Der er sket meget siden sidst. Jeg forlod Ho Chi Minh City, brugte 4 dage i Can Tho og rejste videre mod Phnom Penh i Cambodja med speedbåd fra Chau Doc.

Can Tho har jeg allerede skrevet en række historier om, men opsummeret så er det en vietnamesisk by for vietnamesere, med lidt underholdning til de forbipasserende turister. Det var 4 spændende dage, men på 4. dagen havde jeg også set, hvad der var at se.

For lang tid siden besluttede jeg mig for at rejse ind i Cambodja via båd. Efter lidt research fandt jeg ud af, at en lille by nær grænsen, Chau Doc, havde daglig transport til Phnom Penh. Jeg bookede en overnatning på et hostel, som tilbød at arrangere bådturen.

Chau Doc er lidt ligesom Can Tho, bare mindre. Bygget for vietnamesere med en lille smule turisme passerende igennem, fokuseret rundt om en lille havn langs floden. Hostellet ligger lidt uden for bymidten. Jeg skulle bare bruge en billig overnatning, så jeg fandt noget til en lav pris med nogenlunde anmeldelser. Det er dog et ret fint hostel. Stort, rent og fredeligt.

Jeg havde en kort eftermiddag og aften i Chau Doc, som jeg brugte i midtbyen. Et stort hotel/restaurant er centrum for byens turisme. Det er placeret foran havnen, og det er her alle turisterne opholder sig. Rundt om hotellet er der de pæneste og dyreste caféer, restauranter og shoppingmuligheder. Gå 500 – 1000 meter væk fra hotellet for at betale det halve for næsten det samme. Jeg spiste aftensmad på hotellet og gik lidt rundt bagefter. Både i Can Tho og Chau Doc trak jeg opmærksomhed, som jeg vandrede rundt. En nysgerrighed omkring den her mærkelige fremmede mand, der går rundt på gaderne, når alle andre hopper på en scooter.

Næste morgen var det tidligt op og afsted for at komme på den 5 timer lange sejlads. Vi er omkring 20 turister, der skal til Cambodja. Vi er alle internationale, med de fleste oppe omkring pensionsalderen. Der er plads til 40 på båden, så der er godt med plads, hvilket er heldigt pga. varmen. Det er allerede 30 grader, da vi tager afsted om morgenen, og temperaturen stiger kun herfra.

Vi skal krydse grænsen, hvilket foregår i to skridt. Først sejler vi en time til det vietnamesiske grænsehus. Det er et lille bådhus med siddepladser, hvor vi bliver bedt om at vente, imens alle vores pas bliver tjekket og stemplet ud af Vietnam. Tilbage på båden for at sejle 5 minutter til det cambodjanske grænsehus. Det danske statsapparat har altså tryllet, fordi som dansker skal jeg bare stå og få taget et billede for at få et visum. De andre turister kommer med udskrevne dokumenter og billeder. Det tager yderligere 30 minutter, før alle har fået indrejsetilladelse. Derfra er det tilbage på båden og nyde de sidste 3 timers sejlads til Phnom Penh.

Vi ankommer til Phnom Penh midt på dagen, og allerede fra havnen kan jeg mærke forskellen. Cambodjanerne er meget vedholdende. De tager ikke et nej som et svar. Min plan var at finde noget at spise, før jeg tog til hostellet, måske lige gå en kort tur. Men jeg bliver forfulgt. Tuk tuk chaufførerne ser en ny turist med fuld oppakning og lugter blod i vandet. Jeg må søge tilflugt i en kiosk, hvor jeg køber noget vand og lægger en plan. Det er tydeligt, at jeg ikke får en fredelig eftermiddag, så længe jeg har alt mit grej med mig. Så jeg giver op på mine planer og tager til hostellet først for at lægge min rygsæk.

Nu skal jeg så rent faktisk bruge en tuk tuk, men jeg er 100% sikker på, at jeg får en dårlig pris ved dem uden for kiosken. Den første chauffør spotter mig og går igang med at sælge. Taktikken han bruger er simpel. Snak hurtigt og få mig ind i hans tuk tuk. Grab-appen viser mig, at turen bør koste omkring 5000 riel – $1.25. Han vil have 10000 riel for turen. Efter forhandling, så jeg ham med på Grab prisen. Det er stadig bedre for ham, end hvis jeg bruger Grab, fordi så tager Grab ikke en del af beløbet. Men her bagefter er det stadig lidt en bittersød sejr. Ja, jeg fik en nogenlunde fair pris, men vi snakker jo håndører for mig, og et beløb der reelt gør en forskel for chaufføren. Jeg må bare erkende, at jeg ikke har hård hud nok til at være forhandler.

Mad Monkey er navnet på mit hostel. Det er en kæde her i Sydøstasien og har et ret godt omdømme. Bar, restaurant, tours, fælles aktiviteter. Det er et ungt miljø, og selvom jeg ikke er den ældste, så trækker jeg gennemsnitsalderen op. Priserne er heller ikke super billige. Jeg er faktisk overrasket over, at jeg har fået et privat rum til min pris. Generelt så er booking bare et mareridt, hvis man vil have den gode pris. Jeg kan få 3 forskellige priser alt efter om jeg tjekker booking sites, Mad Monkey hjemmesiden og direkte i receptionen. Derudover er der forskellige rabatkoder og tilbud i spil. Fra bedste til værste pris er der $50 forskel for 7 dages ophold. Og når det kommer til store hostel kæder, har jeg ingen kvaler med at presse prisen helt i bund.

Phnom Penh er en spændende by, og jeg ser frem til at opleve den over de næste par uger. På bådturen til Phnom Penh lyttede jeg til podcasten Tyran om Pol Pot. Det gav en lille forsmag på nogle af de rædsler, der udspillede sig her for blot 50 år siden. Men Cambodjas historie er rig og strækker sig langt tilbage. Det føles som et naturligt næste kapitel i den bredere fortælling om regionen.