Det har været en uge med fokus på Kuala Lumpur. Jeg har vandret den indre by tynd og stillet mig selv de samme spørgsmål gentagne gange. Kunne jeg se mig selv opholde mig her i en længere periode? Kuala Lumpurs svar er: Så skal du kunne lide indkøbscentre.

I Californien skjuler man store oliepumper inde i bygninger midt i byerne. I Kuala Lumpur skjuler de indkøbscentre. Hvert sted, jeg har besøgt, som ser en smule interessant ud, viser sig at være et indkøbscenter i forklædning. Et indkøbscenter eller en bank. Nogle gange begge dele. Det er en by bygget af rige koncerner. Jeg tror, jeg gik igennem mindst fem malls på to-tre dage. De var stopfyldte med mennesker. Foodcourts var pakket, og selv butikker, som man hjemmefra ville forvente var helt tomme, havde jævnligt kunder. Det var ikke bare steder, man tog hen for at købe noget. De virkede som nogle af byens egentlige opholdsrum.

En af mine første dage havde jeg bare lyst til noget fastfood. Jeg havde gået hele dagen, så jeg søgte og fandt en McDonald’s i nærheden. Min vej tog mig dog igennem Jalan Alor, som er Kuala Lumpurs store madgade. Der var tre-fire hundrede meter med sælgere, lys, larm, menneskemængder og billige madtilbud, som alle kæmpede imod min meget enkle beslutning om at få en burger.

Jeg kom ud på den anden side og var træt i hovedet. Jeg ankom til McDonald’s, og den var propfyldt. Lige så meget som jeg havde brug for lidt komfort-fastfood, havde jeg også brug for ro, og jeg opgav næsten at spise. Så jeg gik videre mod Burger King, som ikke lå så langt væk.

Burger King lå i Pavilion.

Jeg havde ikke forstået, hvor stort Pavilion var. Jeg brugte omkring 20 minutter på at finde ud af, hvilken etage Burger King lå på, og hvilken etage jeg selv var på. Da jeg endelig fandt Burger King og kom til skranken, fik jeg at vide, at jeg kun kunne bestille et Whopper Meal. Ingen af deres andre burgere. Fint. Alt for at få lukket dagen. Jeg satte mig ned og følte trætheden vælte over mig. Personalet var i gang med at lukke biksen ned, og inde fra køkkenet kunne jeg høre nogen synge “I’m Lovin’ It”. Det var sent, da jeg forlod Pavilion Food Court. Men byen kørte på fuldt blus.

Kuala Lumpur til fods

Kuala Lumpur til fods er en blandet oplevelse. I nogle områder kan du gå på store, brede fortove med masser af plads og få eller ingen blokeringer. Men kun så længe du bliver inden for områderne. Der er et stort og integreret motorvejsnetværk, der nærmest skærer byen op i små øer. Som fodgænger er det med livet som indsats, hvis du vil gå fra en ø til en anden, da den eneste vej er at krydse motorvejene. Og de er temmelig travle og brede.

Jeg har ikke vovet mig ud i en motorvejskrydsning endnu. En af dagene havde jeg udset mig en park. Da jeg kom hen i nærheden, kunne jeg konstatere, at jeg skulle krydse et større motorvejskryds for at komme ind i parken. Efter at have gået op og ned langs vejen for at lede efter en bro eller en underpassage måtte jeg konstatere, at den ikke fandtes. Til gengæld var jeg også faret vild og befandt mig i noget, der lignede en serviceindgang til et større kompleks. Da der var en del fodtrafik, valgte jeg bare at følge med strømmen og se, hvor jeg ville blive bragt hen. Pludselig stod jeg i et indkøbscenter.

Indkøbscenter er ikke helt præcist. Jeg var endt ved TRX. Det er et kæmpe kompleks med flere skyskrabere og en hævet park, der forbinder de mange bygninger, mens man har udsigt over store dele af byen. Der er endda en politistation oppe i komplekset. Det føles meget luksuriøst og meget velholdt, men også lidt som sit eget lukkede område. En by i byen.

Det er en ting, jeg stadig prøver at lære om Kuala Lumpur: Distrikterne er så forskellige, at de hver især føles lidt som deres egen by. Man bruger ikke en eftermiddag på at “se TRX”. Man bruger en eftermiddag på at finde ud af, hvordan man kommer ind, hvor udgangen er, og hvorfor der står en politistation midt i en have oven på et indkøbscenter.

Farvel til rotterne

Jeg flyttede fra Bukit Bintang til Chinatown midt på ugen. Jeg havde allerede booket det nye hostel, Mingles, men den sidste morgen på det gamle hostel bekræftede, at det var et godt tidspunkt at tage videre. Da jeg gik ud for at børste tænder, så jeg en rotte i fællesområdet. Den kravlede ind under en dør ved siden af det aflåste personaletoilet. Der var også rottelort på gulvet.

Jeg har en ret høj tolerance for halvslidte hosteller. Det gamle sted lå ekstremt centralt og var faktisk rimeligt billigt for Bukit Bintang. Men rotter er ikke ideelle. Der er kort vej fra en rotte til en ødelagt rygsæk og en meget dårlig dag.

Mingles startede bedre. Der var en tagterrasse, fællesområder, et tilknyttet caféområde og et rigtigt håndklæde uden ekstra betaling. Små ting gør overraskende meget. Jeg kunne bruge min egen kaffe, få varmt vand og sidde i fællesområdet, hvor man faktisk faldt i snak med folk.

Hostellet havde dog også sine egne særlige regler. En nat ringede et fysisk vækkeur klokken seks om morgenen. Ikke en mobiltelefon, men et rigtigt vækkeur. Det ringede i flere minutter, før jeg rejste mig, fandt sengen og vækkede manden, der ejede det. Fem minutter senere ringede det igen.

Ved min egen seng, lige ved døren, havde jeg et andet problem. Når døren lukkede, smækkede den så hårdt, at hele værelset nærmest hoppede. Så jeg lavede små klumper af toiletpapir og placerede dem i karmen, hvor døren og rammen ramte hinanden. Ikke nok til at blokere døren, bare nok til at dæmpe slaget.

Det gjorde en verden til forskel.

Jeg har ingen planer om at gå rundt og forbedre hosteller som en ubetalt driftskonsulent. Men når jeg allerede ligger ved døren og bliver vækket af den, kan jeg godt finde på at lægge lidt toiletpapir i karmen.

Vandfald

En morgen hang der en liste i receptionen over en tur til vandfald og Batu Caves. Billedet viste nogle, der badede i et vandfald. Tiltalende, og jeg havde ikke været uden for Kuala Lumpur før. Der stod bare, at man kunne skrive sit navn på listen, så det gjorde jeg.

Vi mødtes ude foran hostellet. Vi var 12, der skulle afsted. Vi delte os i taxier ud til vandfaldsområdet, som kun lå 25-30 minutter væk. Da vi steg ud af taxierne, stod vi på en lille parkeringsplads ud til en stor jungle. Ud over et par boder med mad og drikke var der bare nogle få skilte, der pegede os ind i buskadset.

Da vi begyndte at gå, tænkte jeg ved mig selv, at jeg havde pakket alt for meget. Håndklæde, badebukser, elektronik og det hele. De fleste andre havde en plastikpose og klipklappere. Jeg havde min dagsrygsæk og kondisko.

Det viste sig dog, at det ikke så meget var en tur for at se et vandfald som en vandretur op langs en bjergside for at se otte vandfald i cirka 30 graders varme og ekstrem luftfugtighed. Selvom jeg var glad for valget af fodtøj, var rygsækoppakningen ikke helt optimal. Men i det mindste vidste jeg, hvor min bærbare computer var.

Vi startede med at gå ad cementtrapper, men efter de første fire vandfald blev det til grus og sten. Fra det syvende til det ottende vandfald fik vi at vide, at vi skulle klatre med reb et par steder, hvortil jeg svarede, at jeg bare ville vente ved det syvende vandfald på de andre.

Mens jeg ventede, kiggede jeg på aberne. Der var aber overalt. De holdt sig for sig selv og gik kun hen til de ting, der var efterladt ved siden af vandfaldsbassinerne.

De andre kom ned fra det ottende vandfald, og vi gik ned til det fjerde vandfald, hvor det næsten var blevet tid til at tage hjem. Hele gruppen var klar på at køle ned i vandet. Vandfaldet her endte i et større bassin og var det sted, hvor flest folk generelt tog en dukkert. Der var en del mennesker, men kun få af os var vestlige.

Efter at have svedt i junglen var det kølige vand forfriskende. Vi nåede at bruge en halv time i bassinet. Et par drenge fandt ud af, at man kunne klatre op ad bjergsiden og rutsje ned ad de våde sten og ned i bassinet. Det forvandlede hurtigt bassinet til et lille naturligt vandland. Mens der var gang i at glide ned ad de glatte sten, havde jeg bare nakken godt nede i det kølige vand og nød en lille afslappende pause.

Efter at have haft det sjovt ved vandfaldene og kæmpet med et par nysgerrige aber, der var gået i gang med at undersøge gruppens efterladte net og tasker, gik vi ned fra bjerget. Gruppen delte sig, og nogle tog videre til nogle hellige grotter. Jeg tog dog tilbage til hostellet. Det er godt at vide, at der også er lidt at opleve ikke så langt uden for Kuala Lumpur, når man bliver lidt for træt af byen.

En aften på pubben

Jeg drikker generelt ikke så meget alkohol og specielt ikke alene. Men jeg havde en aften, hvor jeg så en pub og tænkte, at en fadøl og lidt værtshusstemning var på sin plads. Jeg satte mig ned, fik en øl og kiggede rundt. Jeg var tidligt på den. Det var kun mig og personalet. Jeg småsludrede lidt med servitricen og spurgte til aftenens program. Der var åbenbart livemusik med gæstesangere.

Jeg var lige nået til et stadie af afslapning, da jeg fra indgangen hørte en kvinde fortælle, at hun var kommet for at synge, og spørge, hvornår hun kunne starte. Pænt fik hun at vide, at musikken først startede senere. Derefter stillede hun sig op ved scenen og begyndte at synge højlydt hen over højttaleren, der spillede “Hotel California”. Hun fik øjenkontakt med mig og tog det som en invitation til en samtale.

Hun præsenterede sig som ph.d.-studerende inden for kvantefysik, forretningsejer og life coach. Da jeg spurgte hende til hendes forretning, trak hun sin iPad frem og viste mig sin hjemmeside, der brugte horoskoper og kvanteverdener til at forklare, hvordan man manifesterer den virkelighed, man ønsker sig. Den næste halve til hele time gik med, at hun dykkede ned i spiritualitet, chakraer, relationer, energi, parforhold, sex og hvad mænd og kvinder burde gøre. Jeg prøvede mest at oversætte hendes spirituelle sprog til noget, jeg kunne genkende.

Efter en god lang snak om alt mellem himmel og jord kom hun i tanke om, at hun var kommet for at synge. Jeg benyttede lejligheden til at betale for min øl og stille mig i positionen: Jeg går nu. Lad os sige farvel.

Videre mod George Town

Min indledende plan for Kuala Lumpur var egentlig at blive der i tre-fire uger. Byen er ikke dårlig. Jeg kunne gå rundt, se alt muligt og finde nye indkøbscentre, biblioteker, parker og områder med caféer. Jeg fandt dog ikke et opholdssted, der talte til mig. Og efter over en uge følte jeg trang til et skifte.

Så jeg tog videre til George Town, hvor min amerikanske ven Andy for tiden arbejder som frivillig på et hostel. Da jeg stod på busterminalen, klikkede det for mig. Min oplevelse af Kuala Lumpur var meget som en transitzone. Kom og oplev spektaklet, men der var ikke rigtig nogen grund til at blive og hænge ud. Så jeg er spændt på, hvad George Town kan give mig.

Byen fra gaderne

Fra mit hostel i Bukit Bintang kommer jeg ud til downtown Kuala Lumpur. Der er skyskrabere så langt som øjet rækker. Til fods går jeg forbi en lang række butikker. Små kiosker, kinesiske restauranter, souvenirs og en service butik engang imellem som vaskerier.

Overordnet set er Bukit Bintang rimelig turist/rejsende fokuseret. Der er en god blanding forretningsfolk og internationale familier i bybilledet. I mange af de store skyskraber og bygningskomplekser gemmer der sig enorme shopping centre. Området byder på tonsvis af muligheder, men er klar gearet til en øvre middelklasse og op efter.

Imellem de store bygninger ville jeg forvente at finde små halvskjulte cafeer med billigere mad og drikke. I Kuala Lumpur er der en større change for at finde service indgange, affald og rotter. I Medan ville en vilkårlig sidegade som minimum indeholde 2-3 små vogne, cafeer eller restauranter. Godt nok udendørs, på plastikstole, med tvivlsom fødevare og sanitet, men de var der. I Kuala Lumpur er der ikke helt den samme mulighed for at gå ud og få frivillig madforgiftning.

Af de cafeer, som jeg besøger, virker få til at være designet til længere opholdssted. Men når man skal maksimere antallet af kunder, der kan komme igennem på en given dag, så er det nok heller en fordel af have polstrede stole. Det har dog betydet, at mine dage har taget mig vidt omkring, frem for at blive på cafeerne. Jeg har fået set en masse af den indre by. Ud over Bukit Bintang, har jeg været i Chinatown, Chow Kit, KLCC og TRX. Det er mere eller mindre Kuala Lumpur centrum distrikterne.

Byen inde fra bibliotekerne

Nogle dage vil jeg gerne finde et sted og sidde i fred og ro med mine projekter i længere tid. Derfor søgte jeg biblioteker og andre fredelige områder, da jeg havde brug for et sted at sidde med computeren i fred.

Min søgning bragte mig til et lille rum på tredje sal, op af en lille trappeopgang i siden på en rimelig intetsigende bygning. På første sal kunne jeg møde en malaysisk designer. På anden sal kunne jeg få en spådom. På tredje sal var der, hvad der viste sig at være en af en række små malaysisk-kinesiske biblioteker rundt omkring i Kuala Lumpur, vedligeholdt af frivillige.

De frivillige er typisk studerende, og bibliotekerne bruges ser umiddelbart ud til at blive brugt primært som små studieklubber, med en lille brætspilsaften blandet ind i. Et helt udemærket sted til stille fordybelse og muligvis endda møde nogle nye mennesker.

Byen inde fra skyskraberne

Indre Kuala Lumpur er i mit hoved begyndt at være en by bestående af shoppingcentre. Kæmpe store shoppingcentre med samtlige brands og uendeligt store restaurantområder. De er også meget travle.

På tværs af Danmark og mange af de shoppingcentre, jeg er stødt på rundt omkring i Indonesien, Cambodia og Vietnam, er shoppingcentrene i Kuala Lumpur de største og samtidig også de mest brugte. Nogle af shoppingcentrene føles mindre som et sted, hvor man shopper, og mere som byens rum. Et opholdssted, hvor venner hænger ud, og familier bruger aftenen.

Det er ikke kun brands, der har butikker i centrene. Du kan også finde dine mere normale supermarkeder, apoteker og bagere. Hvis jeg bare ville have det nemt, med alt i rækkevidde og endda til nogenlunde priser, så kunne jeg bare bo i et af Kuala Lumpurs shoppingcentre.

En af dagene gik jeg rundt ved KLCC. Da det begyndte at regne, søgte jeg ind i den nærtliggende konferencebygning, med et akvarium i kælderetagen og tilhørende mini restaurant etage ovenpå.

Her fandt jeg ud af, at jeg kunne tage elevatoren op til 4. sal, hvor der var mødelokaler, behagelige stole og borde med strømstik, gratis internet og udsigt ud til Petronas tårnene. Samtidig var der utroligt fredeligt, da der ikke rigtig var andre end konferencedeltagerne, der kom op til denne sal. Mad og drikke var bare en elevatorlift væk.

Den perfekte arbejdsplads.

Byen inde fra hostellet

På mit hostel er jeg faldet i snak med en midaldrende mand fra New Zealand, en kiwi. Han har levet på en sten de sidste mange år, imens han har arbejdet med sin startup.

Efter vi bondede lidt over at leve uden fast indkomst, tilbød han mig at række ud til en udvikler, som han kendte og som arbejdede med noget af det samme. Inden jeg vidste af det, var jeg blevet sat i kontakt med en indisk iværksætter. Tror ikke, der kommer noget større forretningsmæssigt ud af den samtale, men en interessant oplevelse og et bevis på, at networking altid er en mulighed, når man rejser rundt.



Jeg flytter hostel. Efter 5 dage i Bukit Bintang skal jeg bo i Chinatown i 4 dage. Det er et område, jeg allerede har besøgt, og hostellet virker til at være mere socialt anlagt, med dagsture, pubcrawl og andre aktiviteter.

Det er ikke fordi, at jeg specielt higer efter at komme ud og drikke en øl med nogen, men måske kan det lede til nogle mere interessante opdagelser omkring byen.

Guldlok

Så er jeg klar til at bruge Kuala Lumpur som en base?

Over ugen, hvor jeg har været her, har jeg følt mig som Guldlok. En lille, rolig bibliotekklub med mulighed for brætspil, men er det den type sociale klub, jeg leder efter? Muligheder og bekvemmelighed i massevis, men vil jeg tage hen i et shoppingcenter hver dag? Utroligt god arbejdsplads i konferencecenteret, men vil jeg sidde i en konferencefoyer til daglig?

Overfladisk har Kuala Lumpur sat et tjek i alt, hvad jeg vil sige er grundlæggende på min tjekliste. Udover at være noget dyrere end mange af de andre byer, som jeg har opholdt mig i over de sidste par måneder, så er der få negative sider ved Kuala Lumpur.

Men jeg synes ikke rigtig, jeg har fundet byens identitet endnu. Biblioteket er nok tættest på. Derudover er det ‘bare’ en storby.

Kuala Lumpur har ikke skuffet, men har heller ikke overbevist mig.

Endnu.

Turen til Kuala Lumpur begyndte i den slags situationer, som kun rigtig kan opstå alt for tidligt om morgenen før et fly. Jeg havde bestilt en taxa til stationen. Taxachaufføren var ti minutter væk og skrev til mig for at diskutere, om den rigtige destination var valgt i appen.

Jeg skulle til togstationen. Han ville gerne løse et problem, som først ville være relevant, efter han havde hentet mig. Jeg skrev tilbage, at jeg sådan set var ligeglad med, hvilken destination der var valgt, for hvis han ikke var her, hvordan skulle jeg så komme nogen steder hen?

Jeg nåede toget og flyet. På flyet opdagede jeg igen de universelle love for kommerciel luftfart:

• Der skal være mindst én baby eller tumling om bord.
• Mindst én baby eller tumling skal placeres inden for fem rækker af Mathias.
• For hver times flyvning skal der være fem minutters gråd eller skrig i nærheden. Bemærk: Nogle gange deltager Mathias i hyleriet.

Mens jeg sidder og nyder udsigten ud ad vinduet, springer der pludselig gnister ud fra jetmotoren bag mig, efterfulgt af et dæmpet brag. I de næste sekunder blinkede seleskiltene, kabinepersonalet blev kaldt til deres pladser, og kaptajnen sagde noget over højtaleren, som jeg ikke kunne høre. Han snakkede i to minutter. En lille stemme i mit hoved popper op og siger: Hey, var der ikke noget med et Malaysia Airlines-fly, der på mystisk vis forsvandt nogle år tilbage?

Det hjalp så ikke, at en steward ti minutter senere gik ned gennem kabinen og sprayede duftspray i luften. Jeg er nu i fuldt alarmberedskab. Da vi kort tid efter ligger an til landing, sidder jeg og stirrer ud af vinduet på motoren. Er det bare mig, eller ryster den mere end normalt? Og så landede vi uden problemer.

Jeg gætter på, at jetmotorer bare eksploderer en lille smule en gang imellem.

Første indtryk

Første indtryk af Malaysia er positivt. Jeg sad i lufthavnstoget og så landskabet glide forbi. Der var velbygget infrastruktur, velbyggede boliger, et togspor der så vedligeholdt ud, og veje langs skinnerne, som også virkede i rimelig god stand. Bygningerne så ikke ud, som om de var ved at falde sammen eller havde været igennem en krig.

Jeg er sikker på, at der er fattigdom mange steder. Men efter Indonesien, og særligt Medan, virkede det som at komme tilbage til civilisationen.

Efter måneder i et land, hvor fortovene inkluderer store huller ned til kloakken, sætter jeg pris på ikke at skulle kigge på mine fødder konstant, når jeg går. Jeg beder ikke om Japan-niveau. Det ville bare være rart at gå på et fortov, som jeg ikke ser som en potentiel sundhedsrisiko.

Det er ikke fordi, jeg sidder og filosoferer om fortove ud af det blå. Jeg er en vandrer. Når man bruger mange timer hver dag på at gå rundt, lægger man mærke til, om turen er behagelig. Gåture er transport, motion, sightseeing og den måde, jeg finder caféer og opholdssteder på.

En by om aftenen

Den første aften i Kuala Lumpur var jeg for træt til at tage tilbage til hostellet, men også for træt til at lave noget fornuftigt. Så jeg gik en tur.

Byens høje bygninger var oplyste. Kuala Lumpurs skyline er behagelig. Man går rundt, drejer om et hjørne og ser en ny samling skyskrabere. Der er meget forskellig arkitektur, og det føles ikke bare gråt og ensartet. Når jeg står og kigger op på en skyskraber på hundrede etager, får jeg stadig den mærkelige følelse af at være lille.

Jeg genså også noget, jeg næsten havde glemt, fordi jeg ikke havde set det i flere uger: influencere. De var overalt mellem de oplyste bygninger. Ikke med ét kamera, men med fem telefoner monteret på en håndholdt dims, hvor hver telefon tilsyneladende lavede noget forskelligt. Det er faktisk imponerende, at de kan styre det.

Mens jeg går rundt om Petronas-tårnene og undviger influencers og ivrige gadesælgere, kommer jeg til KLCC-parken bag tårnene. En stor bypark med grønt, bænke og en kunstig sø med springvand. Lige da jeg kommer rundt om hjørnet, bliver der skruet op for højtalerne. Popmusik spiller i parken, og et helt springvandsshow starter med lys, farver og koreograferet vand til musikken. Åbenbart er der springvandsshow om aftenen klokken ni, og jeg er helt tilfældigt endt der på det præcise klokkeslæt. Jeg har en tendens til bare at snuble over den slags begivenheder.

Det var en god aften. Kuala Lumpur gav et godt første indtryk. Små bygninger, så lidt større bygninger, og til sidst Petronas Towers. Måske kommer jeg til at kunne lide Kuala Lumpur. Jeg kan godt lide sightseeing-delen indtil videre. Det er ikke det samme som at kunne lide at være her, men det er en fin begyndelse.

Den røde tunnel

Jeg havde brugt hele dagen på at besøge hostels og hoteller. På grund af regnen havde jeg gjort holdt ved flere restauranter, og sent på eftermiddagen havde jeg fået nok og ville bare hjem. Regnen var stoppet, men alt var stadig vådt. Mens jeg bevæger mig tilbage mod hostellet, går jeg fra små gader og stræder over mod skyskraberne med Petronas-tårnene som mit primære mål.

Da jeg går ned ad de mørke gader, lægger jeg mærke til en masse biler, der kører ned ad en sidevej med masser af belysning og restauranter langs vejen. De holder nærmest i kø for at komme ned ad vejen, og folk hopper ind og ud af bilerne. Selvom jeg ikke er sulten, er jeg nysgerrig nok til at gå ned ad sidevejen for at se, hvad der sker.

Jeg gik gennem gaden med restauranter og ind på et lille oplyst marked. I enden af markedet var der en stor belyst bro. Fra brotårnet kunne jeg se floden og motorvejen nedenunder. Selve broen var en lystunnel, der langsomt skiftede farver. Som en sci-fi-portal.

Der var mennesker, der tog billeder, men fordi det lige havde regnet, var menneskemængden forholdsvis mild. Foran mig stod tårnene med en lille sky ved toppen, så de lignede, at de røg eller dampede.

Hosteller, håndklæder og rotter

Jeg har brugt overraskende meget tid på at kigge på hosteller. Målet er at finde ud af, om jeg gider leve her i 3-4 uger. Resultatet er, at jeg nærmest er blevet til en inspektør, der går rundt og vurderer brusere, senge, gardiner, aircondition, fællesområder, personale, renlighed, priser og om folk faktisk ser ud til at tale sammen.

Det hostel, jeg bor på nu, er egentlig fint og nok også muligt at bo på i længere tid. Det koster bare 55 ringgit for en seng på sovesal og yderligere fem ringgit for at leje et håndklæde. Tagterrassen er uventet god om morgenen omkring klokken otte, før de andre vågner. Der er gratis varmt vand og te, og jeg kan bruge mit eget kaffepulver.

Bruseren har svagt tryk. Mit nanofiberhåndklæde er en god kompakt ting at have i rygsækken, og jeg har brugt det flere gange, hvor jeg ellers havde manglet noget. Men det er ikke et godt håndklæde. Det er funktionelt. Når jeg har været i bad, kæmper jeg for at føle mig tør i stedet for at komme ud stadig lidt fugtig. Midt om natten hørte jeg rotter løbe på taget direkte over min køje.

Og alligevel er mit nuværende hostel mere attraktivt på tværs af faciliteter og pris end stort set alt andet, jeg har kigget på.

Da jeg havde fundet ud af, at rotterne sandsynligvis løb over loftet, faldt jeg mere til ro. Min øverste køje, som jeg normalt ikke bryder mig om, blev pludselig en taktisk fordel. Den holdt mig væk fra gulvet og gav mig et hjørne af sovesalen, hvorfra jeg kunne holde øje, hvis rotteinvasionen begyndte.

Hvis de faktisk kommer ind på sovesalen, så tjekker jeg dog ud, så snart jeg kan kæmpe mig vej gennem dem.

Jeg har gået omkring 50.000 skridt på to dage. Fødder og ankler sørgede for at fortælle mig det om natten. Jeg har også været mentalt træt. Ikke bare træt af sightseeing, men træt af hele tiden at vurdere: Er Kuala Lumpur et sted, jeg gider blive? Er Chinatown for budget? Er Bukit Bintang for dyrt? Ville Penang give mere mening? Skal jeg finde et fællesskab i stedet for bare en billig seng?

Men jeg er begyndt at varme op til hostellet. Ikke fordi det er blevet bedre, men fordi det er blevet et sted, jeg kender. Jeg ved, hvor man kan sidde på tagterrassen om morgenen. Jeg ved, hvor teen er. Jeg ved, at bruseren er svag. Jeg ved, at håndklædet ikke rigtigt er et håndklæde. Og jeg ved, sådan cirka, hvor rotterne løber rundt.

Hver gang jeg kommer et helt nyt sted hen, betaler jeg åbenbart for de første 24 timer. Jeg sammenligner, ser alle fejlene og begynder at lede efter det næste, før jeg nærmest har pakket ud.

Så lærer jeg, hvor rotterne løber rundt, og så bliver det mere håndterbart.

Der går en kilometer lang vej ned til min mormors sommerhus på Fyn. Det er en asfalteret landevej og teknisk set må du køre 80 km/t på den. Den er dog så ujævn og så skæv, at hvis man kører 60 km/t på den, så letter alle fra deres sæder. Min far vælger selvfølgelig konsekvent altid at sætte farten lidt op ned af den vej, så det føles som at være terninger i et raflebæger.

På motorvejen fra Parapat til Medan ville jeg fortrække at køre ned ad sommerhusvejen med min far bag rattet. Motorvejen er ikke dårlig, men hvert sted, hvor en tunnel eller passage er bygget under vejen, har medført, hvad der svarer til et flyvehop med den fart, vores taxachauffør vælger at tage dem med. Da jeg midt på motorvejen får en besked fra mit skridttællendeur om, at jeg har nået dagens mål for skridt og etager, vidste jeg ikke, om jeg skulle grine eller græde. Og efter 2 timer i en konstant rutchebane, så bliver selv den stærkeste mave træt.

Turen går tilbage til Medan efter 8 dage på Samosir Island. En hvilken som helst rejseguide vil nok fortælle dig, at 2, maks. 3 dage på Samosir er nok til at opleve øen. Dertil vil jeg nok give dem ret, hvis du blot går efter seværdigheder. Samosir har smukke bjerge og fantastiske udsigter ud over søen. En lille udflugt til Sibea-Bea, og en eftermiddag med badning og vandsport samt et godt aftenmåltid i Tuktuk, og så har du fået en fornemmelse for området. Jeg nød dog mit lille ferieagtige ophold. Klar og frisk til at tage videre.

Hotel O

På Agoda fandt jeg et meget billigt hotel i Medan. Det er faktisk tæt på det billigste hotel, jeg har set på hele min rejse. 29 kr. pr. nat, høj anbefaling, 3 stjerner, en god mængde positive reviews.
Jeg er meget skeptisk over for den slags, så jeg dobbelttjekker, at der ikke er nogle skjulte omkostninger eller store mangler rapporteret. Intet springer i øjnene. Da jeg ankommer til hotellet, er det første, der møder mig, et stort skilt med røde bogstaver, hvor der står “No LGBT”.

Det skal siges, at det er første gang, at jeg har set noget som helst anti-queer-skiltning på hele min rejse. På tværs af 8-9 byer i Indonesien samt både Cambodia og Vietnam har jeg ikke haft indtrykket af aktiv modstand imod queer kultur. Når det så er sagt, så er folk i Medan meget mere konservativt klædt og tildækket. Da jeg spørger receptionisten til skiltet, skæver hun til det, vender øjnene og sender mig et smil, så hvem ved hvor overholdt det er.

Det er et af de mærkeligere hoteller, jeg har været på. Selve bygningen føles nyrenoveret, med hvide vægge og polerede klinkegulve. Der er ikke spor af slitage eller misligholdelse. Omvendt, hvis du går ud af hotellet, så står du på en støvet, beskidt og travl hovedvej. Hotellets placering kan være lidt af det hele. Det er lige ved siden af en fin café, et minimarked og en bazar. Jeg kommer dog ikke til at spise noget lige her. Der er et par madstande ude foran hotellet samt i bazaren ved siden af, men efter at have set rotter kravle ind og ud af de tomme madvogne om natten, så har jeg valgt at gå lidt længere efter mine måltider.

Der er også en lille sidevej ikke så langt fra hotellet. I klassisk asiatisk stil, så er der 8 butikker, der sælger det samme. Dette er computercafé- og printgaden. Hvis man går igennem den, kommer man til universitetscampussen. Det er juli, så universitetet er på sommerferie, med kun ganske få mennesker på vejene. På den måde kan jeg gå fra travlt og bekvemt over til fredeligt og tomt på 2 minutter.

Medan-livet

Bybilledet i Medan er meget anderledes end mange andre byer, som jeg har opholdt mig i. Flere religiøse bygninger, med forholdsvis mange moskéer, lidt kristne kirker med jævne mellemrum og stadig plads til andre religiøse bygninger. Det er meget normalt, at restauranter og caféer kun serverer mad, der er halal. Ingen gris, ingen alkohol. Du kan godt få en øl mange steder, hvis du spørger efter det, men det er ikke skiltet med på mange menukort.

Nattelivet er også rimelig specielt. Der virker ikke til at være en særlig stærk drukkultur i byen. På mine små aftenvandringer er det typisk store caféer og restauranter, der holder sent åbent. Det virker til, at det er her, nattelivet kan findes. De fleste steder har åbent til 23:00, og enkelte helt til 01:00. Jeg har set forholdsvise store restauranter og caféer flere steder på min rejse, men i Medan er de rimelig konsekvent fyldte med 100-200 gæster i aften-rushhour ved 21-tiden.

En aften på café er ikke en stille stund med en kop kaffe. Det er et aktivitetscenter, hvor hvert bord konkurrerer om at være det mest livlige. Folk spiller spil, lytter til musik, ser film, snakker på FaceTime eller skrålgriner over hinandens jokes. Mellem dem er der et par borde, hvor unge mennesker sidder med computeren fremme i forholdsvis stilhed. Den overordnede stemning er dog livlig og højlydt, tangerende til festlig.

Jeg har set et par reklamer for rooftop parties, hvilket virker til at være de steder, der minder mest om natklubber, men fra hvad jeg har set, så er der ikke en bar- eller klubgade, som i så mange andre storbyer.

I dagstimerne er det varmt i Medan. Der er 6 timer fra Medan til Lake Toba og ligeledes 6 graders forskel. Midt på dagen ligger det stabilt på 35 grader, og ned ad de varme asfaltgader kan det hurtigt føles som at åbne for bageovnen. Folk er vist heller ikke vant til at se fodgængere i middagsvarmen. Der går kun 5-10 minutter, før en ny person råber ‘Hello’ eller dytter og vinker ad mig. Jeg føler mig nærmest som en minikendis. Om det er min forholdsvis blege hud eller om det er Stetson-hatten, der tiltrækker opmærksomheden, kan jeg dog ikke være helt sikker på.

Den kommende rejse

Jeg bruger mine dage i Medan til at rydde op i rygsækken og i hovedet. Der bliver købt lidt til toilettasken, skiftet lidt rundt i mit tøj og kigget på det næste stop. Om lidt tager jeg til Malaysia, hvor jeg umiddelbart vil opholde mig 4-6 uger. Ud over Bali har jeg opholdt mig de fleste steder 1-2 uger, men i Malaysia vil jeg forsøge mig med 3-4 uger i det samme område af gangen. Jeg er nået til et punkt i min rejse, hvor det er blevet vigtigere at føle mig tilpas end at opleve nyt efter nyt. Når scenen, menneskerne og omgivelserne skifter konstant, så når jeg ikke ned i dybden med oplevelserne. Her i Medan kunne jeg nok godt gå ud og finde nogle spændende sociale scener med folk, som jeg kunne snakke med. Men med kun få dage tilbage af mit ophold, så er motivationen der ikke rigtig.

Det betyder ikke, at jeg kommer til at sidde stille i Medan. Det er en lidt interessant by, fordi den ser så få vestlige turister. Der er meget lidt, der er lavet til mig. Jeg skal gå langt for at finde morgenmad, der ikke er ris- og kyllingbaseret. Det er også en markant bedre by for fodgængere end mange andre i Sydøstasien. Universitetscampuset bag hotellet er et perfekt aktivitetsområde til tidlig morgen løb og træning, med mulighed for lidt mad til studenterpriser senere på dagen. Så på ingen måde spilder jeg min tid her i Medan, men det kommer så også fra en lidt atypisk, langsomt rejsende fynbo.

Over de sidste 5 måneder, hvor jeg har bevæget mig igennem Sydøstasien, har jeg haft utrolig lidt regn på programmet. Det kan regne om natten, men sjældent midt på dagen, hvor jeg er ude og aktiv. Så da jeg pakkede mine ting sammen efter en aftenbesøg på en café i Medan og kom udenfor til rimelig kraftig regn, må jeg bare indrømme, at jeg ikke var forberedt. I min taske er der en bærbar, opladere, powerbank, men intet regntøj eller regnslag.

Det normale menneske ville konstatere, at det regnede, og kalde på en taxa. Det koster måske 30 kr. at komme til hotellet fra caféen. Men nu kan jeg jo faktisk godt lide regnvejr. Jeg kan også godt lide at gå igennem regnvejr, dog foretrukket, at jeg er forberedt på det. Imens jeg sidder og overvejer fordele og ulemper ved en regnvejrsgåtur, så stilner regnen af fra hård regn til lidt småregn. Det efterlader mig med en lille smule fugtigt tøj og en gåtur igennem gader med nyfaldet regn. Perfekt.

Jeg pakker mig sammen. Elektronik kommer i det indre rygsækrum. Klokken er omkring 22:00, som jeg begynder at gå. Det har regnet meget, og jeg hopper hen over store vandstrømninger, der finder deres vej ned i de store halvåbne kloakkanaler, der løber langs vejen. Jeg drejer fra den store, trafikerede hovedvej og går igennem porten til universitetet.

Den mest direkte vej tilbage til hotellet er hen over universitetscampus. Det er et rimelig fredeligt område midt inde i en travel by. Jeg er gået hen over området flere gange i løbet af mit ophold, så jeg føler mig rimelig tryg i at gå rundt selv i mørket. Desuden, så er campusser tomt på denne tid af dagen.

Der er et par kilometer fra campus porten til hotellet. På nuværende tidspunkt er jeg lidt våd på skuldre og arme. Det er stadig 27-28 grader varmt, så regnvandet føles behageligt afkølet. Pludselig er der dog nogen, der skruer op for trykket. Det går fra mild småregn til skybrud på 3 sekunder. Jeg befinder mig på en vej, på et åbent areal med intet dække. Inden jeg har nået at se mig om, kan jeg mærke vandet sive ind i underbukserne og ned i skoene. Regnen, der rammer vejen, kommer ned med en så stor kraft, at der bliver sprayet rekylvand overalt. Jeg bliver fuldstændig gennemblødt.

Nede af vejen er der en tildækket hæveautomat, som jeg søger i skjul ved. Første prioritet er elektronikken. Her må jeg dog prise mig lykkelig over mit valg af kvalitet. Min Osprey dagsrygsæk har formået at holde de indre rum helt tørre, trods hvad der svarer til at få hældt flere spande med vand ned over sig. Jeg har stadig over 1 km tilbage, før jeg er ved mit hotel. Jeg er allerede gennemblødt, så det er ikke som om, at jeg kan blive mere våd. Min rygsæk er regntæt. Så efter at have ventet det værste af regnen væk, går jeg videre.

Det at være gennemblødt gør det faktisk nemmere at nyde turen lidt. Efter det første dyk i svømmehallen stopper man med at tænke over, hvor vådt vandet er. Det går hen og bliver lidt hyggeligt at vandre igennem universitetsområdet i regnvejr. Frøerne skråler om kampen med regnvejret, og de rimelig irriterende kanaler i fortorvet giver lige pludselig mere mening, med den mængde regn, der skal løbe igennem dem. Jeg koncentrerer mig om ikke at falde i en kloak eller kanalåbning, der er skjult i mørket. Der er ikke så meget vand, der samler sig på det forhøjet fortorv, som jeg går på, men jo flere gader jeg skal krydse, des flere gange bliver jeg nødt til at vade igennem ankelhøjt vand.

Jeg kommer endelig til den anden side af campus. Der er en lille gangpassage fra campus og ud til den vej, som mit hotel ligger på. Ud over den hovedindgang, hvor jeg startede, så er der kun et par enkelte andre udgange. Og da jeg kommer hen til den passage, jeg normalt har brugt, ser jeg en 3m høj lukket port og en hængelås. Jeg vil gerne kunne sige, at jeg tog det med ro og at jeg ikke begyndte at råbe og skrige. Det kan jeg dog ikke. Selv hvis det ikke stod ned i stænger og jeg ikke var gennemblødt, havde den lille opdagelse været nok til et lille hyl fra mig. Jeg er inde på et mere eller mindre lukket campus. Eneste kendte åbne udgang er et par kilometer bag mig i modsat retning af mit hotel, og jeg kan ikke kalde efter en taxa heller.

I min dybe frustration beslutter jeg mig for at gå langs kanten af campusområdet, i tilfælde af en port, lavt hegn eller hul i muren. Det er ikke den mest direkte vej, men muligheden for at finde en genvej er alt for tiltrækkende. På det her tidspunkt har jeg gået igennem regnen i en time. Hvad jeg troede var en lille byge, ser ikke ud til at stoppe lige foreløbig. For at det ikke skal være løgn, så er jeg begyndt at se lyn glimte i horisonten. Ikke lyden af torden. Kun lyset. Men det ændrer sig hurtigt. Som jeg finder min vej rundt på det harmetisk lukkede universitets campus, begynder det at lyne og tordne. Min lille vandretur er gået fra lidt hyggelig troperegn til et reelt tordenvejr. Jeg kan leve med at blive våd, men det er svært ikke at føle sig i fare, når torden begynder at komme tættere og tættere på.

Åbenbart så er at fysisk aktivitet + træthed + frustration opskriften for, at jeg begynder at snakke med mig selv højlydt. Mine tanker går fra at summe rundt i hovedet, til at komme ud af min mund. Hvis der var nogen i nærheden, der kunne dansk, ville de nok være i tvivl om de var stødt på en Gollum-imitator midt ude i regnvejret. Udover den lidt hæse levering, så er jeg åbenbart meget tilbøjelig til at diskutere med mig selv. Eller synge. 

Forestil dig: På en mørk, regnfuld tordenvejrsnat går en mand ned af en tom gade. Fra hans sko kommer der et skvulp med hvert skridt. Vandet siver fra ham, som var han kravlet op fra en pool. Fra hans mund kommer der, hvad der kun kan beskrives som lyden af en hylende, halvdruknet hund, der prøver at synge Fumes af EDEN. Passerer du ham på din scooter, får du et stort smil og en dedikeret tone.

Efter at have konstateret, at der ikke er nogen genvej langs yderkanten, når jeg endelig til universitetsporten igen. Det er en stor dobbelt port for biler, og den er halvt lukket til. To vagter sidder på plastikstole i et lille, belyst porthus. Den ene får øje på mig og prikker til sin makker, som kigger op. De får en tommel op, hvorfra jeg modtager to skæve smil. Jeg kan næsten høre dem sige til hinanden ‘De er skøre, de europæere’.

Jeg får kaldt en scooter, som tager mig tilbage til hotellet. Med alle mine omveje, frem og tilbage på campus og søgen efter genveje, når jeg at gå 12.000 ekstra skridt. Ud over nogle sko, som jeg kraftigt overvejer at smide ud fra alt det kloakvand, jeg gik igennem, så var der ikke nogen skader. Jeg kommer til en skorensservice, og hvis de ikke overlever, så har de også klaret det godt på denne tur. Det er nemt at være bagklog, specielt på sig selv. Det var selvfølgelig knap så sjovt at blive fanget i reelt tordenvejr, men omvendt så var det heller ikke planen at gå på kryds og tværs af et campus i regn og mørke. Men nogle mennesker kan lide at bungee jumpe, og jeg kan lide at gå igennem skybrud.

Det stille hostel

Denne uge ankom jeg til Samosir Island ved Lake Toba. Jeg bor på Bagus Bay hostel i Tuktuk. Da jeg ankom til hostellet, var det praktisk talt tomt. Personalet består af 3 indonesere. En receptionist, en køkken dame og en gardner. Køkken damen og receptionisten sidder og snakker i køkkenet for det meste. De er venlige nok, men holder sig for sig selv. Der er lidt sommerferie stemning over hostellet. Den der stemning hvor man er på arbejde, men der sker ikke rigtig noget. Vedligeholdslisten er færdig, så nu er der kun sølvtøjet tilbage at pudse.

De første par dage ser jeg 5 andre gæster. En fransk hiker, som jeg snakker en del med, et par ældre franske damer, der enten ikke kan eller ikke vil snakke engelsk, og et ungt britisk par, der indimellem slår over i russisk. Franskmanden og jeg snakker sammen når vi støder på hinanden. Han er hyggelig nok, men keder sig på Samosir. Vejret har været dårligt i dagene op til jeg ankom, så han har hængt fast på et halvtomt hostel og ventet på at kunne komme på udflugt.

Udover regnvejr den aften, hvor jeg ankom, så har det været godt vejr med kun lidt natteregn, hvilket er rimelig heldigt, for det er ikke det mest interessante hostel. Hostellet har en stor restaurant med masser af træbænke og -stole, der ikke ligefrem indbyder til mange timers ophold. Tilknyttet er der et stort grønt areal med basketkurv, badmintonnet og gynger. Der er også en lille cementsti ned til vandkanten, hvor man kan hoppe ned i søen eller leje en kano/kajak. Hostellet og generelt Samosir taler mest til udendørs mennesker. Alle caféer, restauranter og hostels er åbne bygninger med kun enkelte rum lukket for vind og vejr, så som toiletter og soveværelser. Jeg har fået mange myggestik som konsekvens.

Festival i byen

Tuktuk er en lille by med forholdsvis mange caféer, restauranter og overnatningsmuligheder. Det er et lille turistsamfund, men ikke overskruet som så mange andre steder i Indonesien. For en som mig, der godt kan lide bare at sidde og nyde en kop kaffe på en café i et par timer, så er det et perfekt område.

Midt på ugen bliver der pludseligt mere travlt i byen og på hostellet. Der ankommer en god mængde nye mennesker, og trafikken på de små veje bliver pakket, nogle gange med køer. Det er dog ikke vestlige turister. Det er en masse udenbys Indonesere. Nogle af de restauranter, der før havde lukket midt på dagen, er nu åbne og ser lidt fodtrafik. Den søvnige lille ferieby er vågnet op.

Jeg sidder og spiser morgenmad på en café, hvor jeg falder i snak med indehaveren. Hun spørger, om jeg tager over til festivalen senere, hvortil jeg må spørge “hvilken festival?”. Det viser sig, at jeg åbenbart er dukket op midt i den årlige Samosir music festival, som strækker sig over 3 dage. Der er en scene med opvisninger og familieunderholdning i dagstimerne. Om aftenen er der koncerter med store nationale navne. Samtidig bliver der også afholdt et 10 km løb og andre sportsaktiviteter.

Da byen begyndte at blive mere aktiv, var min første indskydelse en smule ærgelse. Freden er forbi. Aftenerne går fra at være stille med kun lidt støj fra vejen og insekterne, til et livligt opholdsrum, hvor, i sand Indonesisk manner, alle sidder med deres smartphones og enten snakker eller ser videoer på fuld speakerlyd. Samtidig har naboerne fundet karaoke-anlægget frem og skråler nogle af de skæveste toner, jeg har hørt længe. Og den stille vej er blevet fyldt med biler og motorcykler, der alle har behov for at dytte, som da de passerer svinget, hvor hostellet ligger. Jeg kan tolerere meget støj, men da en midaldrende mand mente, at klokken 5:00 var et glimrende tidspunkt at lave en aerobics musikvideo guide ude foran mit værelse, måtte jeg alligevel stå op og stirre på ham, som var han komplet sindsyg, indtil han smuttede.

Men hvis man ikke kan vinde over støjen, må man slutte sig til den. Så jeg tog over på festivalspladsen og brugte aftenen på at lytte til Bulu Mini band, der spillede cover numre af alt fra “Can’t help falling in love” til “Knockin on heaven’s door” samt et andet band ved navn Punxgoaran, som tiltrak et rimeligt stort publikum. Produktionskvaliteten var høj med både godt scene show, lyd, lys og kamera. Lidt ligesom Hede Rytmer i Silkeborg. Bare på indonesisk.

Tilbage til projekterne

Jeg sidder ikke meget på hostellet. Om morgenen pakkes rygsækken og så går jeg ellers igennem byen, indtil en god café dukker op. Der er nok valgmuligheder til at holde mig beskæftiget hele ugen, og nogle steder er gode nok til et ekstra besøg. F.eks. er der en lille restaurant, der laver pizzaer og har siddepladser med udsigt ud over søen. Jeg har spist aftensmad der et par gange. Jeg kan sidde med min computer og kigge ud over søen, imens mørket falder på og lyset fra byen på den anden side tænder. En aften var der en tordensky, der rullede hen over bredden på den anden side og gav naturens svar på et fyrværkeri show.

På computeren er der gang i en masse. Jeg er kommet tilbage i mit skrivehjørne, som I måske har bemærket. Selvom min rejse ikke er hu-hej vilde dyr, så er der stadig massere af fortællinger, som jeg kan give videre til jer. Det er med tiden også blevet nemmere og en normal del af dagen at finde mig godt til rette i at dokumentere mine oplevelser. Tak fordi I læser med, forresten.

Det passer mig meget godt at kunne kombinere en rig verdensoplevelse med den velbevandrede digitale verden. Når jeg kigger tilbage, har jeg dog ændret mit forhold til begge sider. Jeg går ikke længere lange ture for at afstresse. Nu går jeg dem for at se og opleve den del af verden, jeg nu befinder mig i. På samme måde sidder jeg ikke og ser YouTube for at afkoble efter en lang arbejdsdag mere. På computeren er der primært gang i små projekter, der interesserer mig, og jeg arbejder hen imod at udvikle en anden side af mig selv end tidligere. En mere kreativ og måske endda en smule kunstnerisk side.

Samosir Island og Lake Toba er nøjagtigt det landskab, jeg kan sidde og stirre ud på i timevis. Og det er t-shirt/shorts vejr her, hvor New Zealand var lige på den kølige side. På Bali støder jeg på flere indonesere, der kommer fra regionen og som foreslog, at jeg besøgte området. Fra billederne vidste jeg allerede, at jeg ville nyde naturen.

Jeg kommer til at tilbringe en hel uge på øen. Mere end det, de fleste rejseguider foreslår. Jeg skal dog ikke nå noget eller have en pakket oplevelse rejse. Der er tid nok til at opleve en smule og ellers bare slappe af i området på forskellig vis. Jeg skal dog ud og se en smule.

For at få mig rundt i området, lejer jeg en scooter. Planen er at køre de små 50 km, der er til den store Jesus statue i området. Det er en god undskyldning for at se mere af øen. Få taget rigeligt med små stops og nyde de smukke omgivelser.

Efter en lidt langsom morgen, hvor jeg sov helt til 8:30, får jeg endelig hejst mig selv ud af sengen og op scooteren. Efter et kort stop for morgenmad tæt ved hostellet, kører jeg afsted. Mit første planlagte stop er den nordlige spids af Samosir Island.

Turen derop er smuk. På venstre side har jeg et grønt og frodigt bjerg med små vandfald ned af siden. På højre side har jeg Lake Toba, med turkiseblåt vand og bjerge på den modsatte bred. Langs vejen er der mange små kristne kirker. Ikke kalkkirker som i Danmark, men med pænt malede træfacader og kors på taget. Der er en større kirke hver 3-4 kilometer. Ind imellem dem er der små skrin i form at en indhegning på 9 kvadratmeter med en pedestal og et kors på toppen. På Bali så jeg ofte disse skrin, dog bare med pedestaler med hinduistiske udskæringer.

Jeg ankommer til den nordlige spids af Samosir og finder ud af, at det faktisk er en lille betalt strand med kiosk, madboder, badudstyr og godt med siddepladser. Der er en god aktivitet her, med mange børnefamilier, der opholder sig ved vandet. Jeg tager et billede med nordkystmonumentet og spiser en lille kage-snack (Kue pancung). 

I denne del af Indonesien vil folk ofte gerne snakke med vestlige, og her er det ikke anderledes. En mand kommer op til mig, mens jeg står og kigger på stranden. Som stort set alle andre Indonesere åbner han med “Hvor er du fra?” spørgsmålet. Danmark svarer jeg. Tilbage kommer det sædvanlige. “Oooh Danmark…”. På dette tidspunkt går samtalen en af to retninger. Enten kommer der et tilbud på noget, jeg kan købe, eller også spørges der til Danmark i fodbold World Cup. Denne gang er det fodboldspørgsmålet. Han stiller nogle flere spørgsmål til min rejse og undskylder for sit engelsk, hvilket egentlig var ganske fint og forståeligt. Jeg har haft denne form for samtale 2-3 gange dagligt den sidste uges tid, siden jeg forlod Bali.

Næste stop er Pangururan, hvor der er en bro fra øen over til fastlandet. Jesus-statuen er på den anden side, så jeg krydser her. Pangururan er nok den første semi-travle by, jeg har set siden jeg tog fra Medan. Den er ikke stor, men havnepromenaden er godt besøgt, med en masse butikker, caféer og lejeplads til børn. Langs vandfronten er der en masse skulpturer og informationstavler, der fortæller lidt om områdets kultur samt vigtige begivenheder og personer. Blandt andet har det indfødte folk skrevet tykke bøger så langt tilbage som for omkring 300 år siden. De indeholder fortællinger om deres folk samt beskrivelser af god og ond magi. Noget at læse op på en anden gang.

Jeg krydser broen og kører mod statuen, som befinder sig på en bjergtop ved navn Sibea-Bea. Ruten flugter med søbredden, men går en smule ind i bjergene, hvor store dale udfolder sig med græsbeklædte, bølgende bjerge som en barriere.

Selve Sibea-Bea ligger helt ud til søen. Efter at have betalt for entre ved foden, kører man op af en fin, bred bjergsidevej. På bjergsiden er der sået en masse farverige blomster, og det føles næsten som at køre op af en regnbue. Toppen af Sibea-Bea er en stor parkeringsplads med et madpakkehus, en kiosk og en gangsti, der fører helt op til statuen. Statuen er stor og dominerende i billedet allerede ved parkeringspladsen. Jeg bevæger mig op af de meget pæne, blomsterbeklædte gangstier. Der er en god strøm af mennesker, men jeg er blandt de få vestlige. Her bliver jeg også hilst på af forskellige folk. Nej, Danmark kvalificerede ikke til World Cup. Hele to gange beder folk mig om at få et billede sammen med mig, og en dame forsøger at sætte mig på en date med hendes søster, da hun finder ud af, at jeg rejser alene.

Statuen er enorm, men ikke hvad jeg ville rigtigt forbinde med kristendom. Den forestiller Jesus, men alt fra blomsterhaven, til de små skulpturer og måden, man tager fodtøj af foran statuen, fik det til at føles mere som et hinduistisk tempel.

Efter at have vandret rundt, siddet i skyggen, nydt udsigten, taget billeder, blevet peget på og taget billeder af, hoppede jeg på scooteren igen. Tilbage imod Tuktuk. Jeg stopper kun kort et par gange og tager billeder af naturen på vej tilbage. Anden gang forbi ved jeg, hvor der er godt at lægge ind og nyde en udsigt. Samosir har færre turistattraktioner, og turismen her er meget mere vægtet på indonesere end vestlige. Færre oversatte skilte, traditionelle facader, lavt engelsk sprogniveau. Jeg føler mig dog velkommen og bliver taget godt imod, der hvor jeg går hen. Jeg kan efterhånden fint klare mig med armbevægelser og enkelte ord, der hvor sproget ikke rækker.

Turen hjem er hurtigt overstået, og jeg ankommer til en lidt sen eftermiddagsdrink på en café, som jeg er blevet stamkunde ved. I morgen har jeg ingen planer. Jeg regner med at stå op, pakke tasken og gå en lang tur.

Samosir Island har gjort et godt indtryk på mig. Her er det fredeligt og afslappende, men også med nok muligheder for at komme ud og spise, sidde på café, tage på stranden, vandsport eller besøge vandfald i bjergene. Det kan ikke det hele, men det kan alt det, jeg forventer af et lille samfund ude i bjergene. Og det var nok et rimeligt heldigt valg, da temposkiftet har hjulpet mig tilbage til solo rejse mode.

Medan er ikke min slut destination. Efter jeg stiger ud af sarkofagen, samler jeg mine ting og tager afsted. Transport til Samosir Island var lidt en hårdknude at regne ud. Der er forholdsvist lidt hjælp at hente på internettet. Jeg kom frem til, at jeg skulle med bus i ca. 6 timer for at nå til Parapat. I Parapat skal jeg så med færge og så finde vej til mit hostel. Igen en heldagsrejse.

Fra mit hotel til busterminalen vil jeg tage en bus, men efter 4 er passeret mig uden at stoppe, giver jeg op og kalder en taxa. Trafikken i Medan skal bare være ubehagelig, for min nye taxachauffør kører også som om, vi er på flugt. Jeg bliver kørt helt ind til indgangen ved busterminalen, hvor døren til bilen bliver åbnet og jeg bliver guidet ud. 4 mænd står helt oppe i ansigtet på mig og da en af dem rækker ud efter min rygsæk, bliver jeg nødt til at bede dem om at tage et skridt tilbage. Selv med afstand stopper det dem ikke i at tilbyde billig transport, næsten uanset hvor hen jeg skal i landet. Desværre for dem, så er jeg nok den værste person at prøve at overrumple med hurtige tilbud. Jeg vil hellere vente og betale mere, end jeg vil tage et tilbud, uden at forstå hvad jeg siger ja til. Så jeg arbejder mig igennem gruppen og ind i bus terminalen, hvor jeg finder informationen og spørger.

En ting, jeg har lagt mærke til i Indonesien, er, at der er en uskreven regel om, at ingen vil give dig en prisvejledning, hvis du ikke er ved at købe noget fra dem. På samme måde her er der ikke nogen, der kan give mig en standard pris på bussen. Kun fortælle mig, hvem jeg skal forhandle med. Der er dog skiltede priser rundt omkring, så det er ikke fuldstændig tilfældigt, hvad jeg kommer til at betale.

Ved forhandleren får jeg at vide, at bussen går om 3 timer. Ikke helt, hvad jeg havde håbet på, for så ender jeg i Parapat efter det er mørkt og skal finde vej til en sen færge. Men jeg får spurgt mig frem til, om der er andre selskaber med andre busser og bliver bedt om at vente, imens han undersøger. Han kommer hurtigt tilbage med en anden løsning til mig. Der er altid en anden løsning i Indonesien. Før jeg ved af det, er jeg blevet sat på en større bus mod Parapat.

Det er en stor, fin, rummelig bus. Der er plads til 30+, men vi er under 10. Jeg har et par sæder for mig selv og min rygsæk. Det største minus ved bussen er, at der regner indvendigt. Langs den højre side af bussen drypper der vand ned fra loftpanelet ned på den yderste sæderække. Det ligner, at AC’en lækker kondensvand ud i panellet. Jeg bliver indledende anbragt på det vådeste sæde, men efter en stirrekonkurrence fik jeg lov at sidde på et andet, tørrere sæde.

Efter 4 timer stopper vi i en større by ved en busbureaufacade. Buschaufføren forlader bussen uden at sige noget. Jeg tror, de øvrige indonesere i bussen er lige så forvirrede, som jeg er, for de kigger på hinanden. Nogle rejser sig, men sidder sig igen. Jeg stiger af og ser, at buschaufføren sidder og spiser frokost med en gruppe mænd, der ikke er fra vores bus. Jeg køber lidt mad selv og går rundt på pladsen. Der går en time, før vi kører videre. Imens vi venter, er der et par gutter, der kommer og tapper plastikposer til bunden af det dryppende panel. Det kommer på ingen måde til at stoppe vandet, men det kommer til at samle sig og lave en fin lille strøm af vand i stedet for at dryppe ud over et større område, så hvis det var målet, så gjorde de et godt stykke arbejde.

Bussen fortsætter, indtil en gut pludselig kommer og peger på mig. Det er blevet mit stop. Da jeg står af, befinder jeg mig på en vej oppe på en klippe side. Min GPS siger, at der er 2 km hen til havnen, hvilket ikke ville være et problem, hvis det ikke var fordi, at det regnede. Jeg kryber ind i en tom restaurant, hvor en ung kvinde kigger på mig med et skævt smil. Regnen tager til, og der er umiddelbart ingen taxier i nærheden. Til sidst overgiver jeg mig og spørger om hjælp. Havnen hedder Ajibata, hvilket heldigvis er nok. Hun kigger ud af vinduet og begynder at råbe af en forbipasserende blå minivan uden dør i siden. Det er åbenbart den offentlige transport. De stopper, og jeg klemmer mig ind af den lille dør med min rygsæk. På vognen er der en midaldrende mand, en ældre men frisk dame og en 8-9 årig dreng. 

Da vi begynder at køre, kan jeg se, at vi hastigt bevæger os væk fra havnen. Jeg prøver at spørge, om vi kører til Ajibata, hvorved der bliver nikket. Men vi fortsætter ud af byen og væk. Vi kører 4-5 km, før vi holder ind til højre, sætter manden af og vender om imod Parapat. Der var ikke rigtig nogen skiltning eller noget, der mindede om et busstop, og jeg tror faktisk bare, at minivanen kører rundt, samler folk op og sætter dem af sådan nogenlunde, hvor de skal hen. Imens vi kører, får jeg forklaret, at jeg skal til Samosir Island. Der bliver nikket fra forsædet, og før jeg ved af det, så holder jeg på kajen.

Til Samosir Island

Der er et skur og 2 fiskekuttere, der ligger til ved kajen. På skuret er der et skilt med færgeafgange. En mand sidder og sover i skuret. Fra fiskekutteren lyder der et kald. En mand hopper op på kajen og begynder at vække manden i skuret. Lynhurtigt bliver der peget på et papir, hvor jeg skal skrive mine oplysninger og betale et lille beløb. Derefter må jeg gå ombord. 

Fiskekutteren er i 3 små etager. Der er plads til en god, stor gruppe mennesker, men lige nu er jeg en ud af 3 passagerer. Det varer dog ikke længe, da en større minivan trækker op på kajen, hvorfra der kommer en masse folk ud af. En god blanding af alle nationaliteter, de fleste med en stor rygsæk, ligesom mig. Den lille fiskekutterfærge bliver hurtigt fyldt, og vi begynder at sejle. Det er en stille tur på lidt over en time hen over søen. Selvom det er en sø, er den stor nok til, at vi har en lille smule bøjlegang. Udsigten er ikke imponerende, da der både er en let tåge fra regnen og tunge skyer tæt ned over søen og brederne.

Det er tusmørke, da vi ankommer til Tuktuk på Samosir Island. Færgen sejler op til en bred betonmur, som jeg får lov til at hoppe over på. Herfra er det en lang betonsti op til en hovedvej. Jeg var faktisk ikke sikker på, hvor tæt på min destination, jeg ville komme, men 10 m nede af hovedvejen er mit hostel. Regnen har på magisk vis holdt en lille pause, imens jeg steg af og fandt mit hostel, men kommer kraftigt tilbage, nærmest som jeg træder ind af døren.

Hostellet er tomt. Receptionen er tom, og den eneste anden person, jeg kan se, er en ung mand, der spiller pool med sig selv. Jeg ringer på klokken ved skranken, hvilket får en lille indonesisk kvinde til at kravle frem fra under disken. Hun gnider søvn ud af øjnene, imens hun gennemfører mit checkin. Mit værelse er bedst beskrevet som et lille kammer, med en seng og et vindue. Sengetøjet lugter, og savsmuld falder fra loftet.

Jeg går tilbage til receptionen, som også fungerer som restaurant, og får et menukort. Jeg har ikke spist meget på turen. Menukortet er stort med 5-6 sider fyldt med muligheder. Det bliver dog meget klart for mig, at det, der faktisk er til salg, er en meget lille del af kortet. Det giver mening, eftersom at holde på ingredienser til 2 beboere ville nok ikke være særligt billigt. Så resultatet er, at jeg spiser det samme som personalet. På ingen måde dårlig mad, men efter mange måneder kylling og ris, savner jeg lidt andet. Men efter en lang dag handler det bare om at få noget mad og falde til ro, inden jeg går i seng. Jeg gider ikke lave en større vurdering af mine omgivelser, før jeg har sollys og et friskt hoved. Det var en længere rejse, og selv med to dage i Yogyakarta som pause, så var det stadig en rimelig trættende rejse.

View this post on Instagram

A post shared by Mathias Henrik Ottosen (@mathias.ottosen)

Indonesien er et kæmpe stort land. Flyrejsen fra Bali til Medan er 4 timer. Alternativet er færger, tog og busser hen over flere dage. Jeg hælder mest til den snørklede vej. Flybilletten fra Bali koster 1.500 kr. En forholdsvis stor sum penge for mig pt. Den langsomme rute ser billigere ud og jeg får set mere af landet, imens jeg rejser igennem det. Med nogle stop undervejs får jeg også et overblik over, hvor jeg gerne vil komme tilbage og genbesøge. Og så sparer jeg nogle transportpenge. Troede jeg.

Til Java

Efter en vemodig afsked med vennerne på Bali, tager jeg afsted om morgenen. Jeg har booket en taxa til at tage mig til Gilimanuk på den nordvestlige del af Bali, for at tage en færge til Java. Taxichaufføren kommer til tiden, selvom jeg ikke er helt klar og stadig mangler at sige farvel til et par stykker. Efter kram og kys hopper jeg ind og turen starter.

Vi har 3 timers kørsel foran os, så jeg begynder at snakke med min chauffør. En mand i slut 40erne, med en stor familie, 4 børn og 2 børnebørn. Han vil gerne snakke fodbold, hvilket jeg gør mit bedste for at deltage i, selvom jeg har fuldt meget lidt med i world cuppen. Vi kan dog grine lidt af, at Danmark ikke var kvalificeret. Jeg får lært lidt om hans familie, at han gerne vil starte en lille forretning i hans hjemby, og han, lige som alle andre Balinesere jeg har mødt, virkelig ikke har mange pæne ord om staten.

Midt i vores samtale kommer vi til en kø af biler. Mærkeligt, for vi er midt på midten af en hovedvej. På google map kan jeg se, at der er et sammenstød længere fremme, og begge vognbaner er blokeret. Sammen med chaufføren får vi kørt ud af nogle små sideveje for at komme rundt om kaoset. Det er altid lidt et sats at køre ud af de små landeveje i Indonesien. Specielt i biler, for det er bare ikke alle veje, der er lavet til den størrelse transport. Og hvis den forkorte modkørende mødes, kan man risikere at skulle bakke en kilometer.

Men vi får navigeret os igennem alle mulige små kringlede sideveje, mig med GPS’en og ham ved rattet. Det bliver en lille holdøvelse, hvor vi begge koncentreret arbejder på at finde frem. Vi ender med at køre en 45 minutters omvej. Da vi kommer tilbage på hovedvejen, kan vi dog se, at det modkørende spor holder komplet stille i mange kilometer, så der er helt klart blevet hentet noget tabt tid.

Vi kan ikke længere nå den planlagte færge. De sejler dog hele tiden, så i sidste ende bliver jeg sat af ved færgen og kommer med ombord på en færge rimelig hurtigt. Det er en bilfærge med et passagerdæk. I modsætning til i Danmark kan man bare sidde i sin bil, så der er forholdsvis tomt oppe på dækket. Vi sejler afsted i rimelig høj bølgegang. Det er en time lang færgetur. Da vi nærmer os Java, kommer kaptajnen over højtaleren og siger noget på Indonesisk. Jeg antager, at han fortæller, at vi ligger an til kaj, men kort efter bliver motoren skruet ned til et minimum, og vi stopper med at sejle. Folk er rolige, men jeg kan også se, at flere synker dybt ned i deres sæder. Der er stadig høj bølgegang og nu gjort værre af, at færgen bare driver med minimal motorkraft.

Vi når at vente en ekstra time, før vi sejler ind til kajen. Det er blevet mørkt og aften. Jeg har stadig 8 km til hostellet, så jeg finder en taxa. Nede af en meget snørklet krog af et beboelsesområde finder vi endelig hostellet, efter at min chauffør er kort forkert 2 gange. Han får stadig et tip. Hostellet er super nydeligt. Rent og godt indrettet. Gode toiletter, badeværelser, fælles køkken og masser af siddeplads i fællesområdet, som jeg praktisk talt har for mig selv. Mine roomies sover, da jeg ankommer ved 20.00 tiden. Senere på natten finder jeg ud af, at det var fordi, de skulle bestige et bjerg og se solopgangen. Jeg får dog rigeligt med søvn. Jeg er ved at være blevet vant til uro om natten.

Til Yogyakarta

Byen, som jeg befinder mig i, hedder Banjuwangi og ligger på den østligste kant af øen Java. Min næste destination er Yogyakarta, som jeg når via en 11,5 timer lang togtur. Toget går klokken 6.30 om morgenen, så jeg er tidligt oppe og afsted.

Jeg må indrømme, at jeg var forudantaget om togturen. Så meget af infrastrukturen i Indonesien har været bar og kun lige præcis brugbar. Men toget var et rimeligt stort skridt op i kvalitet. Ikke luksus, men bedre end de fleste danske toge. Gode sæder med en smart funktion til at rotere dem, så du kan sidde i køreretningen. En spisevogn med et lille køkken, hvor man kan få sig et måltid. Forholdsvis rent og bekvemt.

Jeg falder i snak med en tysk medpassager og i løbet af den mange timer lange togtur, når vi taler om hele verdenssituationen, og hvor vi selv står. Da vi ankommer i Yogyakarta, vandrer vi lidt af vejen hen til hver vores ophold sammen og tager pænt afsked, da vores veje splittes.

Efter en god overnatning i et lille familiehjem lavet til et hostel, vågner jeg op endnu engang i et nyt sted. Jeg har 2 dage i Yogyakarta, som jeg bruger til lidt stille tid for mig selv, imens jeg ser byen.

Java er et dominant muslimsk samfund. Moskeer synger salmer flere gange om dagen. Selv hvis du ikke er i nærheden af en moské, så har mange muslimer sat bede-alarmer på deres telefoner. Imellem 17:30 og 17:45 får du en lille bøn, uanset hvor du er. Der er masser af restauranter i bybilledet, men få reklamerer for salg af alkohol. Det minder lidt om, hvordan vi behandler rygning hjemme i Danmark.

Imens jeg vandrer rundt på dag 2, bliver jeg stoppet af en mand og hans familie, som beder mig om at tage fotos. Min antagelse er, at jeg skal tage et billede, men pludselig kommer halvdelen af familien op ved siden af mig og gør klar til at få taget et billede sammen med mig. Jeg har set få vestlige turister, og vi må være tilpas sjældne til at være en attraktion i sig selv.

Efter et par dage med byvandring, at sidde på caféer og en masse refleksion, gør jeg klar til at fortsætte.

Til Medan

Lufthavnen i Indonesien er overraskende moderne og professionel. Det føles helt mærkeligt at træde ind i lufthavnsområdet. En ren og poleret bygning, med masser af plads, rolig og ordentlig adfærd samt en masse smuk moderne Indonesisk inspireret kunst. Deres tax-free område efter check-in er ligeledes en indonesisk inspireret moderne og stilren fortolkning af gadeboder og markedspladser. Og i sand sydøstasiatisk stil, så er alle flyene forsinkede.

Jeg flyver 1 time til Jakarta, hvor jeg skal skifte terminal. Fra terminal til terminal er der en fin skyrail, som man bare stiger på. Min bagage kommer automatisk med flyet, så det skal jeg ikke tænke på. Selve terminalerne er unikke med forskellige arkitekturstile. Den terminal jeg skal med fra minder om Københavns Hovedbanegård, med orange mursten i gulvet og på væggene, højt til loftet og en god trafik af mennesker, der strømmer igennem den primære passage fra gaden og til gatene. Der er også et par kæmpe lysekroner, der virkelig understreger den europæiske stil.

Her er flyet også forsinket, så imens jeg venter, spiser jeg chili nudler. Damen ved boden spurgte mig tre gange, om jeg var sikker på at købe den stærkeste, de havde. Og ja, den var ganske vist stærk, men ikke værre end at bide i en af fars hjemmedyrkede habaneroer.

2 timer med fly, og så er jeg i Medan. Det regner, da jeg ankommer. Fra lufthavnens indgang krydser jeg over vejen og ind til en mini banegård, hvor der går et tog til og fra Medan konstant. Jeg hopper på og bliver taget til midten af Medan. Her kan jeg dog ikke bruge offentlig transport mere og bliver nødt til at kalde efter en grabtaxi. Der bliver sat flere rekorder imens vi krydser Medan. Hurtigst accelerering, flest stop skilte ignoreret, flest nærsamstød med scooter. Han kører, som om vi har røvet en bank, og jeg overvejer at blive sat af og gå i regnvejret i stedet. Jeg ankommer mere eller mindre intakt ved et lille capsule hotel, hvor jeg har booket en neon belyst kiste til at overnatte i.

Det er 2 dage siden jeg forlod Bali. Jeg føler mig ensom for første gang på min rejse. Jeg tog et tog fra Øst Java til Yogyakarta. Rejsen var 11,5 timer lang. Jeg var forberedt på en stille dag med vindueskiggeri, lydbog og refleksion. Det fik jeg også, men jeg faldt hurtigt i snak med en tysk medpassager. Igennem hele rejsen snakkede vi on/off i flere timer, spiste frokost sammen og efter togeturen gik vi hen til hans Airbnb før vi splittede op. På hostellet deler jeg rum med en ung pige. Vi lå og småsludrede i et par timer inden sovetid. Begge møder var afslappede, lidt sjove og meget hyggelige. Men ikke nok tid til rent faktisk at danne venskaber.

Noget af det jeg fandt ud af på Bali, var at de mennesker, som jeg dannede venskaber med, var et lignende sted i deres liv som mig. Brett fra Australien vil leve på Bali og få et nyt liv til at fungere der. Ella fra London har en kæreste på Bali, men søger efter en retning for sit liv. Pierluigi fra Italien er en skørtejæger og tog lidt tid for mig at forstå. Han sidder i et nemt, men kedeligt remote arbejde og drømmer om at lave noget mere meningsfyldt. Lignende historier for Aiman, Putu, Mo og Roos. Pol er bare utroligt sjov og lever på en anden planet end alle andre.

Der er som sådan ikke noget i vejen med en stille hyggelig samtale med en fremmed. Men jeg får meget mere ud af at have samtaler med folk, som jeg kan spejle mig selv i og snakke med dem omkring hvordan de griber deres situation an. Nogle har en plan og arbejder benhårdt efter den. Nogle kan ikke overskue, hvor de skal starte, så de nyder bare, hvor de er lige nu og tager det, som det kommer. Andre gemmer en dyb frustration og forvirring, som de aktivt prøver at glemme eller drukne i fest og farver.

Jeg dømmer ingen af dem. Jeg lytter, spørger og deler mine egne oplevelser og erfaringer. Nogle gange får de noget ud af samtalen. Nogle gange gør jeg. Nogle gange får vi bare sagt noget højt, som vi havde brug for at sige til en anden person.

De vigtigste samtaler har jeg med den person, som jeg er vokset tættest på, er min veninde Eline. Over et par år er vi gået fra venlige kollegaer til venner, og hun er nu blevet en af mine nærmeste venner. Hun repræsenterer en verden af nærvær og forståelse, som jeg ikke rigtigt har oplevet før. Hendes forståelse af verden og menneskelige relationer er utroligt dybdegående og frustrerende fremmed for mig. Vi kan tale om dybt personlige og svære emner gensidigt fra meget forskellige perspektiver. Nogle gange får hun mig til at føle mig som en komplet nybegynder, når det kommer til mennesker.

Samtidig er hun en springloppe, der er fuldstændig umulig at holde styr på, blandt andet fordi hun på ingen måde vil holdes styr på. Kun de allervigtigste tidsplaner og aftaler bliver knap nok overholdt. Alt andet er bare mulige steder, hvor hun måske dukker op. Hun går så meget imod min natur omkring orden, kontrol og påpasselighed, at jeg faktisk ikke forstår, hvordan jeg kan holde hende ud. Jeg tror oprigtigt, at hvis jeg ikke havde mødt hende på den måde, som jeg har, ville jeg synes, at hun var et umuligt menneske at holde af. Men hun er nok den veninde, der kender mig bedst, og jeg har lyst til at sige, at jeg nok også kender hende bedre end mange gør, også selvom hun er et meget åbent menneske. Og hun er helt klart også en stor grund til, at det er svært at forlade Bali.

Nu hvor jeg er kommet på afstand af Bali, kan jeg mærke, hvordan det fællesskab stadig trækker i mig. En blanding af forstående, tillidsfulde og hyggelige mennesker. Men stadig meget forskellige fra mig og fra hinanden. Normalt ville det få mig til at føle mig udenfor, at jeg ikke rigtig går op i yoga, natklubber, live musik, investering, surfing og spa/massage på samme måde, som de gør. Men på en eller anden måde er det blevet til en smeltegryde af mange forskellige oplevelser, som vi har kunnet mødes og fortælle hinanden om. Sjove historier og oplevelser. Invitationer til at komme med ud og prøve hinandens interesser.

Vi lever i en tidsalder, hvor man altid kan komme i kontakt med hinanden. Hop på Messenger, Instagram, WhatsApp eller noget andet og start en snak. Den mulighed har altid været der for mig, og jeg benytter mig af den i ny og næ, men må også bare konstatere, at den ikke rigtig giver mig nærvær med folk. Og det er nok min egen skyld, for jeg har en tendens til bare at snakke om, hvad jeg har set og oplevet, frem for at snakke om, hvad jeg har følt og mærket. Sjovt nok er det nemmere for mig i person. Der kan jeg ikke bare ligge røret på, når alle de nemme emner er blevet fortalt. Og min oplevelse er, at mange mennesker faktisk gerne vil spørges om de lidt sværere emner. Hvorfor rejser du? Er du tilfreds, hvor du er lige nu? Hvad har du lært fra din rejse?

Så hvor stiller det mig? Jeg har jo egentlig lyst til at tage tilbage til Bali igen snarest muligt. Tilbage til vennegruppen. Det kommer jeg nok også til at gøre før eller siden. Muligvis omkring september/oktober. Indtil da har jeg mere rejse foran mig. Først Sumatra, så Malaysia, og op til Thailand. Spørgsmålet er, om jeg vil gøre mere i at finde små enklaver af langtidsrejsende og hænge ud med dem, fokusere på at skabe digitale forretninger, få set de mindre turistområder af verden, eller dyrke min sundhed og min krop.

Da jeg startede min rejse, valgte jeg destinationerne uden en rigtig plan. Bare lande et sted og se, hvad der var at se. Men nu er der et træk. Et træk imod områder med digitale nomader og langtidsrejsende. Der hvor de er åbne og velkomne for nye mennesker, gerne med gode aftenunderholdningsmuligheder. Jeg har allerede et par destinationer i hovedet på tværs af Vietnam, Thailand, Indonesien, Filippinerne og Taiwan. Så meget som jeg godt kunne lide min tid på Bali og Canggu, var der også meget, der manglede for mig. Så spørgsmålet er, om jeg kan finde lignende, men bedre andre steder.

Man kan måske stille spørgsmålet; hvorfor så forlade Bali, hvis du var faldet så godt til? En ting, som jeg har erfaret over årene, er, at det kan være utrolig svært at træffe gode beslutninger, når jeg står midt i en oplevelse. Med lidt afstand, pause, tid til refleksion og følen efter bliver billedet tydeligere. Hvad var de vigtige dele, og hvad var bare højden af følelserne? Hvad var godt, fordi det betød noget, og hvad var bare overfladisk? Hvad var en god oplevelse, men ikke gentagelsesværdig, og hvad havde en dyb følelsesmæssig resonans med mig og min person? Det er hårdt at reflektere på den måde, jeg gør, for det kræver at sidde med nogle svære følelser i længere tid uden at få forløsning. Men min proces har indtil nu ikke svigtet mig.

View this post on Instagram

A post shared by Mathias Henrik Ottosen (@mathias.ottosen)