Den 20. maj tog jeg afsted fra Siem Reap mod lufthavnen. Siem Reap var en dejlig by, og Angkor var et helt fantastisk område at besøge. Det er klart et af de steder, jeg gerne vil genbesøge. Største minus var den konstante jagt på turisternes opmærksomhed. Det var heldigvis på en harmløs måde, og ud over lidt irritation, så følte jeg mig stadig godt tilpas på gaderne i byen.

Jeg forlader Cambodja med et generelt godt indtryk af landet. Der er meget spændende historie i landet, både gammel og ny. Mad, ophold og transport har også været godt hele vejen igennem. Der er mange store og små byer, som jeg valgte ikke at besøge i denne omgang, men som jeg godt kunne tænke mig at komme tilbage til en anden god gang.

Jeg lander i Indonesien på Bali samme dag. Min veninde Eline skal vise mig rundt til alle de gode steder i Canggu og Ubud over de næste par uger. Hun har endda sørget for plads på et godt hostel for mig, så der bliver taget godt hånd om mig.

Først skal jeg dog igennem immigration. Jeg har bestilt mit visum 10 dage inden rejsen. Da jeg tager afsted om morgenen, er det fortsat ikke godkendt. Det er ikke et kæmpe problem, men det er bestemt træls. Min plan var at være i Indonesien de næste 2 måneder, og jeg havde derfor bestilt det forlængede visum på forhånd.

Jeg kommer af flyet på Bali, forbinder til wifi og tjekker visum status. Det er fortsat ikke færdigbehandlet. Jeg spørger ved visum kontoret inden immigration. Åbenbart så kan de ikke tjekke min status og beder mig om at stille mig i køen til manuel visum kontrol. Køen består primært af indere, da alle fra Europa, USA og Australien bare kan gå igennem de automatiske kontrol døre. Jeg står en time i kø. Da jeg endelig kommer frem til skranken, får jeg at vide at jeg skal gå til visum kontoret for at få mit visum. Jeg kan ikke få det, jeg har bestilt, så skal købe et nyt. Tilbage til visum skranken. Det tager 3 sekunder, så har jeg betalt og fået et visum til 30 dage.

Det nytter ikke noget at hisse sig op over det, så jeg tager mit visum og smutter igennem paskontrollen. Mit 30 dags visum kan forlænges med 30 dage, men det koster ekstra og kræver, at jeg møder ind på et visum kontor. Så bøvl men ikke ødelæggende.

Det er mørkt, da jeg kommer ud af lufthavnen. Der er en time til Nyaman hostel i Canggu, og jeg hopper ind i en Grab bil. Det er altid spændende at opleve trafikken i et nyt land. Min chauffør er meget aggressiv i sin kørsel. Der dyttes ikke som i Vietnam. I stedet blinkes der med de lange lys. Der er tung trafik på denne tid af dagen. Køresporene er et forslag til, hvor mange biler der er plads til side om side, men hvis man få plads til den ekstra bil, så gør man da bare det. Og hvis man vil køre imellem to spor, så gør man også bare det. Hold øje med scooters, for de overhaler bare indenom, udenom og på tværs.

Som vi kommer tættere på hostellet, så bliver vejene mindre og mindre. Trafikken bliver dog ikke mindre. Vi er nu på en-sporet vej med modkørende vejbane, og de hasarderede overhalinger får mig til at krumme tæerne. Der er en scooter foran, der ikke værdsætter sit eget liv nok. Den trækker ud for så hurtigt at trække ind igen gentagne gange og i små, snævre sving, hvor der er ingen udsigt. Samtidig ligger min chauffør helt oppe i nummerpladen på scooteren. Da scooteren endelig lykkes med at overhale, ånder jeg lettet op.

Jeg ankommer til hostellet og får en varm velkomst af Eline. Jeg bliver introduceret til både de andre gæster og personalet. Der bliver sørget for aftensmad til mig, og efterfølgende tager vi ud på en bar, hvor et lokalt band spiller “House of the rising sun og andet country rock. Tilbage på hostellet skal jeg sove i et fællesrum. Sengen er god, og jeg har mørklægningsgardiner, som jeg kan rulle ned og lave en lille hule. Det er helt ok.

Eline har arrangeret en tur til Ubud i den kommende weekend. Sound healing, yoga, riverrafting og naturudflugter. Jeg er meget spændt på, og jeg laver nok en video eller to over dagene, som I kan glæde jer til.