Historie er vigtigt. Heldigvis har jeg også fundet en fascination for meget historie. Igennem mine egne kreative projekter er jeg begyndt også at sætte pris på, hvordan historie er fortalt ud over selve indholdet.

Jeg besøgte War Remnants museum i HCMC. Det er det første museum, jeg har besøgt, der er dedikeret til Vietnamkrigen. Krigen spøger i alle kroge af landet, og du vil finde små og store bidder af den på din rejse. Det er uundgåeligt. Fra mindestatuer, til sidebemærkninger om områders militære eller civile funktion under krigen.

Krigsmuseet var et godt og vigtigt besøg, der hjalp mig med at sætte det hele i perspektiv. Du starter med at gå ind i en gårdsplads, fyldt med amerikanske krigsmaskiner. Tanks, helikoptere, artilleri og bomber. De er pæne og vedligeholdte uden skader eller spor af krig. Kun bomberne er pillet fra hinanden.

Inde på museet starter du med at gå igennem krigens tidslinje, fra optakten efter slutningen af Anden Verdenskrig til krigens afslutning i 1975. Det er meget faktuelt, med navngivne verdensleders planer, missioner, store tal om forbrug, drab og omkostninger. Meget sterilt.

Fra rummet om tidslinjen, er det næste rum krigsforbrydelser. Forskellige fortællinger om de mest horrible handlinger bliver lagt ud i nådesløse detaljer med tilhørende billeder. Hvor rummet med tidslinjen havde en god tone og småsnakken, er der ny en tryggende stilhed med kun lidt visken.

Agent orange – det primære kemiske våben brugt af USA – har en dedikeret afdeling. Ødelagte økosystemer, hele byer ubeboelige og en lang serie af de mest rædselsfulde fysiske effekter på tværs af generationer forårsaget af dioxin. Der er også heroiske fortællinger på museet. Hyldest til den unge revolutionære garde i Sydvietnam, og til en af deres vigtigste diplomater.

Da jeg forlader bygningen og træder ud i gårdspladsen igen, ser krigsmaskinerne ikke pæne ud mere. Jeg kan kun finde væmmelse nu.