Min tid her i Da Lat lakker mod enden. Jeg er verdens dårligste turist. Der er meget få af topattraktionerne, som jeg har besøgt. Den forkromede ‘se Da Lat’-oplevelse er blevet erstattet med byudforskning, stille eftermiddage på hostellet, mange gode aftensmåltider og fordybelse. Jeg føler ikke, at jeg har misset min chance. Min oplevelse af Da Lat er nok ikke i alles interesse, men den er den, som jeg har lyst til.

Der er mange gårde i og omkring Da Lat. Man skal ikke langt fra byens centrum, før man støder på de aflange, buede drivhuse med halvgennemsigtig plast beklædning. I Danmark er det nemt at finde frisk frugt og grønt. I Vietnam snubler du over det. Fra butikker til restauranter og fragtende scooters. Jeg er nået til et punkt, hvor det er mærkeligt, når jeg ikke ser et bundt af blandede urter i entreen af et spisested.

Da Lat kan mere end frugt og grønt. Blomster og planter er også dyrket og vist frem i enorme mængder. Når man går ind i en planteskole i Danmark, er det ofte et markant skift i luft, duft og fugtighed. En tur i byparken, blomsterhaven eller bare i den lokale cafés baghave her i Vietnam gør det samme.

Den fjerne blomsterpark

Små 10 km uden for centrum af Da Lat er der en blomsterpark. Der er flere tættere på. Ikke desto mindre blev denne min destination. Jeg tog afsted om formiddagen, godt dækket ind med solcreme. Solen bider fra middagstid. Da Lat har budt på høj sol og stort set ingen skyer. 25 grader i skyggen, tæt på 30 i solen.

Min udflugt tog mig langs togbanen, igennem drivhuse i bunden af en dal og op igen til et udsigtspunkt. Der sker et skift fra centrum. Små, pæne og næsten eksklusive steder ses i små enklaver, hvor der er udsigt. Jeg stopper kort, får en kølig frugtjuice og kommer videre.

Efter en længere gåtur langs hovedvejen, drejer jeg ned af en lille sidevej. Jeg ved ikke helt, hvad jeg leder efter. Der er stadig drivhuse til højre og venstre, få skilte, og vejen bliver mindre og mindre. Tilsidst rammer jeg dog en forholdsvis stor parkeringsplads. Tydeligvis lavet til en masse busser. Godt tegn. Men der holder ingen busser. Jeg bliver en smule bekymret. Lukket midt på dagen ville ikke være unormalt.

Jeg når frem til en entré, og der er heldigvis åbent. Trods få transportmidler udenfor, er der faktisk en god mængde gæster. Og hortensia marken står bred og tæt foran mig. Jeg går lidt rundt. Nyder blomsterduften og freden i den indhegnede mark. Området er opdelt i et øvre og et nedre niveau. Det øvre niveau har en indendørs café og nogle udsigtsplatforme. Den nedre del er lange, brede rækker af hortensiaer. Der er til og med en lille Golden Bridge-kopi. Den blev valgt fra i Da Nang, men nu kan jeg så få blomstermark versionen i stedet for. Den er vist også lidt mindre.

At vælge busserne

På forhånd havde jeg besluttet mig for ikke at gå hjem. Det åbenlyse er at hive Grab app’en frem og få tilkaldt transport. Det ville ikke koste mere end 15 kr. Jeg har dog set, at på hovedvejen kører offentlige busser i retning af Da Lat. Bussen er for mig mere interessant. For det første er den mere behagelig end en scooter (synes jeg). Men busserne er også interessante, fordi de siger noget om, hvor folk rent faktisk bevæger sig. Nogle busser tager dig til andre byer, imens andre tager dig til naturvandreruter, blomsterparker og andre opholdssteder. Dog er busserne i Da Lat ikke skiltet online.

Med lidt hjælp fra en Hortensia mark ekspedient, fik jeg det basale på plads. Intet tidsskema, bare en overordnet ‘kører hvert 15/30/60 minut’. Ingen busstopsteder. Du blaffer efter bussen.

Oplevelsen er rimelig grænseoverskridende. 30 grader, en halvtom vandflaske og ingen idé om, hvornår – eller om – der kommer en bus. Men efter 10 minutter gør der det. Jeg vinker. Den stopper. 5 kr. og så er jeg på vej tilbage til Da Lat. Håber jeg. Der er jo ikke noget rutekort, så jeg ved det faktisk ikke. Her er det dog så simpelt, at jeg bare kan bede om at blive sat af. Og det gør jeg, da den drejer af ved et stort kryds 1 km væk fra mit hostel. Resten af vejen går jeg.

Shopping

En aften da jeg var ude og lede efter et godt sted at spise, fandt jeg en lille samling af herretøjsbutikker. Jeg er nået til det punkt hvor jeg aktivt skal begynde at finde nye underbukser og sokker. Samtidig vil jeg gerne have en tynd jakke i lyse farver til at skærme for solen.

Dagen efter går jeg tilbage. Der er flere muligheder end forventet. Adidas og Nike, men også et par små outlet-agtige resellers. Jeg finder en med ‘stor’ størrelse afdeling. XXL og XXXL størrelser. Hjemme er jeg en størrelse XL. XL i Asien føles som barnetøj. Så jeg bliver nødt til at tage fra de helt store hylder.
Jeg fandt 4 t-shirts, en jakke, 3 underbukser. Det hele i størrelse XXL. Jakken og de 2 t-shirt bliver testet. De passer rimelig godt. Og det koster kun 400 kr. For det hele.
At jeg så ikke kunne passe underbukserne alligevel, er så hvad det er.

Videre

Om et par dage tager jeg fra Da Lat, men jeg forlader en by, som jeg gerne vil tilbage til. Jeg efterlader en god mængde ubesøgte seværdigheder. Byen har en god størrelse, hvor der er godt med byliv, men også gode og nemme muligheder for at komme væk fra byen.

Ho Chi Minh City (HCMC) er min næste destination, for et kort visit før jeg hopper på et fly.