Kan man se Hanoi på 3 dage?

Lynrundten – Jeg har spist Bánh mì, Phở bò, cơm chiên hải sản, og kylling fra en Vietnamesisk KFC. Jeg har været ved Ho Chi Minh Mausoleum (dog ikke inde), set det lille Ngoc Son Temple ude på en lille sø, vandret West Lake rundt, fået en fod massage og sovet dårligt.

Hanoi Train Street – i regn

Jeg er stadig ved at finde ud af, hvad jeg skal inkludere i disse posts. Der er jo altid noget at fortælle om. Jeg opdager og oplever noget nyt hver dag, men lige så mange af de ting handler om mig, som de handler om Vietnam; i forhold til hvordan jeg vil bevæge mig rundt og vil leve de næste mange måneder, i forhold til hvad jeg vil opnå, skabe og have med mig efter denne rejse, i forhold til hvordan mine egne præferencer bliver mere tydelige nu, hvor jeg udsætter mig selv for noget meget anderledes.

F.eks. så synes jeg lige pt. at det er svært at administrere mit vasketøj. Jeg mangler at få etableret et praktisk system til at holde rent, fra genbrugeligt, fra det som kræver vask. Er svaret et par vasketøjsposer evt. på karabinkrog fra siden af rygsækken? Ja, det er det nok, så det prøver jeg nok som det næste.

Men hvad har jeg så lavet i Hanoi? Jeg har gået rundt i byen og taget det ind. Omkring 80km på de første 4 dage. Den ene dag gik jeg rundt om West Lake i Hanoi, omkring 20km for at komme rundt, + det løse fra andre aktiviteter den dag. Imens jeg går, oplever jeg bylivet; den konstante trafik af scooters og biler, de små afkroge med en lille smule fred, de mange små tætte gyder ind til de private hjem, ritualerne omkring at mødes før og efter arbejdsdagen i store grupper til en omgang Pho, sikkerhedsfolk på skamler foran hver butik, der indeholder en my af værdi, afslappetheden ved frokosttid og travlheden ved aftentiden.

I min forrige post skrev jeg, at jeg var på vej videre fra Hanoi om nogle dage. Men det kommer nok ikke til at gå så stærkt. I modsætning til alle andre ture, jeg har været på, så er der ikke en større deadline, en hjemrejse, der gør, at jeg skal nå at være færdig med et sted inden for få dage. Derfor giver jeg mig selv noget mere tid i Hanoi og omegnen. Jeg tager en uge mere i Hanoi, men med hensigt om at tage nogle heldagsture til nogle af stederne tæt på Hanoi.