Jeg kan godt lide Da Nang. I hvert fald den nordøstlige kyst, som jeg bor ved. Det føles lidt småby-agtigt, bare med skyskrabere. Det minder faktisk lidt om Trøjborg, en lille by midt i en stor by. Men det virker også som en bydel, der ikke er helt færdig. Lidt ligesom et nybyggerkvarter, hvor kun et enkelt par huse står færdige, mens der er en pæn nyasfalteret vej, lygtepæle, spirende ligusterhække og indkørsler uden tilhørende hus.

Når jeg kigger rundt i bybilledet, så er der mange bygninger og restauranter under konstruktion eller renovation. Det føles som om denne del af byen er på vej igennem en form for fornyelse. Når det hele står færdigt om nogle år, så kan Da Nang tage imod endnu flere rige strandeglade turister. I husrækkerne fra stranden og ind ligger der flere gamle huse, som er ved at blive fuldstændig genbygget. Det skaber et lidt pudsigt billede af pæne nye marmorbelagte søjler side om side med blikskure.

Jeg har to forskellige overnatninger planlagt i Da Nang. De er meget tæt på hinanden, måske 1 km. Det første sted, Salux, bookede jeg kun til 4 overnatninger, da det ikke var mit første valg, men det, der mødte mine kriterier for pris, beliggenhed og var ledigt. Det andet sted, Chilala, var der, jeg reelt gerne ville bo. Lidt billigere, lidt højere anmeldt, lidt bedre beliggenhed. Skulle det så ikke lige passe, at jeg faktisk foretrækker det første over det andet?

En hurtig sammenligning af værelserne giver et ens billede – dog med en stor forskel. De er begge middelmådige budgethotelværelser. Værelset er rent ‘nok’. Lagner og håndklæder har små misfarver og pletter, men er friske og nyvasket. AC fungerer, og der er et køleskab til mit vand.

Men på værelset på hotel Chilala har jeg ikke et vindue. Intet dagslys kan komme ind på værelset. Og mit nøglekort virker ikke til døren, så jeg har bare fået en dørkode. Jeg bor på værelse 203, og dørkoden er 203203. Gad vide, hvad dørkoden er til de andre værelser.

Fra Salux går jeg ud i en bypark. Der er aktivitet på legepladsen. Børn leger, mens de voksne er grupperet rundt om motionsudstyret. Fra byparken kan jeg gå 2 rækker ind i en lille stræde, hvor der er et udvalg af restauranter og shopping. Det er aktivt, men ikke proppet som i Hanoi. Går jeg ned ad sidegaden, ligger der en hyggelig café, som jeg efterhånden er blevet stamkunde ved. Her kan jeg godt lide at få noget at drikke og sidde med computeren lidt. Vandkanten er lige rundt om hjørnet. Her kan jeg bare gå så langt, som jeg har lyst, langs en pæn sandstrand. Alt, hvad jeg har brug for, i et tempo, jeg kan lide.

Fra Chilala går jeg ud på en tæt pakket gade. Luften er tung og lugter af mad. Der er neonskilte så langt øjet rækker. På gaden er der omkring 25 massage/spa saloner. Ud for hver af dem står en medarbejder og spørger forbipasserende “massage? spa?”. Nej, det er ikke i et rødt distrikt. Hotellets placering i midten af gaden, koblet med at gaden kun har 2 indgange/udgange, betyder, at jeg skal gå ned langs gaden og blive spurgt gentagne gange, flere gange hver dag, om jeg vil have “massage? spa?”. Kommer jeg ud af gaden og drejer ned mod vandet, er der kun én vej, der skal krydses, måske 50-100 m. En promenade er bygget langs kysten med high-class dining. Priserne på et måltid på disse restauranter nærmer sig danske priser og er 5-10 gange dyrere end hvis jeg spiser på familierestauranten ved siden af mit hotel og 20 gange dyrere end hvis jeg tog skamlen foran pho bo-butikken.

På den anden side af vejen, og grunden til at jeg skal gå en omvej for at komme til stranden, bliver der bygget skyskrabere i vildskab. Der ligger allerede 10-12 stykker på stribe, med de næste sæt på.

Imens jeg sidder og får en vietnamesisk burger nede på den dyre promenade, tager jeg computeren frem. Som du ved, givet hvor du læser denne historie, har jeg lavet en hjemmeside. Ud over lidt research, så er hele sitet lavet efter jeg rejste fra Danmark. Det er et WordPress site med et workflow, der konverterer det til statiske sider og deployer det på Vercel. Jeg har mit eget domæne, som er sat op til både hjemmesiden og en mailserver. Der er en tilhørende YouTube-kanal, som jeg bruger til mine videoer, som jeg også selv laver. Der er versionskontrol og lokal databasebackup sat i system. Der er endda lavet små hjælpescripts til at processere og organisere videoer og billeder fra min iPhone, så jeg nemmere kan lave nye historier.

Hvis du spørger en vilkårlig IT-professionel, så har jeg ikke lavet noget exceptionelt. Det er nok faktisk meget basalt, svarende til nybegynder niveau. Men jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft et hobbyprogrammeringprojekt, som jeg automatisk vender tilbage til, ikke på grund af arbejde, en deadline, eller et løfte, men bare fordi jeg har lyst. Helt uden at skulle “tage tilløb” eller “finde motivationen” har jeg gennemført et projekt fra start til slut.