En af hostellets frivillige foreslog mig at tage til et Zen Buddhistisk tempel lidt ude for byen. Det er i gåafstand (5 km), men hvis jeg havde lyst, kunne jeg tage kabelvognene hen over bjerget.

Så midt hen imod middag pakker jeg mig sammen og trasker afsted. Der er to veje hen til kabelvognene. Langs hovedvejen eller igennem beboelsesområdet. Forskellen på de to veje er, om man krydser en dal eller går langs ryggen rundt om en dal. Da jeg har gået langs hovedvejen, tager jeg den anden.

Min timing er lidt uheldig. Det er middag på en lørdag, og skolebørnene vælter ud af skolen på toppen af dalen. De skal selvfølgelig alle sammen samme vej som mig. Stien er 2 m bred, med scooter trafik. Det er snævre, slingrende veje på en skråning. Jeg gør mig så smal som muligt for at følge en skoledreng. Knægten ved, hvornår man skal stoppe og kigge rundt om hjørnerne, træde ind til siden eller bare gå, og jeg aber efter. Stille og roligt finder vi vej igennem labyrinten af trapper og skæve huse.

Efter jeg har rundet dalens bund og er gået lidt op igen, beslutter jeg mig for at tage en kort drikkepause. En sød lille grøn oase i midten af beton og blik lokker mig. Imens jeg får lidt at drikke og en snack, hilser jeg beboerne. En lidt buttet Corgi og en sky Goldie. Pause overstået, og jeg fortsætter. Jeg kommer op til busstationen, hvor jeg blev sat af dagen forinden, og fortsætter lidt videre op af bakker og trapper. Der begynder at vise sig nogle udsigter ud over bjergene, og da jeg ankommer til kabelvognstationen, kan Da Lat by, da også vise sig frem.

Ombord på kabelvognen. De er små, og jeg har min helt egen vogn. Stiller og roligt svæver jeg hen over nåletræerne, som fortsætter så langt øjet rækker. Heroppe får jeg for første gang et indtryk af, hvordan Da Lat er bygget i en dal. Husene flyder stille og roligt ned af bakkerne. Og drejer jeg hovedet, så er det bare bløde grønne bakker. Kabelvognturen krydser toppen af en af bakkerne, og på den anden side dukker der en lille sø op. Et par nåletræer strejfer blidt bunden af vognen. Kort tid efter står jeg i et lille indkøbscenter. Efter souvenirshoppene kommer jeg ud til det buddhistiske tempel. Jeg går den modsatte vej af alle de øvrige turister og finder en lille dam med små havkatte, der bopper i overfladen. Jeg finder en sti op til templet.

Der er noget i de buddhistiske templer, der taler mere til mig end andre religioner. Blandingen af natur som udsmykning, minutiøst belagte og arrangerede haver, med de simple og let belyste templer. Hele området indbyder til fred og ro. Jeg sætter tempoet ned til spadsering. Kigger på bonsai træerne, buddha statuerne og munkene, der forbereder køkkeningredienser i skyggen af en af bygningerne. Jeg har lyst til at tilbyde at hjælpe. Jeg gør det dog ikke. Jeg er kun en gæst og vil ikke overskride deres gæstfrihed.

Fra templet går der trapper ned til søen, igennem en stille skov. Søen er lidt mindre rolig. En vej gãr langs den. Den er ikke stærkt trafikeret, men der kommer en scooter, bil eller bus kørende med jævne mellemrum. Der er små aflange blå både langs søen i massevis. Jeg ser måske 3-4 både på søen af 100 langs breden. På en lille restaurant ved søen får jeg braiseret havkat. Det smager vildt godt, også selvom havkatten kigger bebrejdende på mig under hele måltidet. Min dag ved søen og templet bliver sluttet af med en kop kaffe, imens jeg leger lidt med computeren. Jeg når lige hjem til Da Lat by imens solen går ned.