For en måned siden rejste jeg fra Danmark. Det er ret vildt, at jeg allerede har været afsted i en måned.

Hurtig status: højt humør, afslappet, nyder min rejse, træt af solcreme og myggespray.

Oplevelsen om at være på en kortvarig ferie er ved at fortage sig. Hver dag bringer noget nyt, men også i et roligt tempo. Jeg peger på kortet og begynder at gå. Jeg begynder stille og roligt at vælge de store sightseeing destinationer fra til fordel for mine egne indskydelser. Det giver ro. Jeg skal ikke nå noget. Jeg skal ikke igennem nogen tjekliste eller todos. Bare en dag af gang.
Jeg bliver ikke træt af opdagelse og udforskning. Samtidig er verden for stor til, at jeg nogensinde bliver færdig med det. Hvis jeg kunne leve af at traske rundt i alle mulige byer over hele verden, ville jeg nok springe på den mulighed.

Da Nang til Da Lat

Jeg forlod Da Nang i denne uge. Efter at have haft et lidt undervældende ophold på et hotel, var jeg mentalt klar til en nat mere med bus. Hotellet var delvist valgt fordi natbus opsamlingsstedet var i gåafstand derfra

Bus selskabet ringer til mig om morgenen på dagen. Der kommer en taxa og henter mig kl. 15:00. Service men også lidt mærkeligt. Min bus går først klokken 18:00 og det aftalte startsted er 100m væk fra hotellet. Før jeg når at tænke mig ordentligt om, er samtalen slut og der er lagt på.
Jeg skriver til selskabet, at jeg er lige ved siden af det beskrevne mødested, så en taxi er ikke nødvendig. Retur får jeg at vide, at mødestedet er blevet blokeret, så jeg vil blive kørt til det nye mødested. Ok, så er der jo styr på det. Kl. 15:00 bliver jeg hentet i en lille taxi, og vi kører afsted. Jeg skriver lidt med arrangøren på WhatsApp. Mit startsted er blevet flyttet til Da Nang busstation, og jeg skal køre allerede kl. 16:00.

Taxi chauffører i Vietnam er modbeviset på, at det kun er kvinder, der kan multitaske. En ting er trafikken. Jeg vil ikke gentage mig selv alt for meget. Men det er ikke for folk med nakkeproblemer. Hovedet snurrer rundt i vildskabe for at undgå buler og trafikulykker. Ved siden af kører der en asynkron snak med makkeren over telefonen. Sådan en, voice mail til voice mail udveksling. Jeg er ærligt talt forundret over, at de ikke bare kører et opkald, så mange beskeder de sidder og sender. Imellem beskederne får han også flettet et par spørgsmål ind til mig. Hvor jeg er fra, hvor længe jeg har været i Da Nang, om jeg kan lide Da Nang. Lidt distraheret får jeg kvækket “Yes. Good.”. Det er ikke fordi, at jeg ikke vil snakke, men jeg vil ikke tage fokus væk fra vejen. Det er vist kun mig, der har den bekymring.

Taxien dropper mig af på en asfaltmark. Jeg bliver ledt ind i en kæmpe sal med omkring 30 skranker. Der er ingen mennesker. Ved en af skrankerne sidder der en dame inde i mørket. Skranken har samme navn som busselskabet, så jeg føler mig okay tryg. Jeg får en håndskrevet billet og bliver bedt om at sidde på bænken og vente på, at jeg bliver hentet.

Natbus tid

Oplevelse? Ja!

Natbussen denne gang var rimelig tom. Mig selv, et kinesisk par og en vietnamesisk familie, mor, far og 2 drenge.

Jeg tror, der er en eller anden matematisk formel for sandsynlighed for, at børn skal græde i små indelukkede transportmidler. Og chancerne går hen imod 100% så snart turen inkluderer overnatning. En spændende ting ved denne natbus er, at den kommer med toilet. Lille kasse med flydende væsker på en vietnamesisk landevej. What could possibly go wrong? Det måtte simpelthen prøves.

Hvis du har fløjet før eller gået på festivalstoilet, så kender du størrelsen. Der er lige nok fodplads til, at du kan spinde ben for dig selv. Vi er i asian, så nej, en 180cm høj person kan ikke stå oprejst. Og værst, at køre i bus i Vietnam er lige som at køre rutschebane. Acceleration, rysten, skarpe sving. Plus, fra du har aflagt goderne på kummen til det næste store vejbump, skal du have skyllet ud. Du vil ikke stå i en situation, hvor du ikke har skyllet ud.

Aktion overstået og tilbage til den hulkende unge. Ja, ja. I det mindste sov jeg godt natten forinden.

Afslapning i Da Lat

Jeg ankommer til Da Lat træt, men i hel tilstand. Byen er et stort afbræk fra Da Nang. Størrelsen føles meget mindre, og samtidig er det mere kondenseret. Mit hostel ligger downtown, i den indre midtby. Der er meget trafik, mange restauranter, og 100 m til søen i midten af byen.

Efter jeg har lagt bagagen af på mit hostel, vælger jeg at tage en gåtur rundt om søen for lige at få bevæget den stive krop. Lige uden for mit hostel er der en mand på en motorcykel, der holder ind til siden og spørger, hvor jeg er fra. “From Denmark” svarer jeg, klar til at få salgstalen. Han trækker en nusset notesbog frem og begynder at bladre. Hurtigt finder han en side. Indholdet er skrevet på dansk, signeret Louise og Caro. Jeg får bogen og bladrer lidt i den. Der er alle mulige hilsner fra folk fra hele verden. Gutten er en tour guide og sælger selvfølgelig sin tour. Havde lige landet med søvnunderskud, vælger jeg at sige nej tak og gå videre. Det så egentlig spændende nok ud, men jeg er ikke i stand til at kunne ordentligt overveje, hvad det er, jeg siger ja til.

Jeg når ned til søen. Der er 5 km rundt om søen, så den er ikke kæmpe stor, men den er centrum for byen. Der er et storcenter med biograf og opera-teater. Der er restauranter og blomsterparker. Og der er en form for ringvej rundt om søen med en massiv mængde trafik 24/7. Det gør området meget travlt, men også fyldt med alt muligt at se. Ca. halvvejs rundt om søen bliver jeg endnu engang kaldt på. En bog bliver hivet frem, og hvem skulle tro det, men der er sørme også en gruppe danskere, der har efterladt en håndskrevet hilsen. “5 stjerner” står der med store bogstaver og 5 tegnede stjerner. Jeg får mandens WhatsApp-nummer og trasker videre.

Modsat siden af storcenteret er der en kæmpe park. Noget er golfbaner, noget er blomsterpark. Der er entrébetaling til blomsterparken. Det bliver skrevet bag øret som en god lille aktivitet, hvis jeg mangler en time en dag. Langs søkanten er der små bænke. Der er en op af et træ i skyggen. Jeg når lige at sætte min taske, før jeg hører “Where are you from?” fra bag over skulderen. Tour guide? Tjek. Notesbog? Tjek. Dansk hilsen? Tjek. Han får pænt at vide, at han er den 3. tour guide i dag. “Maybe… third one, lucky one?”. Sjov fætter. Jeg modtager også hans WhatsApp-nummer. Af frygt for at nå at blive stoppet igen, beslutter jeg mig for at finde et sted at spise i stedet for. Men 10 skridt fra bænken og den 4. tour guide er allerede ved min side. Ham her har en tyk fransk accent. Den 5. tour guide bliver viftet væk.

Da Lat Note Hostel

Mit hostel er topniveau. Jeg har et privat rum. Det har alt, hvad jeg skal bruge, samtidig med at det er godt vedligeholdt, rumligt og godt ventileret. Der bliver arrangeret fællesspisning nogle gange om ugen, og fællesrummet har udsigt over byen, gode siddepladser og er et roligt sted at opholde sig. Der er en lille gruppe frivillige udlændinge, der hjælper til på hostellet. Den vietnamesiske familie, der ejer stedet, er også tilstede med et par søde små pigebørn, der går rundt og hilser på alle gæsterne og ellers holder stedet livligt ved at lege lidt i foyeren.

Jeg er faldet i god snak med lidt forskellige. Der er en gruppe universitetsstuderende fra Portugal, Spanien og Italien, der er på noget udveksling. Der er lidt højlydte og drengerøvet, men hvis man vil have spil kort om aftenen, så er de klar, hvis ikke allerede i gang. Jeg brugte en hel aften på at chatte med en amerikansk lærerinde, der også er solo rejsende det meste af 2026. Der er flere af de frivillige, som også er åbne for en snak. De har været i Da Lat noget længere end mig og er derfor gode at spørge til råds om spændende seværdigheder.

De næste dage byder på et buddhistisk kloster, et vandfald, en forladt kunstpark og Godzilla.