Der er 14 timers kørsel til Da Nang, uanset om man tager tog eller bus. Derfor giver det god mening at kombinere transporttiden med søvn.

Imellem tog, bus og fly er bussen den billigste. Men lidt ligesom med forårsrullen kan det være, at de sparede penge ikke nødvendigvis var det værd. Jeg valgte dog natbussen lige så meget for at have prøvet det. Man får sin egen lille kupé, hvor man næsten kan ligge udstrakt, med TV, wifi, lyd og fancy lys.

En ting bliver hurtigt klart, efter bussen begynder at køre: Det her transportmiddel er ikke for folk uden søvn. Det gynger og vugger, hopper og bumper. Vejene er ujævne, og vietnamesernes kørestil med konstant acceleration og opbremsning skaber en generelt ubehagelig oplevelse. Køresygen begynder at melde sig.

På et tidspunkt gik det op for mig, at meningen faktisk var, at jeg skulle lukke øjnene og sove – i stedet for at holde balancenerven i ro ved at kigge ud ad vinduet.

Jeg har mit smarte Garmin-ur med på rejsen. Det holder styr på ting som søvnkvalitet. Ifølge uret kunne jeg lige så godt bare have været vågen hele natten. Det har i hvert fald ikke registreret, at jeg på noget tidspunkt har fået reel søvn. Og jeg vil umiddelbart give det ret.

Det er en speciel følelse at blive vækket klokken 1.30 om natten med et “toilet, toilet”, hvorefter man skovler sig selv ud på en fremmed rasteplads i bælgmørke og regnvejr. På vej hen til toilettet går det op for dig, at du intet har på dig. Ingen mobil, pas eller pung. Du har ikke engang dine briller.

Det lykkes dog at komme af med det, der skal. Du kravler tilbage i bussen. Den begynder at køre igen, og tanken melder sig: Gad vide om alle er med? Der var ikke rigtig en følelse af, at man blev talt eller fik et tidspunkt for, hvornår bussen kørte videre. Der holdt 4–5 andre natbusser på rastepladsen, og de lignede alle sammen hinanden.

Men det er meget typisk Vietnam. Der sker jo ikke noget. Alle er kommet med igen. Der er styr på det. På en eller anden måde lykkes det at have styr på det – trods gennemsigtigheden.

Vi ankommer tidligt om morgenen, 45 minutter før forventet. Jeg ved ikke, om chaufføren skal have ros eller skældud for at køre til på den måde. Men jeg er nu i Da Nang.

Jeg kan se stranden, mens jeg går hen mod mit nye værelse. Jeg glæder mig til at prøve den – men først i morgen. Nu skal jeg lige have styr på mad, penge, bagage og en tidlig seng.

Da Nang er for nu min base de næste halvanden uge. Tid nok til stranden.