Hvis jeg går den modsatte vej væk fra søen, så går jeg direkte ind i et tæt bebygget beboelsesområde. Der er 40-50 m imellem butikkerne, og det er øde med enkelte børn, der leger. Der er en kanal bygget, der løber igennem denne del af byen og forbinder til søen. Massive mængder vand kan løbe igennem kanalen. Vandmarkeringerne viser, at det også sker. For enden af kanalen er der et vandfald, hvor man kan nyde en lille kølig drink på plastikstole og se på kineserne nærmest falde ned i vandet for at få de bedste fotos. Og efter at have gået langs kanalen og set mængden af affald i det vand, så ville jeg virkelig ikke ønske det for dem.

Hvad jeg troede bare var et vandfald, åbner op til at være en lille park med små plastikstatuer, bænke og broer henover floden. Det er dog helt forladt. Små skurer har sHvis jeg går den modsatte vej væk fra søen, så går jeg direkte ind i et tæt bebygget beboelsesområde. Der er 40-50 m imellem butikkerne, og det er øde med enkelte børn, der leger.kodderne trukket ned. Der er ikke nogle turister eller personale. Et par knægte sidder ovre i et hjørne og fisker i en kunstig dam. De kigger lidt efter mig. Jeg fornemmer, at de nok ikke må fiske i den dam. Jeg finder et sæt trapper, som tager mig op til en entré og en parkeringsplads. Jeg er kommet til at gå ind via en bagvej. Jeg kan læse mig til, at de har lukket i dag om søndagene.

Jeg er gået langt nok til, at jeg begynder at planlægge min returrute. Der er ikke noget sjovt i at gå tilbage af den samme sti, så jeg går i en lille bue nord for at krydse floden igen og komme tilbage ind til byen. Landskabet ændrer sig nu. Støvede landeveje, skovlandeveje og små, skæve og snorrede bakkeveje. Det er ikke særligt fodgængervenligt, men det er jeg vant til efterhånden. Jeg runder et hjørne og møder Godzilla.

Jeg er snublet over en lille forlystelsespark. Navnet Langfarm genkender jeg fra noget slik, jeg havde købt dagen forinden. Dinosaurer byder velkommen til Fairytale Farm, en indendørs forlystelsespark, en lille biografoplevelse og en buffetrestaurant samlet i en stor bygning. Der er en god mængde turister til stede. Jeg er fristet. Entréen var heller ikke høj, men efter at have følt efter, så var jeg ikke lige i humøret. Et fantastisk fund og en god lille distraktion, men højderne kalder.

Jeg bevæger mig videre op ad bakke siden. På toppen får jeg den udsigt, jeg havde håbet. Jeg spotter en stor kirke i distansen. Den ligger ca. i den retning, jeg vil gå, så jeg sætter kursen. Da jeg kommer derhen, spørger jeg pænt ved porten, om jeg må gå ind. Det er et stort område og indeholder mere end bare en kirke med store englestatuer og farvet glas mosaik vinduer. Der er sportsbaner, en badehotellignende bygning, og mere. Jeg er det eneste menneske på grunden ud over portvagten, så jeg beundrer kirken lidt, men bevæger mig videre.

Der er en lille café, som jeg har besluttet mig for at besøge i dag. Det passer meget godt med et måltid mad og lidt afslapning efter alle bakkerne. Caféen er hyggelig, og 3. etage har kun et andet par gæster, der er færdige kort tid efter, jeg ankommer, så jeg har det helt for mig selv. Der bliver spillet Thunderstruck, Bittersweet Symphony og Californication. Min eftermiddag går på den lille café, hvor jeg sidder og klarer lidt digital rengøring, skriver denne fortælling og nørkler lidt med mit lille spilprojekt. På vej hjem fandt jeg endda en rigtig god gade med små spisesteder på, som ligger tæt på mit hostel. Dem kan jeg stille og roligt spise mig igennem de næste par dage.