Tilbage til storbyen. Denne gang hedder den Ho Chi Minh City eller Saigon, alt efter om du spørger de lokale. Vietnam’s største by – mere proppet end nogen anden.
Min første aften her, fandt jeg en restaurant med lidt indisk tema. Den så meget fyldt ud, men jeg fik at vide, at jeg bare skulle gå ind og finde en plads. Restauranten var en labyrint af borde, pink søjler, lilla gardiner, blomster og vaser. Jeg gik igennem det ene lille kvadratiske rum efter det andet, enten med plads til et stort bord eller fire små. Det mindede mere om et palads end en restaurant. Stueetagen var opdelt i 2 niveauer, et halvt overdækket uden dør og et indendørs område. Der var også en anden sal, hvor jeg fandt et hjørnebord i en fredelig krog. Det var lige før, jeg glemte, at der var omkring 100 gæster fordelt ud over hele komplekset.
Solen brænder her i Saigon. Undslipper man den, skal man stadig døje med 33-35 grader i skyggen. Til gengæld så er der en virkelig dejlig varme om aftenen. Den første aften jeg var ude, kunne jeg tydeligt genkende varmen fra Thailand, da jeg var barn. En god, stærk varme, men uden solen til at forstærke den.
Jeg har holdt mig til et lille område i Saigon ved siden af en bypark. Alligevel føles det som to forskellige bydele, alt efter om jeg er ude om dagen eller aftenen. Dagstiden er flad og doven. Der er masser af mennesker, men tempoet er lavt. Folk sidder i skyggen, enten af træer eller bygninger. Jeg har lært at følge Grab-folkene på denne tid af dagen. De kender de gode oaser.
Jeg bor lige ved siden af en bar-gade, og det myldrer med mennesker efter 19.00. Det er et større spektakel, hvor du både er ved at blive døv af musik fra kæmpe anlæg stillet ud på gaden og blind af lyskegler, neonskilte, projektorer og spotlights. Jeg overnatter på et lille hotel i en gyde bag bar-gaden, og der er utroligt nok meget stille. Udover de fulde gæster, der kommer hjem kl. 04 om natten, selvfølgelig.
Kun et kort visit
Jeg har ikke nået at se så meget i Saigon. Mit hoved har været et andet sted. Jeg skal nemlig videre fra Saigon. Faktisk videre fra Vietnam. Kortvarigt. Den 2. april lander jeg i Japan, Osaka. Jeg skal mødes med en ven fra Aarhus i Kobe, som er i gang med at besøge Japan. Jeg er i Kobe i en uge og ser lidt af det japanske forår. Bagefter skal jeg tilbage til Vietnam for at fortsætte min tur.
Følg rejsen
Jeg sender en mail, når der kommer nye historier fra turen.
