Det er gået utrolig stærkt og føles samtidig som længe siden, jeg forlod Danmark.

Overordnet status: mere rolig end ved ankomst.

Mindre overstimuleret. Mere nysgerrig.

Ankomst

Hvis vi spoler tilbage til den 22. feb., ankommer jeg til Hanoi Old Quarter på hostellet Buffalo. De første to dage er hårde.

Nyt stort eventyr. Nyt land, ny kultur, ny måde at leve på. Nyt, nyt, nyt. Det er for meget på én gang. Samtidig sover jeg i fællesrum med fem piger fra Holland.

Jeg ankommer ved middagstid efter en lang rejse med dårlig søvn og skal etablere mig i et fællesrum med fem piger, der ikke virker interesserede i, hvem jeg er, eller om der er hensyn, vi bør afstemme. Jeg finder ud af, at jeg deler rum med Sanne, Margit og Sara. De to sidste når jeg ikke at tale med.

Det går fint, og de er flinke. Men uanset hvem jeg havde delt rum med de første to nætter, ville det have føltes grænseoverskridende. Ikke det, jeg havde brug for på dag ét.

Dag 2 er jeg stadig ved at finde mig selv i min nye tilværelse. Min bagage bliver justeret, og jeg konstaterer mangler, der skal løses.

Old Quarter er intenst. Små, tætte, varme stræder med konstant trafik, høj musik og folk, der vil have din opmærksomhed. Sanserne bliver overstimuleret. Lugte fra mad, du ikke kender. Fugtig varme blandet med trafik, du endnu ikke har vænnet dig til. Farverige skilte på et sprog, du ikke forstår. En kaotisk lydmur af dytten, brummen, råben og musik.

Efter nogle timer har jeg brug for fred. For at blive kølet af, tage et bad og hvile. Et fællesrum med folk, jeg ikke kender, bringer ikke ro. Så jeg flygter fra Old Quarter.

Jeg finder et lille privat rum fire kilometer væk, stadig midt i Hanoi. Her sunder jeg mig, får styr på det vigtigste bagagetekniske og lægger planer for opholdet. Jeg begynder at føle mig mere tilpas og får styr på nogle basale ord og termer. Menukortet bliver et udgangspunkt.

Byen bliver mere bekendt, og jeg bruger tid på at hoppe fra café til café for at finde den bedste i forhold til pris, komfort, ro og design.

På dag 4 har jeg overskud til at prøve kræfter med Old Quarter igen. Jeg finder et hostel med privat rum og bliver der den næste uge.

Hanoi dagligdag

Dagene i Hanoi er primært gået med at udforske byen, besøge seværdigheder, gå på café, lære at tale menukort-ske og finde mig til rette i min nye tilværelse.

Hanoi er kæmpestor, og selv i det forholdsvis lille område, jeg bevæger mig i – vestlige Ba Dinh, Hoan Kiem og lidt af Dong Da – er der mere end rigeligt at se og opleve under mit ophold.

Jeg er blevet rigtig glad for at finde små caféer, hvor jeg kan sidde og fordybe mig med en kop kaffe i behagelige omgivelser. Hanoi har masser af den slags steder. De er tilpas skjulte – både online og fysisk – så man kan være heldig at finde en stille oase midt i byen og føle sig lidt privilegeret over at have fundet et sted, som ikke alle andre turister har opdaget.

De bedste caféer har en anden eller tredje etage med balkon, hvor man kan sidde i skygge med en let brise og kigge ned på mylderet.

Udflugter

I løbet af ugen kommer jeg også lidt uden for Hanoi.

Ud over Hanoi har jeg været på to éndagsture til Ha Long Bay og Ninh Binh. Fuldt arrangerede ture med guide og alt inkluderet – jeg skulle egentlig bare lade mig hyrde rundt.

Ha Long Bay

I Ha Long Bay sejler vi rundt på et cruiseship. Frokost er inkluderet, og programmet står på tre aktiviteter: grotter, kajak og strand.

Grotterne er spændende, men svære at beskrive. Kæmpemæssige hulrum inde i klipperne med tonsvis af sten hængende over hovedet – skabt af naturen. En mindre by kunne gemme sig derinde i ly for vind og vejr. Personligt kunne jeg godt lide grotterne. De var storslåede. Jeg ville dog ikke rynke på panden over andre, der synes, det var lidt kedeligt.

Kajakturen går ind i en lagune. Naturen er flot, små aber dukker frem for at spise bananer, og vi sejler under en grotteåbning. Det, der stjæler oplevelsen, er turisterne. Jeg skal ikke gøre mig hellig og påstå, at jeg er ekspert i en kajak, men jeg er heller ikke den værste. Når en person opgiver at styre uden om et sammenstød, og to kajakker i slowmotion bumper ind i hinanden, mens passagererne hviner, siger det lidt om niveauet. Med 50 kajakker på vandet og måske 10 med folk, der har prøvet det før, opstår der kollisioner.

Stranden var lidt kedelig, hvis jeg skal være ærlig. Det var ellers den, jeg havde set mest frem til. Jeg havde håndklæde og badebukser med, men da vi ankom om eftermiddagen, var det overskyet. Luften var lun, men ikke rigtig varm. Nogle få lå på stranden, endnu færre badede.

Jeg hoppede i. Vandet var køligt – ikke koldt – omkring 20–22 grader. Men jeg kunne ikke helt slappe af. Alle mine ting lå i tasken på stranden, og jeg holdt konstant øje med den. En af ulemperne ved at rejse solo.

Selve cruiseshipet var nydeligt: tre etager, to indendørs og én med soldæk og pool. Mens vi sejlede, lagde jeg mig på en solseng på toppen. Det var virkelig behageligt.

På hjemturen var der aftenstemning på soldækket med snacks og juice. Poolen blev varmet op, og der blev hygget med musik og samtaler. Jeg mødte to skotter på sidste uge af deres rejse og fik et par gode tips med på vejen.

Alt i alt var det en god tur til Ha Long Bay.

Ninh Binh

Ninh Binh-turen startede ikke superpositivt. Transporten var en større bus, som vi skulle køre rundt i hele dagen. Vi var omkring 40 deltagere til tre aktiviteter plus frokostbuffet – samme koncept som Ha Long Bay, bare med bus i stedet for cruise.

Jeg vil ikke kalde mig germofob, men der er få ting, der kan få mig til at krumme tæer som andres baciller. Forestil dig at sidde i en bus i to timer ud, en time rundt og to timer hjem – og manden bag dig hoster og snotter hele vejen. Hvis jeg bliver syg de næste dage, ved jeg hvorfor. Som prikken over i’et er han fem minutter for sent tilbage ved et stop.

Så jeg er i dårligt humør ved tanken om potentielt at ligge syg, fordi jeg ikke gad give 50 kroner ekstra for en mindre turgruppe.

Første aktivitet er tempelbesøg ved to templer for gamle vietnamesiske konger. Et udmærket stop med lidt historie om Vietnam og vietnamesisk kultur.

Derefter kører bussen os til restauranten ad en 4–5 kilometer lang grusvej fuld af huller og uden plads til modkørende, som må bakke eller halvt i grøften. Så er det buffet – med samme flok turister. Jeg maser mig forrest, fylder tallerkenen og skynder mig væk, inden for mange deler de samme redskaber.

Heldigvis falder jeg i snak med en gruppe albanere – to par på tur – og får en hyggelig frokost ud af det.

Vi bliver kørt til Tam Coc, hvor vi skal sejle op ad Ngo Dong River og gennem tre grotter – deraf navnet Tam Coc, “tre grotter”. Det er en sejltur på lidt over en time. Floden er travl med både.

Jeg sejler med en franskmand, Julian, og en brasilianer, Gutierrez, som jeg falder i snak med undervejs. De rejser også solo og har været afsted i henholdsvis én og fem måneder. Vi taler om det at rejse alene og udveksler kontaktinfo. Sejlturen er fredelig, om end lidt lang. Der er smukt langs Ngo Dong River, og jeg forstår godt, hvorfor området er blevet udnævnt til UNESCO-site.

Sidste aktivitet er Mua Cave. Trods navnet er det et lille bjerg med omkring 500 trin til toppen. Der er mange turister på trapperne, og de høje, ujævne trin gør opstigningen hård. Det lykkes mig at komme op. De sidste trin er stejle og glatte.

Fra toppen kan jeg se endnu en tinde ved siden af – højere end den, jeg står på. Trappen havde delt sig, og jeg valgte den laveste. Så der er ikke andet for end at gå ned til splittet igen, klappe bjerggeden på vejen og tage endnu en tur op.

Hver gang jeg er et sted som dette – højt oppe med en stejl skrænt eller et fald – og folk stiller sig helt ud til kanten og ikke står stille, snurrer det i mig. Det er nok en slags fobi, men jeg kan simpelthen ikke have skrænter. Mine tæer krummer, når andre ikke respekterer kanten.

Turen hjem i bussen er træls. Mest fordi jeg sidder i en gennemblødt T-shirt i en bus fuld af svedige turister, hvor flertallet tilsyneladende ikke har haft deodorant med. Jeg fortryder, at jeg ikke selv har en skiftetrøje i tasken.

Overordnet set var turen mindre komfortabel end Ha Long Bay, men selskabet var bedre. Bådturen i Tam Coc var en anelse lang, men jeg ville ikke have været den foruden. Det var en enestående naturoplevelse.