbenbart, at jeg har løftet byrden. Selv føler jeg mest, at vi bare har taget tingene, som de kom. At møde op på en togstation, vælge et tog og først booke overnatning og transport eftermiddagen før, føles ikke specielt planlagt. Men måske er det bare, fordi jeg bruger offentlig transport langt mere end Grab eller andre taxaservices og derfor er mere tryg ved det.

Efter at have brugt det meste af rejsen alene har det været rart at have en rejsemakker et stykke tid. Bare det, at jeg kan lade mine ting ligge, når jeg skal på toilettet, er en stor fordel. Det er også rart altid at have nogen at snakke med, selvom ingen af os er specielt snakkesalige.

Til gengæld er vi helt enige om én ting.

Vi glæder os begge to til en øl på stranden.

Vil du støtte rejsen? Læs mere her.