I dag får I bare lidt løse tanker fra mig. Reader beware.

Det er ikke helt blevet hverdag for mig endnu. Der er for meget nyt, og hverdag for mig betyder rutiner. Indtil videre har jeg stået op på vidt forskellige tidspunkter, spist måltider på vidt forskellige tidspunkter og lavet vidt forskellige ting. Jeg har ledt efter et godt workspace, aka. en café. Problemet med at finde det helt rigtige sted at sidde og nørkle med sin PC, er at jeg er meget kræsen med mit setup. Basics er wifi og et wall-plug til strømforsyningen. Der er faktisk rimelig mange caféer der tilbyder det. Det er dog typisk dem hvor kaffen koster det doblet eller tredoblet. Der er et par steder hvor jeg tror at jeg bare kan sætte mig ind uden af bestille/købe noget, men det føles også lidt sølle.

Et andet problem; pepsi max sælges stort set ikke i det her land. Kun i et stort supermarket har jeg set det. Jeg kan få almindelig pepsi, pepsi max med lime, coca cola og coca cola light. Nej! Jeg har ikke abstinenser fra et overforbrug af pepsi max!!

I forbindelse med min søgen efter pepsi max fik jeg også en reality check på priserne på dagligvarer. Indtil videre har jeg købt vand og snacks fra de mange små boder der er på alle vejene. 0.5l vand for 7k dong og 1.5l for 21k dong. Snacks imellem 30k og 50k. Så jeg var lidt overrasket, da jeg fandt ud af at jeg kunne købe vand 1.5l for 12k dong og en pose chips for 20k inde i WinMart.

Ret skal være ret; jeg har været inde i mere end ét supermarked, og WinMart er nok det billigste, jeg har set, med næsten 50%-70% lavere priser end alle andre steder. Og jeg har også været inde i en døgnkiosk tidligt om morgenen, hvor der stod 40k for 1l vand. Så jeg er ikke fuldstændig blevet taget ved næsen, så meget som en dansker der giver 36 Dkk for 2 x 0.5l sodavand på 7-Eleven.

Inden nogen af jer derhjemme korser jer alt for meget, så vil jeg gerne give jer dette perspektiv. 10k dong for 2,43 dkk. Så vi snakker om 2-6 kr. forskel alt efter hvor jeg handler. Umiddelbart tænker jeg, at jeg fortsætter med at købe fra de små boder på gaden. Specielt hvis de har pepsi max! Så kan de nærmest tage hvad de vil for en flaske.

Imens jeg sidder på mit værelse og skriver denne post, så kan jeg høre syngen uden for mit vindue. Det er ret utroligt, fordi det overdøver den konstante larm fra bytrafikken. Da jeg åbner vinduet og kigger ud, kan jeg se en stor skraldebil med en højtaler på toppen, spille en pæn melodi udført af et kvindekor. Vietnamesere går ud og smider skrald i den imens den passerer forbi. Stille og roligt så bliver gaden tømt for skrald. Det er effektivt og noget jeg har lagt mærke til. Hanoi er en kæmpe by med masser af mennesker, og den er meget mindre fyldt med skrald end jeg havde forventet. Det ville være forkert at kalde det for en ren by. Den bliver levet i, og man kan sagtens finde en klam gyde. Men man skal faktisk lede lidt efter dem. De almindelige veje, hvor der kan køre biler, og har turister og gadeboder, har forholdsvist lidt skrald, og det der er, er som regel fra samme dag. Skraldebilerne med deres lille melodi minder alle om, at nu er det tid til at komme af med deres skrald. Det er et godt bevis på det høje samfundssind, jeg føler at have mødt her i Vietnam.

På mandag har jeg booket en tur til Ninh Binh. I morgen skal jeg se om jeg ikke kan få lavet min blog hjemmeside færdig.