Jeg har overvejet at leje transport. Uden motorcykelkørekort er det nok kun bil, der giver mening. Et transportmiddel ville give mig rigtig meget frihed. Jeg nød det i New Zealand, hvor jeg bare kunne køre afsted.

Denne drøm om ekstra frihed bliver dog konstant udfordret af Vietnams vanvittige trafik.

I byerne er der en vis rytme og flow i trafikken, som giver mening. Uden for byerne på landevejene er det dog en sand kampzone. Vans, pickups, biler, busser og scootere kæmper om retten til at dytte mest i et konstant spil kylling. Gud nåde og trøste dig, hvis du holder i vejen for en bus – jeg er overbevist om, at de har license to kill, eller i hvert fald til at lemlæste dig.

På en tur fra Da Nang til My Son Sanctuary fik jeg virkelig syn for sagen. Vi kørte i en minivan med en vietnamesisk chauffør på min alder. Dyt, dyt, bot, bot. Vi susede rundt om scootere og overhalede i modkørende trafik. Nej vent, der var ikke plads. Hurtigt tilbage med hornet i bund.

Kørslen bliver mere og mere hidsig, da vi fanges i en karavane af pickups med fyldte vognlad. Ingen giver plads. Hornet er i bund, men overhalingsforsøg forpurres af smalle veje og modkørende. Mit blik falder på et lille grønt skilt på bagsiden af sædet foran mig: “Safety and Emergency Instructions”.

Pludselig træder chaufføren på speederen. Han trækker ud for at overhale pickupen, men der lyder et brag. Vi trækker ind til siden, og chaufføren hopper ud. Efter et minut vender han tilbage og spørger, om vi er okay. Han sætter sig på førersædet igen og smider et knust sidespejl på passagersædet – hans sidespejl.