Denne uge bød på et pågensyn med Hanoi og et goddag til Da Nang. En tiltrængt afslapning på smukke Da Nangs strande og et besøg til en stor Buddha.

Da Nang – afslapning

Måske var det efterveerne fra min sygdom eller busturen, men da jeg ankom til Da Nang, havde jeg brug for kortvarigt at trække stikket. Mere specifikt havde jeg brug for at befinde mig i rolige omgivelser for en stund. Heldigvis kunne Da Nang levere på det ønske.

Jeg er bosat i den nordøstlige del af Da Nang i nærheden af det område, der hedder Man Thai. Atmosfæren her er meget anderledes end i Hanoi. Der er en feriestemning over området, hvilket giver god mening – det er 28 grader, og stranden ligger kun 200 meter væk. Der er dog ikke så mange turister endnu, som der tydeligvis er gjort plads til. Gigantiske skyskrabere ligger på rad og række langs kysten, og mange nye er stadig under opførelse. Om nogle måneder, når sommeren starter, bliver stedet sikkert fyldt med turister. Det håber jeg – ellers er det nogle meget dyre bygninger at have stående tomme.

For mange af jer kommer det nok ikke som en overraskelse, at jeg virkelig nyder en god gåtur langs kysten. Her har Da Nang bestemt ikke skuffet. Der var dog én ting, som min opmærksomhed ikke kunne slippe: den kæmpe store Buddha-statue på bjergsiden. Så på tredjedagen pakkede jeg rygsækken og traskede op til den.

Pilgrimsvandring til Linh Ung Pagoda

Jeg er nok lidt sær. Både i Hanoi og nu i Da Nang er jeg en af de få fodgængere, der våger at gå langs vejstrækningerne. Det er sådan set også forståeligt nok, for infrastrukturen er ikke særlig fodgængervenlig. Faktisk vil jeg sige, at den nærmest fraskriver fodgængere ved at tvinge dem ud i trafikken. Standarden virker til at være: Lige så snart der er mere end én kilometer, så kaldes en scooter-taxi. Og hvorfor ikke? Det koster et par kroner – måske mindre – og så er du hurtigt fremme. Med apps som Grab, der finder en scooter og fastsætter prisen, bliver oplevelsen næsten ikke nemmere.

Men jeg går. Jeg nyder at gå. Jeg ser ting på mine gåture, som andre overser, og jeg har tid til at tænke og reflektere – eller bare lytte til en podcast, lydbog eller musik. For eksempel støder jeg på et lille udendørsmuseum på vej op ad bjerget, der lokker med en kold forfriskning. Dong Dinh Museum ligger på bjergsiden af Son Tra. For en lille sum kunne jeg få en friskpresset ananasjuice, nyde udsigten over Da Nang og se en samling af oldtidsartefakter – nogle helt tilbage fra det 1.–3. århundrede.

Efter et lille hvil fortsætter jeg langs den stærkt trafikerede vej. Da jeg når frem til Linh Ung Pagoda, går det op for mig, at al trafikken på vejen primært havde én destination: dette sted. Der er mange mennesker. Langt flere, end jeg havde forestillet mig. I mit hoved var det bare en stor statue – måske med en lille iskiosk ved siden af. Men det viser sig at være et kæmpe buddhistisk tempelområde med store pladser, haller, pagoder, statuer og haver. Faktisk er det et af Centralvietnams vigtigste buddhistiske områder. Og selvom det kun blev bygget for et par årtier siden, er det virkelig imponerende.

Kender du det der, hvor en park eller forlystelsespark har bygget en stor statue eller klippeformation for at efterligne en anden kultur? Når man kommer tæt på, kan man se malingen skalle, detaljer knække af, og det man troede var sten, viser sig at være papmaché.

Her er det anderledes. Statuerne er lavet af ægte marmor på solide kalkstenssokler. Træer og planter er ægte, i gang med at blive vandet og beskæret. Vaserne er to meter høje og dekoreret fra top til bund. Møblerne har de fineste dekorationer og graveringer. Forgyldte statuer og et prægtigt alter fyldt med… supermarket-snacks. Ja, okay – godt ord igen. Men jeg lader mig fortælle, at det mere handler om de flotte farver på emballagen end indholdet. Jeg bruger et par timer i templet, hvor jeg bare går rundt og tager området ind. På trods af de mange besøgende er der rig mulighed for at finde ro – dog ikke foran den store “Lady Buddha”.

Efter en dejlig dag på bjerget beslutter jeg mig for, at det er på tide at prøve kræfter med en scooter.

Min første scooter

I de første to uger af min rejse i Vietnam har jeg faktisk ikke benyttet mig af scooter-taxier. Den ene grund er selvfølgelig, at jeg foretrækker at gå. Den anden er, at efter at have observeret vietnamesisk trafik, var det ikke ligefrem noget, der gav mig lyst til frivilligt at kaste mig ud i den. Men det er også for upraktisk helt at ignorere. Så tyren skulle tages ved hornene.

Jeg installerede Grab, blev valideret og indtastede min destination. 32.000 dong. Det svarer til cirka 8 kroner. For de 8 kroner bliver jeg transporteret fra templet til mit hotel – cirka 7 kilometer. Min chauffør er klar næsten før jeg når at trykke accept. Jeg går ud på parkeringspladsen, får stukket en alt for lille hjelm i hånden og sætter mig op bag på scooteren. Afsted kører vi. Jeg når lige at nævne, at det faktisk er første gang jeg sidder bag på en scooter. Det får ikke rigtigt nogen reaktion. 12–14 minutter senere står jeg foran mit hotel igen. Chaufføren når lige at se, at jeg er kommet af og få hjelmen tilbage, før han drøner videre. Tilbage står jeg lidt og tænker.

Tidligere på dagen havde jeg sammen med to canadiere rystet på hovedet over folk, der kørte uden hjelm. Nu er jeg ikke helt sikker på, hvad min egen hjelm egentlig skulle opnå – ud over at sikre, at der måske stadig var et genkendeligt ansigt tilbage, efter resten af kroppen var blevet slået til pjalter. Måske er det bare mig, der er en tøsedreng. Millioner af vietnamesere kører jo rundt på scooter hver eneste dag. Faktisk så ubesværet, at jeg selv har overvejet at leje en scooter. Den mulighed er stadig på bordet. Men nu vejer beslutningen lidt tungere. Så meget som jeg savner friheden fra min campervan i New Zealand, var vejforholdene der trods alt noget tættere på danske forhold end her i Vietnam. Og New Zealand kører endda i venstre side af vejen.

Den kommende uge

Der er faktisk ikke lagt nogle konkrete planer for den kommende uge endnu. Jeg overvejer nogle heldagsudflugter, men vejrudsigten har vist sig at være ret utilregnelig.

Jeg er også lidt i tvivl om, hvorvidt jeg bliver i Da Nang efter næste uge eller tager en uge i Hoi An. Lige nu hælder jeg mest til færre skift i opholdssteder.

Uanset hvad skal jeg til Ho Chi Minh i starten af april. Jeg har lavet en aftale med en ven om at mødes der. Mere får I dog ikke at vide om det – endnu.