Jeg har nydt Japan, men jeg føler, at jeg skylder at sige, at jeg er glad for at være tilbage i Vietnam. Det er virkelig et land, der er vokset på mig. Fra kaotisk uro og travlhed, til nu at føles næsten familiært. Det er et land, der belønner dig for at være opmærksom, nysgerrig og åbent sind. Jeg tror ærligt talt ikke, at jeg ville have kunnet lide Vietnam, hvis jeg kun havde haft 2 uger her. At prøve at presse alle mulige sightseeing spots, guidet tours og restaurant besøg ind i et i forvejen travlt og ustruktureret miljø, ville have stresset mig til ingen ende. Men jeg har givet mig selv tid til at indordne mig rytmen, til et punkt hvor det er blevet naturligt at vandre midt ud i trafikken, slås om priserne på markedet og spørge om hjælp fra de lokale. Jeg kan oprigtigt sige, at det var et friskt pust, trods forureningen, at lande i Saigon igen.

Varmen

Som jeg har skrevet om nogle gange, så går jeg som udgangspunkt rundt. Det princip kommer på prøve, når vi rammer 35 grader i skyggen. Min døgnerytme er stille og rolig ved at mutere til noget helt nyt. Jeg står op tidligt. 6-7. Sollys plejer at vække mig. Jeg lader bare gardinerne stå på klem.
Frem til omkring 10.30 laver jeg noget ude i byen. Jeg peger på noget og går efter det. Midt på dagen søger jeg ly. 11.00 til 15.00 handler om at maksimere indedørstid. Helst med aircon. Museer, shoppingcentre, cafeer. Hvis jeg skal flytte mig fra en aktivitet til en anden, så prøver jeg at sørge for, at jeg maksimalt er ude i 15 minutter af gangen. Det er ca. den tid, det tager, før sveden siver ned af mig. Der var en restaurant, der fik besøg af mig, ikke fordi jeg var sulten, men fordi jeg gerne ville betale for bare en side i deres aircondition.

Pengeperspektiv

Min rejse har ikke en helt endelig slut dato. Jeg har lovet at komme hjem til jul, men hvad der sker derefter, har jeg ikke besluttet. Derfor fylder forbruget forholdsvist meget i mit hoved. Men her mødes to forskellige sider af mig.

Jeg går rundt og laver konstante konverteringer fra VND til DKK for at få et overblik. Kaffe kan fås billigt fra små boder for 5 kr. eller fra cafeer for 15 kr. På de virkelig overdådigt pæne cafeer koster en drink op til 25 kr. Det skal understreges, at du skal nærmest gå ind i en cafe, der ligner et palads, før prisen kommer helt op på 25 kr. Taxa’er koster 5 kr. per km. Scooters koster 2 kr. per km. Og så videre. Alle de små beløb løber selvfølgelig op. Men selv med mit tætte budget, så når jeg langt på kronen.

Samtidig kan jeg ikke komme uden om, at mit perspektiv på, hvad der er billigt og dyrt, er helt skævt i forhold til det her land. Der er flere steder, jeg er gået forbi, der føles som om, det er lavet til de ultrarige. Men så ser jeg prisen og må bare erkende, at i Vietnam, der er jeg en del af den gruppe.

Jeg er blevet stoppet et par gange på gaden, af tiggere eller indsamlere til velgørende formål. Hvis jeg giver dem 50.000 vnd – 13 kr., bliver de ovenud lykkelige. Hvis jeg prøver at give dem 100.000 vnd, vil de ikke have det. Det er for mange penge at donere. Forskellen for mig føles grotesk.